INDHOLD - Herning Kirkes Drengekor

mennesker eksisterer en angst for at falde, fordi dette er det samme som at miste
kontrol. Når man giver sig hen seksuelt, overgiver man sig til lidenskaben og mister
kontrollen. Det er samme princip, når man synger. Man må give sig hen til musikken
og miste kontrollen (jf. flow) samtidig med, at man bevarer jordforbindelsen. Ellers
bliver stemmen flad, kedelig og uinteressant at høre på. Dette vil vi komme nærmere
ind på i kapitlet ‘Krop, psyke og stemme’. Ida Koch omtaler, som vi var inde på i kapitlet
‘Mutation’, kontrol som et vigtigt begreb i forbindelse med teenagere; at de er
bange for at slippe kontrollen og vise deres følelser, fordi det er for intimt. Men hendes
overordnede holdning er, at det ikke kun gælder for teenagere, men at alle mennesker
er bange for at stikke udenfor normalitetsbegrebet, at gøre sig bemærket og
gøre noget anderledes. Det er kun acceptabelt, hvis man gør det ved f.eks. at være
den bedste sanger eller den bedste i en erhvervsmæssig sammenhæng. 249 Udfra
Kochs udtalelse kan man sammenfatte, at det er i orden at miste kontrollen og give
sig hen til en sang, hvis man samtidig synger den fantastisk, men ikke hvis man laver
fejl. Denne præstationsangst må man som lærer være opmærksom på. Dette vil blive
uddybet i kapitlet ‘Sanglærerens rolle’. Lowen nævner endvidere, hvordan jordforbindelse
hænger sammen med angsten for stå på egne ben. At mange voksne mennesker
er bange for at stå alene, og derfor låser sig fast i f.eks. et ulykkeligt forhold pga.
trygheden – om end den er falsk.
I forbindelse med sangundervisning er en stor del af målet at skabe jordforbindelse,
især ved undervisning af teenagepiger, der, som følge af periodens turbulens,
bogstavelig talt er "ude af sig selv" i stedet for at hvile i en hensigtsmæssig harmonisk
balance. Det er meget vigtigt at bruge tid og energi på at få dem ned og mærke
den nederste halvdel af deres krop. Der sker så meget med kroppen, alting er så
ukontrollerbart, at hovedet er det mest stabile, og det kan være meget ubehageligt at
komme ned og mærke sin krop. Ida Koch giver os et eksempel på en teenagepige,
hun har i terapi. En pige som taler konstant, og som Ida under en konsultation har
bedt om at tegne sig selv i stedet for at snakke:
249 Bilag 1.
”[…]og så tegner hun en tændstikmand. Sådan et stort hoved[…]og så en lillebitte tændstikkrop
hernede og det er fuldstændig sådan, hun fungerer. Hun har ingen krop. Så siger jeg:
”Jamen hvad består du af?” ”Masse tanker, og jeg tænker…” Og så tegner hun umiddelbart,
helt spontant denne tændstikkrop. Så siger jeg: ”Hvad består et menneske af?” ”Masse, masse
tanker”. ”Ja, det består du af – hvad består et menneske mere af?” Det kunne hun slet ikke
komme i tanker om. Hun kunne simpelthen ikke komme i tanker om det. Så sagde jeg: ”Du har
en krop.” ”Adr, ja men den tænker jeg ikke på.” Tænker jeg ikke på! ”Følelsen, kender du no-
75