Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

• Nye sociale bevægelser (new social movements) er måske den mest brugte
betegnelse internationalt. Strengt taget henviser betegnelsen til en antagelse
om, at græsrodsbevægelserne tilsammen udgør en bredere social
bevægelse på linje med arbejderbevægelsen. Mindst lige så ofte bruges
det dog som en rent beskrivende term uden dybere teoretisk indhold.
I medborgerundersøgelserne bygger måling af borgernes græsrodsdeltagelse
på deltagelse i aktioner i bred forstand – fra underskriftsindsamlinger
og demonstrationer til forskellige former for „civil ulydighed“. Det kan
gøres ret entydigt og præcist.
Når det gælder organisationsformer, er der en glidende overgang mellem
græsrodsorganisationer og foreninger. Det mest hensigtsmæssige er nok at
se dem som idealtyper – hvor den „rene“ græsrodsorganisation er kendetegnet
ved at bygge på en uformel netværksorganisering med manglende
eller uklar medlemsafgrænsning, brug af aktioner som virkemiddel for at
påvirke den offentlige opinion, protest mod myndighederne, kun en enkelt
sag på dagsordenen og dannelse ad hoc, alene med denne sag for øje. I
praksis er der ikke så mange græsrodsorganisationer, som opfylder alle disse
kriterier. Omvendt er der foreninger, der har et vist græsrodspræg, derved
at de opfylder nogle af dem. Som beskrevet i forrige kapitel udfører syv
pct. af den voksne befolkning frivilligt arbejde for foreninger, som de ikke
formelt er medlem af, og påvirkning af den offentlige opinion synes også
at være en opprioriteret strategi i mange foreninger – om end typisk via
andre virkemidler end aktioner.
Allerede i begrebsdannelsen er antydet nogle hypoteser om, hvad der på
makroplan kan give græsrodsorganisationer vind i sejlene (Goul Andersen,
1981a):
• at det ofte er en effektiv strategi at påvirke beslutningstagere via påvirkning
af den offentlige opinion, hvor aktioner giver medieopmærksomhed
(men må ledsages af argumenter);
• at netværksorganisering er velegnet til „hurtig udrykning“ på enkeltsager;
• at opinionen ofte går på tværs af partierne, så initiativtagere kan håbe
på at mobilisere en bredere tilslutning end den, der kommer til udtryk
via partierne;
• at dette er særligt tillokkende for taberne i det partipolitiske spil;
• at politik i stigende grad præges af sådanne enkeltsager.
128