Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

V A L G D E L T A G E L S E O G P A R T I M E D L E M S K A B I
H I STOR ISK OG K O M P A R A T I V T PER S PEKTI V
Danmark hører til de lande, hvor valgdeltagelsen tidligt blev temmelig høj.
Allerede i 1920 – længe før de øvrige nordiske lande – var valgdeltagelsen
over 75 pct. (Goul Andersen & Hoff, 2001: 35), og de 80 pct. blev nået
allerede i begyndelsen af 1930’erne. Indtil 1970 lå Danmark stort set altid
i top i Norden, men fra 1970 svingede Sverige sig op på et endnu højere
niveau. Det var i øvrigt sammenfaldende med, at parlaments- og kommunalvalg
blev slået sammen, hvilket også kan have styrket valgdeltagelsen ved
parlamentsvalgene; også den danske valgdeltagelse steg ved valget i 2001,
hvor der blev afholdt kommunalvalg samtidigt.
I Norden har den faldende valgdeltagelse været stærkest i Finland, hvor
Martikainen og Wass (2002) på basis af registerdata peger på en klar generationseffekt.
Den lavere valgdeltagelse har også været ganske tydelig i
Norge og Sverige, hvor valgdeltagelsen ved de første valg i 2000-årene
var henholdsvis 75 og 80 pct. – bedre end Finlands 65 pct. (lidt højere,
hvis man fraregner finske statsborgere, der bor i udlandet), men langt fra
Danmarks 87 pct. ved valget i 2001.
Som det fremgår af tabel 5.1., er den faldende valgdeltagelse et generelt
fænomen, der er slået igennem i stort set alle lande. Typisk er valgdeltagelsen
omkring år 2000 en halv snes pct. lavere end på toppen i 1960’erne eller
1970’erne. I Schweiz var man ganske tilfredse med, at valgdeltagelsen atter
nåede over 45 pct. ved valget i oktober 2003, og selv om dette land er et
yderpunkt, så er en valgdeltagelse omkring to tredjedele ved at være ganske
udbredt (International IDEA, 2003). Danmark ligger i dag i top blandt de
lande, der ikke har stemmepligt. Og efter lavpunktet i 1990, hvor valgdeltagelsen
„kun“ var 82,8 pct. – det laveste siden 1953 – er det faktisk gået
frem fra valg til valg, i 1994, 1998 og 2001. Der er altså en dansk afvigelse
at forklare – om det så er Danmark generelt, eller det er valgene i 1998 og
2001, der er „afvigende“, er mere usikkert.
Inden vi går over til at diskutere mulige forklaringer på den danske afvigelse,
skal vi kort se på tallene for partimedlemmer. Her blev Danmark helt
frem til slutningen af 1980’erne set som en „afviger“ i Norden (Sundberg,
1987), fordi medlemskabet gik tilbage, jf. tabel 5.2.
Men for mange partier i de tre øvrige lande var nedturen allerede i
gang (Goul Andersen & Hoff, 2001: 53), og i 1990’erne slog det for alvor
igennem også i de øvrige nordiske lande, i Sverige efter afskaffelsen af det
kollektive medlemskab af Socialdemokratiet i 1990. Indtil da havde rundt
78