Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

SOCI A L T I L L I D OG SOCI A L K A PIT A L
Social kapital er en „kapital“, fordi det betegner et samfunds evne til at
samarbejde. Den store interesse for teorien skyldes, at den i sin moderne
udgave (Coleman, 1990) præsenterer sig som svaret på et af de mest fundamentale
problemer for ethvert samfund eller organisation: såkaldte kollektive
handlingsdilemmaer. 2 Dilemmaet består i, at individer og grupper
alt andet lige vil stræbe efter at opnå kortsigtede fordele for sig selv, men
derved ofte opnå kollektivt suboptimale resultater. Hvorimod kollektivt
optimale resultater kan nås, hvis aktører kan handle i tillid til, at andre
aktører også vil samarbejde og følge fælles interesser. Et klassisk eksempel
er korruption, som det er næsten umuligt at komme til livs, så længe alle
tror, at alle andre snyder.
Robert Putnam, der mere end nogen anden har bidraget til udbredelsen af
begrebet i samfundsvidenskaberne (Putnam, 1993), definerer social kapital
som „sociale netværk og normer om gensidighed og tillid“ (Putnam, 2000:
19). Putnam selv er dog lidt svingende i betoningen af de tre aspekter: netværk
og evne til at arbejde sammen, gensidighedsnormer og generaliseret
social tillid. 3 De sidste betinger det første, men det første kan også omfatte
praktiske samarbejdserfaringer. Gensidighedsnormerne illustrerer Putnam
med vendingen om, at „man må gå til nogens begravelse for at nogen vil
komme til ens egen“. Fordi foreninger ifølge Putnam (1993) må ses som
en central kilde til netværk og udvikling af gensidighedsnormer og social
tillid, bruges foreningsmedlemskab ofte som indikator på social kapital.
Problemet er, som vi allerede så i kapitel 6, at sammenhængen med social
tillid langtfra er entydig.
Social tillid må nemlig anses for det mest centrale aspekt, og ikke sjældent
operationaliseres social kapital udelukkende ud fra social tillid (Delhey &
Newton, 2003). Social tillid var oprindelig et socialpsykologisk begreb,
der betegnede en del af et individs personlighed, grundlagt i den tidlige
socialisering (Erikson, 1950) og derefter indlejret i personligheden, herunder
også som disposition for politiske holdninger (Rosenberg, 1956). Fra
1960’erne og frem til 1990 overlevede begrebet i ubemærkethed – typisk
under betegnelsen interpersonal trust – i dele af socialiseringslitteraturen. Men
med formuleringen af social kapital-begrebet (Coleman, 1988; 1990) har
social tillid fået en renæssance – typisk løsrevet fra tidligere tilknytning til
teorier om personlighedsudvikling (se dog Uslaner, 1999).
Social tillid ses i dag typisk som en egenskab, der mere er baseret på
erfaring end på opvækst. Men opfattelsen af kilderne til sådanne erfa-
228