Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

Endelig er der politisk forbrug, som vi her definerer som forsøg på via tileller
fravalg af produkter at påvirke producenter eller andre aktører med
politisk sigte (Goul Andersen & Tobiasen, 2001). Dvs. politisk forbrug
omfatter både boykot og tilvalg i det daglige, f.eks. af økologiske varer
(Micheletti, 2003). Ligesom græsrodsdeltagelse engang blev set som et
særtilfælde af foreningsdeltagelse, blev politisk forbrug engang set som et
særtilfælde af en græsrodsaktion. I nyere forskning er det dog almindeligt
at se politisk forbrug som en selvstændig deltagelsesform – derimod er der
ikke enighed om, hvor stor betydning den skal tillægges.
G r æns e til fæld e
Der er heller ikke helt enighed om, i hvor høj grad politisk forbrug er politisk.
Det er ét blandt flere grænsetilfælde for, hvad der kan benævnes politisk
deltagelse. Der er ikke tvivl om, at disse handlinger må regnes som politiske,
hvis de sigter mod at opnå et kollektivt mål (Goul Andersen & Tobiasen,
2001: 12), hvorimod køb af økologiske produkter alene på grund af smagen
eller sundheden i princippet ikke adskiller sig fra andet forbrug. Men netop
fordi motiverne er blandede, er grænsedragningen ikke skarp.
Det næste grænsetilfælde er det, man kalder det lille demokrati (Petersson
et al., 1989). Det henviser her til uformel brugerindflydelse i offentlige
institutioner samt til indflydelse på arbejdspladsen. Deltagelsen omfatter alle
handlinger, hvor folk alene eller sammen med andre forsøger at gøre noget
for at ændre på forholdene, typisk gennem uformelle kanaler – henvendelse
til læreren, lægen, sagsbehandleren, chefen mv. Når det gælder arbejdspladsen,
hævder mange, at arbejdet er så centralt i folks liv, at indflydelse her i
sig selv har så afgørende demokratisk betydning, at det kan sidestilles med
politisk indflydelse (Dahl, 1989), andre at det er vigtigt for demokratisk
læring (Pateman, 1970). I hvert fald betegner deltagelsen en empowerment,
en styrkelse af medborgernes kontrol over egen situation i hverdagen. Det
sidste gælder som sagt også brugerindflydelsen – hvor deltagelse med rent
privat formål ligger på grænsen af, hvad man normalt opfatter som politisk,
selv med en bred fortolkning.
Også økonomiske bidrag er et grænsetilfælde: Nogle foreninger er rene
støtteforeninger, andre er det i praksis ved, at medlemsaktiviteten reelt
består i at betale kontingent. I pagt med tidsåndens travlhed og individualisme
kan der også være borgere, der foretrækker „tegnebogsmedlemskab“
frem for egentligt medlemskab (Jordan & Maloney, 1997; Putnam, 2000).
33