Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

educeres? Vi ved fra en undersøgelse i 1979 (Nørby Johansen, 1980), at
deltagelsen var markant mere lige fordelt i de gamle klassebevægelser end
i andre frivillige foreninger. Derfor kunne man forvente, at klassebevægelsernes
forfald skulle give en større social ulighed. Også globaliseringens
og informationssamfundets stigende kompleksitet kunne bidrage hertil.
I det følgende undersøges først den samlede foreningsdeltagelse i et komparativt
og historisk perspektiv, hvorefter vi ser nærmere på de forskellige
foreningstyper, på de sociale variationer i deltagelsen og (ud fra et mere instrumentelt
perspektiv) på forskellige samfundsgruppers mulighed for interessevaretagelse.
Til slut undersøges nogle af de demokratiske effekter.
F O R E N I N G S - D A N M A R K – MY T E
ELLER R E A L ITET ?
Tidligere sammenligninger mellem foreningslivet i Norden og andre lande,
bl.a. på basis af World Values Survey og Eurobarometer, har typisk placeret
Norden højt sammen med USA, der traditionelt er set som frivillige organisationers
land par excellence (Goul Andersen & Hoff, 2001; Curtis et
al., 1992; 2001; Baer et al., 2001; Norris, 2002: 150-151). Men datagrundlaget
er spinkelt, idet man kun har spurgt om få typer medlemskaber, ofte
endda startende med et filter. Problemet er, at folk ofte glemmer mindst
halvdelen af deres medlemskaber, når de ikke udtrykkeligt læses op. Hertil
kommer utallige sammenlignelighedsproblemer, bl.a. som følge af store
forskelle i faglig organisering, medregning af medlemskab af kirker som
foreningsmedlemskab og usammenlignelige kategorier (Curtis et al., 1992;
van Deth & Kreuter, 1998).
Religionsproblemet vedrører dog navnlig USA. Og fagforeningsproblemet
påvirker i praksis stort set ikke rangordenen i CID-undersøgelsen, der
blev gennemført i 12 europæiske lande i 2000-2001 (jf. boks 1.1). Undersøgelsen
udmærker sig ved, at der ligesom i de skandinaviske målinger er
spurgt om en mangfoldighed af organisationstyper – 28 i alt. Det er kun
en anelse mindre detaljeret end i danske undersøgelser og giver næsten
samme resultat – 3,25 medlemskaber (organisationstyper) pr. dansker mod
3,5 i en undersøgelse fra 1998 (Torpe, 2000b). Men hvordan ser det ud i
andre lande? Det fremgår af tabel 6.1.
Fortællingen om „Forenings-Danmark“ er ikke ren myte. Med 3,25 medlemskaber
pr. voksen dansker ligger Danmark i top blandt de undersøgte
lande. Tallet er endda et mindsteskøn, idet der er registreret medlemskab
98