Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

fungere som et depot med raketter, granater og anden ammunition. Men

satellitter og ubemandede spionfly har ikke kunnet indsamle tilstrækkelig

information om huset, til at cheferne vil iværksætte et regulært angreb.

Desuden har spionflyene observeret kvinder og børn bevæge sig ind og ud af

huset. Så cheferne vælger en mere forsigtig tilgang til opgaven. De vil have

os ind så tæt som muligt på huset og den grund, det ligger på, for at indsamle

maksimal information til grundlag for en eventuel senere

tilintetgørelsesoperation. »One minute,« melder den britiske loadmaster, der

sidder lige ved siden af mig bag sit 7.62 mm maskingevær midt på

lasterampen i enden af helikopteren. Så kommer hans »go-go-go«, og jeg

springer forbi ham ned ad lasterampen, ud i den irakiske nat og væk fra den

store sky af sand og småsten. Straks efter forsvinder helikopteren som en sort

klump mod den stjerneklare nattehimmel og fortager sig i en svag, fjern

brummen. Som altid forekommer stilheden efter landsætning nærmest

surrealistisk efter den øredøvende larm fra helikopteren. Som om jeg befinder

mig i et vakuum. Det er en meget sårbar fase. De nærmeste huse er ikke

mere end et par tusind meter væk, og helikopteren er helt sikkert blevet hørt.

JAM ved, at de har ubudne gæster. »Fremad,« siger vores patruljefører

Kenneth med lav stemme i min høresnegl. Jeg afsikrer mit våben og sætter

kursen mod syd-øst over den sandede slette med min nærmeste makker

Rasmus umiddelbart bag mig og resten af patruljen yderligere 20-30 meter

efter. Jeg sætter min patrulje højt. Ikke kun for deres professionelle evner og

erfaring. Mest for deres menneskelige erfaring. De er alle syv rolige, fleksible

og bevidste om, hvornår man skal bruge sine ressourcer bedst. Kenneth er en

førsteklasses soldat. Han er rødhåret, temperamentsfuld og har været soldat i

halvdelen af sit liv, heraf mere end fem år som udsendt på Balkan og i

Afghanistan og Irak. Rasmus, der er sprængningsmand, er et fysisk

pragteksemplar og altid rolig. Dernæst Søren, der med sine 26 år er

patruljens yngste mand. Han er vores Forward Air Controller. Vores

sanitetsmand, Frederik, blev sidste år såret i Afghanistan af et fragment fra en

mortérgranat. Typisk for Frederik valgte han at bruge de 25.000 kroner, som

han fik i erstatning, på en fest for patruljen. Vores anden sanitetsmand,

Christian, er endnu en rødhåret, temperamentsfuld fætter, som jeg sætter stor

pris på. John, vores radiomand, er en sindig jyde og en meget respekteret

jæger . Ligesom vores finskytte, Hans, en evigt glad københavnerdreng. Vi

observerer intenst i vores natbriller. Umiddelbart er der ikke mange tegn på liv

omkring os. Et par gøende hunde og messende højttalere fra moskeerne.

Forbrændingsflammerne fra de utallige olieraffinaderier lyser op som store

lyse prikker i mine natbriller, og jeg må vende hovedet væk for ikke at blive

blændet. Ikke en vind rører sig. Jeg har lagt ruten sådan, at vi bevæger os

længst muligt fra bebyggelse. Hvor der er huse, er der mennesker, hvor der er

mennesker, er der fjender, og hvor der er fjender, er der problemer. Det er

derfor, vi bevæger os langs en sumplignende sø. Jeg følger den sydpå i en

afstand, hvor jorden ikke er våd, så vi ikke efterlader spor. Indimellem gør

Rasmus og jeg holdt og knæler ned for at observere og lytte efter

menneskelig aktivitet. Vi vil for alt i verden undgå at komme for tæt på larm fra

køretøjer, stemmer og gløder fra cigaretter, som vi på lang afstand kan se

som lysprikker i det grønne synsfelt i vores natbriller. Efter sumpområdet

drejer jeg til stik øst mod vejen og det grønne område, hvor kanalen ligger. Nu

er vi ikke mere end nogle hundrede meter fra de nærmeste huse. Det giver et

More magazines by this user
Similar magazines