INDHOLD - Herning Kirkes Drengekor

Når åndedrætsbevægelsen ikke er fri, kan det altså indikere ubalance, og åndedrættets
konstitution kan derfor være en god indikator for en persons psykiske og fysiske
tilstand (jf. kapitlerne ‘Psyke og stemme’ og ’Krop og psyke’).
Nedenfor vil vi beskrive hvileåndedrættet og tillige en række forskellige mere eller
mindre hensigtsmæssige åndedrætsformer. I sang er åndedrættet kontrolleret, selvom
man ideelt set forsøger at indlære kroppen nye vaner og dermed tilnærmelsesvis
automatiserer respirationsprocessen. Vi har opstillet forskellige vejrtrækningstyper,
gående fra det højestliggende til det dybestliggende og mest hensigtsmæssige åndedræt,
som klassificeres efter de muskelgrupper, der er i funktion, og som man som
sanglærer må kunne identificere og forholde sig til. De refererer til indåndingens placering.
Claviculær vejrtrækning, claviculae (nøglebenene) 114 : Ved et claviculært åndedræt
ligger vejrtrækningen omkring nøglebenene, og der sker som regel en medbevægelse
i skuldrene, der hæves. 115 Derved udnyttes kun lungernes allerøverste del,
og muskelarbejdet foretages stort set kun af de sekundære indåndingsmuskler. 116
Højcostal og lavcostal vejrtrækning, costae (ribben): Denne form for åndedræt
kan, som navnet indikerer, ligge både højt og lavt, men det karakteristiske ved den
er, at den kun udnytter udvidelsen af brystkassen i vertikal retning. Visuelt er der altså
en tydelig udvidelse af brystkassen. 117
Diaphragmal vejrtrækning, diaphragma (mellemgulv): Denne åndedrætstype
kaldes normalt for det abdominale (abdomen, bug) åndedræt, men da det giver anledning
til forvirring om, hvilke muskler, der bruges, benævner vi det som diaphragmalt
åndedræt, fordi det primært foretages af mellemgulvsmusklen. (Det er først ved
en aktiv udånding at abdominalmuskulaturen inddrages i processen. Se afsnit om
’Støttefunktionen’.)
Det dybe diaphragmale åndedræt anses normalt for det mest hensigtsmæssige i
forbindelse med sang, og populært kaldes mellemgulvet for sangermusklen. Vejrtrækningstypen
kaldes også, lettere misvisende, "at trække vejret med maven" fordi
det mest iøjnefaldende er, at maven ser ud til at fyldes med luft. I virkeligheden sker
der det, at mellemgulvsmusklen kontraherer og flader ud, således at bugindhold, ryg
114 Rørbech 1994, p.21.
115 Også kaldet at trække vejret med skuldrene.
116 Arder 1996, p. 113.
117 Arder 1996, p. 114.
35