Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag

oykottet, også havde tilvalgt bestemte varer. Blandt de 21 pct., som havde
deltaget i en boykot, havde de 19 også bevidst tilvalgt bestemte varer. Vi
har derfor dannet en additiv skala ud fra de to spørgsmål, hvor 19 pct. både
er positive og negative politiske forbrugere, mens 28 pct. enten er positive
eller negative (i praksis næsten altid positive), dvs. andelen med politisk
forbrug i alt er 47 pct. Fordi skalaen er så tæt på et kumulativt mønster, kan
den i praksis ses som både en klassifikation af forskellige typer af politiske
forbrugere, og som et rangordensmål for intensiteten af svarpersonernes
politiske forbrug. Tallene svarer i øvrigt udmærket til et kontrolspørgsmål
andetsteds i skemaet, hvor spørgsmålet lød: „Hvor tit vælger De produkter
ud fra holdninger til politiske, etiske eller miljømæssige spørgsmål?“, hvor
23 pct. svarede „ofte“, og 30 pct. svarede „af og til“.
Når det gælder negativt politisk forbrug (boykot), viser spørgsmålet fra
1990 næsten den samme andel som i 2000, nemlig 22 pct. Men da 1990tallet
refererer til en treårs periode, kan vi roligt gå ud fra, at deltagelsen i
forbrugerboykot har været lidt stigende over tid, men ikke markant. Andre
målinger viser imidlertid, at politisk forbrug i mellemtiden er gået meget
op og ned. Faktisk toppede fænomenet samtidig med, at begrebet „den
politiske forbruger“ blev introduceret på dansk, nemlig i forbindelse med
de store boykotaktioner mod Shell og de franske atomprøvesprængninger.
Ifølge Gallup (Berlingske Tidende, 6.8.1995) var 93 pct. af danskerne imod
prøvesprængningerne, 63 pct. anså forbrugerboykot for en god ide, og 51
pct. boykottede franske varer helt eller delvis. Derefter gik det ret hurtigt
tilbage. Greens/Institut for Fremtidsforskning kunne i februar 1996 berette,
at 43 pct. „personligt (havde) boykottet en eller flere varer inden for det
seneste år“; i april 1997 var tallet 37 pct. (citeret i Jensen, 2000). Institut
for Konjunkturanalyse spurgte i en serie målinger, om interviewpersonen
inden for de sidste tre måneder havde undladt at købe bestemte varer, fordi
den pågældende af politiske grunde var imod et land eller virksomhed. Her
faldt andelen fra 29 pct. i juni 1996 til 17 pct. i september 1996, 12 pct.
i juni 1997 og 11 pct. i september 1997 (citeret i Jensen, 2000). Der var
således et højdepunkt i 1995/96, hvor andelen, der havde boykottet varer,
var mere end dobbelt så høj som i 2000.
Men lige så bemærkelsesværdigt er det, at forbrugerboykot i 2000 havde
stabiliseret sig på et højere niveau end i 1990 – trods fravær af større medieomtalte
aktioner. Når det gælder tilvalg af produkter, er der ikke tilsvarende
store udsving, og her peger langtidstendensen også opad. Således viser Gallup
en pæn stigning fra 1994 til 1999 (Gallup/Berlingske Tidende, 19.6.1994,
146