Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

KAPI T E L 7
FRA G R Æ S R O D S B E VÆ G E L S E R
TIL ENK E LT S AG S G R U P P E R
Det er ikke så mange år siden, at græsrodsbevægelser og -deltagelse blev
set som den store fornyelse i den folkelige deltagelse, og sådan omtales de
stadig mange steder i den internationale litteratur (Norris, 2002: 188-212).
I dansk sammenhæng får man dog snarere indtryk af, at græsrødderne
er visnet siden storhedstiden i 1970’erne. Således viser Mikkelsens (2002)
opgørelse af kollektive aktioner et næsten konstant fald siden toppunktet
omkring 1970. I slutningen af 1990’erne var hyppigheden nået helt ned på
1950’er-niveau. Det vakte da også opsigt, da ATTAC-bevægelsen etablerede
sig i Danmark i 2001 – det var længe siden, man havde set en „klassisk“
græsrodsbevægelse blive dannet. Selv de små undergrundsmiljøer i storbyen
– bz-bevægelse, autonome m.fl. – synes at være gået på hæld (Karpantschof
& Mikkelsen, 2002).
Billedet er dog et andet, når man ser på den enkelte borgers deltagelse
og også medregner mere fredsommelige aktioner a la underskriftsindsamlinger.
Fra 1979, hvor græsrodsbevægelserne stadig var meget markante,
til 1990, hvor de var langt mindre synlige, var der ikke desto mindre sket
en pæn stigning i antallet af involverede (Goul Andersen, 1993a). Så det er
for tidligt at skrive græsrodsdeltagelsens nekrolog. Til gengæld bør deres
betydning genvurderes. Engang var græsrodsbevægelser og -deltagelse led
i en mobilisering og til dels i en samlet bevægelse. I dag kunne det se ud
til at være gledet ind som en del af det almindelige deltagelsesrepertoire.
Derfor skal vi indledningsvis bruge lidt plads på at diskutere selve fænomenet
græsrodsdeltagelse, dets afgrænsning og betydning. En tese er her, at
de moderne græsrodsbevægelser nok blev „opfundet“ af bestemte politiske
strømninger, men hurtigt er blevet kopieret af andre politiske kræfter. Stik
imod de teorier om nye sociale bevægelser, der betonede den mulige samling
om fælles politiske mål, slås her til lyd for en diffusionsteori, ifølge hvilken
koblingen mellem form og indhold svækkes i takt med, at „organisationsteknologien“
spredes og læres – på linje med den moderne partiorganisation
125