Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

mindre generationsbestemte mobiliseringsprocesser. En sådan mobilisering
af de unge så man i 1970’erne, mens de efterfølgende generationer af unge
ikke har været videre aktive. Indtil videre er det dog nok mest rimeligt at
tolke dette som en slags normalisering – til gengæld er der sket en ganske
markant stigning i deltagelsen blandt ældre over 60 år, så i hvert fald de
60-70-årige ikke længere er en deltagelsesmæssigt svag gruppe.
Den mest markante ændring, når vi taler om ulighed, er dog uligheden
i deltagelse mellem mænd og kvinder. Den var tidligere ganske betydelig
inden for næsten alle former for politisk deltagelse. Men siden 1979 er
kønsforskellen i politisk interesse halveret, og kønsforskellen i deltagelse i
politiske diskussioner næsten elimineret. Kønsforskellen i politisk selvtillid
består, og det samme gælder deltagelse i politiske partier, politiske møder og
politiske kontakter. Specielt markerer de politiske partier sig som de eneste,
der end ikke har været i stand til at begrænse den skæve kønssammensætning
af medlemmerne. Men på alle områder er kønsuligheden elimineret
eller vendt. Det gælder græsrodsdeltagelse, politisk forbrug og deltagelse i
offentlige institutioner – men også fagforeningsmedlemskab, hvor kvinder i
dag har de højeste organisationsprocenter, og andre foreningsmedlemskaber,
hvor kønsforskellen er væk. Det er den mest klare og entydige udviklingstendens
i hele materialet.
For f a l d e l ler t i lbliv e lse ?
Er det så alt i alt en forfalds- eller tilblivelseshistorie? Det er lidt begge dele.
Det politiske engagement og den politiske selvtillid har kun udviklet sig
til det bedre. Enhver form for deltagelse i „det nære“ og i hverdagslivet
er gået frem. Men der mangler folkelig deltagelse omkring de politiske
beslutninger, der træffes på Christiansborg – den „store politik“. Og det
kan ikke erstattes af den nærdemokratiske påvirkning af beslutningernes
implementering og daglige forvaltning. Om dette „demokratiske underskud“
er blevet større i absolut forstand, er usikkert. Men det står i kontrast
til den stigende deltagelse og indflydelse på andre områder, som taler stærkt
imod forfaldshistorien.
I en vis forstand giver det mening at bruge betegnelsen „tilskuerdemokrati“,
når det gælder det „store demokrati“. Men det kræver den afgørende
tilføjelse, at der er tale om et meget engageret tilskuerdemokrati, hvor
borgerne både interesserer sig for politik og diskuterer politik. Jo tættere
beslutningerne er på den enkelte borger, desto mere stiger også handlings-
305