Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

I den normative diskussion skelner man ofte mellem en liberal, en socialliberal/socialdemokratisk,
en kommunitaristisk og en republikansk tradition.
Disse traditioner er ret heterogene, og flere af dem er først blevet konstrueret
som traditioner inden for den nyere medborgerskabsdiskussion. Den republikanske
tradition har ikke været bevidst om sig selv som en tradition, og den
liberale har ikke været bevidst om sig selv som en medborgerskabstradition.
De forskellige traditioner adskiller sig ikke radikalt i synet på civile og
politiske rettigheder. Men de adskiller sig i synet på sociale rettigheder
og lighed, medborgerdyder og -identiteter samt forholdet mellem rettigheder
og pligter. I den klassiske liberale tradition er omdrejningspunktet
frihed og dermed borgernes civile og politiske rettigheder samt autonomi.
Medborgernes forpligtelse over for fællesskabet er at betale skat og så vidt
muligt at være selvforsørgende. Lighed og fællesskab spiller ikke nogen
stor rolle – man taler også om „tynde identiteter“ i den liberale tradition.
Den socialdemokratiske tradition, hvortil Marshall i denne sammenhæng
regnes (ellers ville betegnelsen socialliberal være mere rimelig), adskiller
sig ikke meget fra den liberale i synet på frihed eller på forholdet mellem
rettigheder og pligter, men lægger afgørende vægt på lighed samt på deltagelse
og deltagelsesrettigheder. Fuldt medborgerskab ses som et ideal, der
kan efterstræbes via styrkelse af sociale rettigheder. Idealforestillinger om
politiske identiteter er derimod få. Nok er social solidaritet en nøgleværdi,
men deri ligger egentlig ikke nogen større betoning af fællesskabet mellem
medborgere. Politik og politisk deltagelse ses først og fremmest som
interessekamp og dermed som et instrumentelt fænomen.
Heroverfor står den såkaldte kommunitarisme (Etzioni, 1993), hvor solidaritet
og fællesskab netop er medborgerskabets kerne. Kommunitarismen
er en heterogen tradition, der strækker sig fra konservative til radikale
varianter. Men det fælles er reaktionen mod overdreven individualisme
samt betoningen af sociale fællesskaber, fælles værdier og forpligtelse over
for fællesskabet. Derfor er kommunitarismen kritisk over for den ensidige
vægt på rettigheder i både den liberale og den socialdemokratiske tradition.
Denne skepsis går igen i synet på velfærdsstaten, som frygtes både at fremme
individualisme og fortrænge „naturlige“ fællesskaber i det civile samfund.
Omvendt vil de liberale og socialdemokratiske traditioner påpege truslen
mod frihed og autonomi i den kommunitære tradition (Rothstein, 1998),
hvis stærke betoning af fælles værdier også pr. definition indebærer større
risiko for eksklusion fra fællesskabet. 5
Republikanismen er en lige så heterogen tradition, der bl.a. har rødder
21