Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

fungere som et depot med raketter, granater og anden ammunition. Men
satellitter og ubemandede spionfly har ikke kunnet indsamle tilstrækkelig
information om huset, til at cheferne vil iværksætte et regulært angreb.
Desuden har spionflyene observeret kvinder og børn bevæge sig ind og ud af
huset. Så cheferne vælger en mere forsigtig tilgang til opgaven. De vil have
os ind så tæt som muligt på huset og den grund, det ligger på, for at indsamle
maksimal information til grundlag for en eventuel senere
tilintetgørelsesoperation. »One minute,« melder den britiske loadmaster, der
sidder lige ved siden af mig bag sit 7.62 mm maskingevær midt på
lasterampen i enden af helikopteren. Så kommer hans »go-go-go«, og jeg
springer forbi ham ned ad lasterampen, ud i den irakiske nat og væk fra den
store sky af sand og småsten. Straks efter forsvinder helikopteren som en sort
klump mod den stjerneklare nattehimmel og fortager sig i en svag, fjern
brummen. Som altid forekommer stilheden efter landsætning nærmest
surrealistisk efter den øredøvende larm fra helikopteren. Som om jeg befinder
mig i et vakuum. Det er en meget sårbar fase. De nærmeste huse er ikke
mere end et par tusind meter væk, og helikopteren er helt sikkert blevet hørt.
JAM ved, at de har ubudne gæster. »Fremad,« siger vores patruljefører
Kenneth med lav stemme i min høresnegl. Jeg afsikrer mit våben og sætter
kursen mod syd-øst over den sandede slette med min nærmeste makker
Rasmus umiddelbart bag mig og resten af patruljen yderligere 20-30 meter
efter. Jeg sætter min patrulje højt. Ikke kun for deres professionelle evner og
erfaring. Mest for deres menneskelige erfaring. De er alle syv rolige, fleksible
og bevidste om, hvornår man skal bruge sine ressourcer bedst. Kenneth er en
førsteklasses soldat. Han er rødhåret, temperamentsfuld og har været soldat i
halvdelen af sit liv, heraf mere end fem år som udsendt på Balkan og i
Afghanistan og Irak. Rasmus, der er sprængningsmand, er et fysisk
pragteksemplar og altid rolig. Dernæst Søren, der med sine 26 år er
patruljens yngste mand. Han er vores Forward Air Controller. Vores
sanitetsmand, Frederik, blev sidste år såret i Afghanistan af et fragment fra en
mortérgranat. Typisk for Frederik valgte han at bruge de 25.000 kroner, som
han fik i erstatning, på en fest for patruljen. Vores anden sanitetsmand,
Christian, er endnu en rødhåret, temperamentsfuld fætter, som jeg sætter stor
pris på. John, vores radiomand, er en sindig jyde og en meget respekteret
jæger . Ligesom vores finskytte, Hans, en evigt glad københavnerdreng. Vi
observerer intenst i vores natbriller. Umiddelbart er der ikke mange tegn på liv
omkring os. Et par gøende hunde og messende højttalere fra moskeerne.
Forbrændingsflammerne fra de utallige olieraffinaderier lyser op som store
lyse prikker i mine natbriller, og jeg må vende hovedet væk for ikke at blive
blændet. Ikke en vind rører sig. Jeg har lagt ruten sådan, at vi bevæger os
længst muligt fra bebyggelse. Hvor der er huse, er der mennesker, hvor der er
mennesker, er der fjender, og hvor der er fjender, er der problemer. Det er
derfor, vi bevæger os langs en sumplignende sø. Jeg følger den sydpå i en
afstand, hvor jorden ikke er våd, så vi ikke efterlader spor. Indimellem gør
Rasmus og jeg holdt og knæler ned for at observere og lytte efter
menneskelig aktivitet. Vi vil for alt i verden undgå at komme for tæt på larm fra
køretøjer, stemmer og gløder fra cigaretter, som vi på lang afstand kan se
som lysprikker i det grønne synsfelt i vores natbriller. Efter sumpområdet
drejer jeg til stik øst mod vejen og det grønne område, hvor kanalen ligger. Nu
er vi ikke mere end nogle hundrede meter fra de nærmeste huse. Det giver et