Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

tilpasning af forventningerne, som faktisk kunne føre til øget tilfredshed
og trivsel (Petersen, 1994; 1996).
Nu var situationen i begyndelsen af 1980’erne ekstraordinær med advarsler
om, at Danmark havde kurs mod den „økonomiske afgrund“ – og
umisforståelige meldinger selv for menigmand om, at den var helt gal med
økonomien: høj arbejdsløshed, inflation, betalingsbalanceunderskud og
statsunderskud på én gang (Goul Andersen, 1994; 1997a). Senere blev der
tiltagende panik omkring betalingsbalancen. Men meget karakteristisk
var så fjernt et område som betalingsbalancen faktisk hovedspørgsmålet på
danskernes politiske dagsorden i 1987-1988 (Goul Andersen, 2003d).
Det vidner om en stor samfundssolidaritet, når økonomien spidser til, og
når politikere og eksperter kan mobilisere en stærk krisebevidsthed. Men
mindre kan gøre det: Således har det flere gange vist sig muligt at mobilisere
en krisebevidsthed og stigende accept af besparelser selv i situationer, hvor
der ikke var samme akutte økonomiske problemer som i 1980’erne.
Et eksempel er den diskussion om overførselsindkomsternes himmelflugt
og ukontrollerbarhed, der prægede 1990’erne og kulminerede i efteråret
1996/foråret 1997. 1 Denne diskussion forstærkede vælgernes oplevelse af, at
overførslerne var ude af kontrol, og at velfærdsstaten ikke kunne fortsætte
som hidtil. Andelen, der var „helt enig“ i, at „overførselsindkomsterne
er ved at vokse os over hovedet“, steg fra 29 pct. ved valget i 1994 til 54
pct. to år senere, jf. tabel 13.6. Sammenhængen mellem syn på overførsler
og syn på besparelser blev forstærket, og andelen, der mente, at „Sociale
reformer er gået for vidt“, steg fra 28 til 42 pct. (Goul Andersen, 1997b).
Ved 1998-valget var situationen atter „normaliseret“ på begge spørgsmål,
hvorefter der igen i 2003 kunne spores en stigende velfærdsbekymring.
Velfærdsbekymringen i 2003 var navnlig forårsaget af diskussionen om
fremtidens forsørgerbyrde og var – ligesom i midten af 1990’erne – ledsaget
af en ganske omfattende diskussion om efterlønnen. Netop efterlønnen har
nydt umådelig popularitet og betragtes samtidig som en „velerhvervet rettighed“
– hvilket blev cementeret med indførelsen af individuelle bidrag ved
efterlønsindgrebet i 1998. Herefter har det nærmest kunnet fremstå som en
slags ekspropriation at fratage retten til efterløn for dem, der selv har bidraget
til den. Kort sagt skulle holdningen til efterløn synes meget vanskelig
at rokke ved set ud fra et traditionelt politologisk interesseperspektiv.
Holdningen til modifikation af efterlønsordningen er imidlertid målt
gennem en længere årrække – ved et spørgsmål, der ganske vist er bevidst
ledende (det sigtede mod at måle et best case-scenarie for nedskæringer, hvor
285