Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

inger deler sig i to hovedveje (Rothstein & Stolle, 2003): Den første ser
kilden til social tillid i det civile samfund, først og fremmest i foreninger
og anden netværksdannelse blandt borgerne (Putnam, 2000) – netværk,
der i overensstemmelse med en lang tradition også kan ses som kilde til
politisk deltagelse (Verba et al., 1995), så der opstår selvforstærkende samspil
(positivt eller negativt) mellem foreningsdannelse og social kapital. Som
nævnt er problemet, at korrelationen mellem foreningsdeltagelse og social
tillid ofte er svag og lidet overbevisende (Stolle & Rochon, 1999; Knack
& Kiefer, 1997; Newton, 1999; 2001; Uslaner, 1999; Gundelach & Torpe,
1997); sammenhængen med netværk tegner mere plausibel, men er ikke
velbelyst.
Den anden hovedretning ser social tillid som skabt af samfundets institutioner
– og disses effekter i form af lighed og sociale konflikter i samfundet.
Her kan man dels hæfte sig ved, om institutioner opleves som ukorrupte
og fair, dels ved velfærdsstatens karakter. Således ses velfærdsstater (som
USA og UK), der målretter ydelser til de svage, ikke kun som kilde til
fattigdom, men også til vilkårlighed og overgreb på klienters integritet
etc. (Rothstein & Stolle, 2001; Rothstein, 2003) – samt til stigmatisering,
mistænkeliggørelse og forarmelse af „dem“, som skal understøttes af „os“.
Omvendt er der andre, der ser velfærdsstaten som kilde til erosion af netværk
og hjælpsomhed i det civile samfund (Wolfe, 1989).
Men ét er spørgsmålet om, hvad der skaber social kapital, et andet er
spørgsmålet om effekterne. Som antydet ses social kapital ofte som en
ressource for deltagelse, som et aspekt af empowerment, fordi det sætter borgere
i stand til at handle (Grootaert et al., 2003: 8, 19-20). Men det kan
også være en væsentlig kilde til social og politisk tolerance, om borgerne
møder hinanden med en følelse af gensidig tillid og evne og vilje til at
samarbejde eller med en følelse af mistænksomhed. Samme egenskaber
kan også påvirke tilliden til politiske institutioner – og vice versa. Og
social kapital kan endelig have betydning for solidariteten i samfundet,
både for hensynet til svage grupper og for evnen og villigheden til at søge
løsninger på fælles problemer, der går ud over kortsigtede egeninteresser.
Derfor er social kapital også relevant i forhold til tolerance, politisk tillid
og samfundssolidaritet, jf. kapitel 12-13.
Ikke overraskende er det omdiskuteret, hvad der er årsagsretningen: Skal
social kapital ses som en ressource for deltagelse eller som en effekt af sociale
netværk, der bliver skabt via deltagelse? Er det samfundets velstand, velfærd
og lighed, der producerer social kapital, eller er det social kapital, der skaber
229