Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

Den ene gang var bonden ikke mere end fem-seks meter fra os, hvor han
stod og gloede fjernt ud i luften, mens han kløede sig i skridtet. Nu er det en
bonde med køer, der kommer slentrende forbi os. Vi er stadig oppe på
mærkerne, når bønderne nærmer sig, men vi har efterhånden tiltro til, at vores
sløring virkelig er effektiv. Ellers er bønderne bare usædvanligt sløve. Rent
faktisk forekommer køerne mere opvakte end deres oppassere. En mager ko,
som vi hurtigt døber Nora, kommer helt hen til hegnet af palmeblade og står
og glor ind til os med sine enorme brune øjne, mens hun møjsommeligt tygger
drøv. Da hun går videre, tager hun sin bonde med , og vi kan slappe lidt af
igen. Eftermiddagssolen steger. Mine fødder føles, som om de er ved at gå i
opløsning i støvlerne, og endnu et måltid kold ravioli i tomatsauce med en kiks
til bliver tvunget ned. Klokken er knap 17, og der er kun lidt over 10 timer til
pickup med helikopteren. Klokken 23 bryder vi op. Omhyggeligt samler vi alle
palmebladene og lægger dem ind under nogle buske, hvor de ikke opdages
så let. Vi skal være sikre på, at alle spor slettes. Vi kontrollerer basen for
affald og tjekker, at vi har gravet vores skideposer ordentligt ned. Det mindste
stykke papir eller plastic vil afsløre, at vi har været her og gøre det langt mere
risikabelt at vende tilbage. Og det kan absolut ikke udelukkes, at cheferne vil
have os herud igen. Da vi bevæger os mod helikopterens landezone, flænses
stilheden af knitrende automatvåben, og lyssporsprojektiler springer over
himlen som røde pletter. Så bjæffer maskingeværer og Kalashnikovs løs i
nogle minutter. Det er ikke mere end et par kilometer mod syd, der er ballade.
Men vi tager det ganske roligt. Det er temmelig sikkert, at det ikke har med
danske eller britiske styrker at gøre. Vi ved, at de ikke opererer i det område i
aften. Stille forlader vi det opdyrkede område og krydser vejen over på den
store åbne slette. Landezonen ligger knap tre kilometer mod nordøst. Jeg
bevarer mit fokus. Men kan ikke undgå at være frustreret over de forløbne fire
døgn. Det er fandens, at vi hverken har fået ram på raketter eller militser.
19 - På hælene
For et par timer siden eksploderede to raketter i et øredøvende brag mindre
end 100 meter fra vores telt. Den tykke teltdug blafrede voldsomt af trykket,
men vi slap med forskrækkelsen, fordi teltet hele vejen rundt er beskyttet af et
to meter højt metalnet fuld af jord og sand. Vi er nødt til at gøre noget ved de
forbandede militser og sidder derfor på feltsengene i vores trange
ottemandstelt med skabe, våbenkasser, rygsække og alskens militære
isenkram omkring os og hører om den operation, som vores patruljefører
Kenneth har planlagt. Denne gang mod en teglfabrik i grænseområdet til Iran,
som man mistænker for at være våbendepot for JAM. De afhenter raketter dér
og distribuerer dem videre ud i mindre depoter omkring Basra for endeligt at
affyre dem mod vores base på Basra Air Station. En af de andre
jægerpatruljer har ligget i området ved teglværket og observeret, inden min
patrulje sammen med to andre skal flyve derud i ly af natten og destruere
depotet. Samtidig er min patrulje Quick Reaction Force, QRF, for den patrulje,
der observerer teglværket. Hvis de får akut brug for hjælp, kan vi inden for en
time være hos dem i helikopter. Men i stedet får vi en ny opgave, da
»Overarmen« træder ind ad døren. Ikke med sit sædvanlige smil i sit i
forvejen muntre ansigt, men med en påfaldende alvorlig mine. »Glem alt om
teglværket. MECINF er i problemer, og vi skal indgå som QRF for bataljonen.