Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

esynderlig måde til nedslagene. Vi sidder og spiller kort på gulvet med
Torben, mens endnu en mortér detonerer tæt på ambassaden. Jeg
bemærker, at vi dårligt ænser det, men småpludrende virker mere optagede
af kortspillet end den livsfare, vi befinder os i . Angrebet ligner en koordineret
indsats, hvor alle ressourcer sættes ind på at ramme det enorme amerikanske
ambassadekompleks, som med sine adskillige tusinde ansatte i et af
Saddams tidligere paladser selvsagt er et eftertragtet mål. Oprørsmilitserne
affyrer som regel deres raketter og mortérer fra gader i Den Røde Zone, hvor
afstanden til Den Grønne Zone passer med våbnenes rækkevidde. I lastbiler
eller pickups har de affyringsramper på ladet, som er tildækket med
presenninger, og i løbet af et minut eller to har de affyret deres last og
forsvinder lige så hurtigt, som de kom. Amerikanerne har selv med deres
sofistikerede teknologi ingen chance for at nå at lokalisere oprørerne, og de
slipper heller ikke for tab i dagens angreb. En nepalesisk gurkhavagt på
ambassaden bliver dræbt, da et fragment fra en mortérgranat gennemborer
hans hjelm. Og en amerikaner dræbes ved et svineuheld, da en 122 mm
BM21 raket af uforklarlige årsager ikke detonerer, da den rammer jorden, men
slår smut og rammer manden, som dør på stedet. Hver mission som livvagt i
Bagdad varer to-tre måneder, og efter nogle måneder hjemme i den klamme
og grå danske vinter ser jeg nu frem til min tredje mission. Jeg glæder mig
faktisk til at vende tilbage til et af verdens blodigste hotspots, og som
sædvanlig er det spændingen og sammenholdet med mine jægerkammerater
i patruljen, som trækker. Jeg er netop ankommet til ambassaden, og alt ligner
stort set sig selv. Havens blomsterbede og hække fremstår dog endnu mere
velfriserede end tidligere. Der er et par nye vagter, som jeg hilser høfligt på.
Og vi har fået to spritnye Land Cruiser'e til at afløse The Beast, som vi stort
set ikke benytter længere, da den viser sig uegnet til gaderne i Bagdad - den
kan ikke komme op over de høje fortove og midterrabatter i tilfælde af
evakuering. Og Maggie er blevet større. Af nærliggende grunde ved vi ikke,
hvor gammel hun er, men det må være tæt på et år nu, og hun er blevet en
livlig og særdeles bestemt dame, som er henrykt ved gensynet med mig.
Under mine tidligere missioner har jeg taget mig meget af hende, og her i den
sene vinter med kølige nætter ned til 5-10 grader og behagelige 30 grader om
dagen tilbringer vi mange timer i haven, hvor vi leger og indøver basal
hundeadfærd. Torben er i København for at deltage i en række møder i
Udenrigsministeriet, og vi skal hente ham i morgen i Bagdad International
Airport, kaldet BIAP. Jeg har ansvaret for at indhente informationer om
fjendebilledet i Bagdad inden turen. Dem får jeg primært fra
efterretningsafdelingen på den amerikanske ambassade, og på vores daglige
møder på vores egen ambassade videregiver jeg oplysningerne til resten af
holdet. Jeg er desuden kører og bruger en del af dagen på at forberede den
Land Cruiser, som jeg har ansvaret for på den kommende tids ture i Den
Røde Zone. Alle større forsyningsveje i Bagdad er blevet navngivet af
amerikanerne. Nogle af de største har navne som Brewers, Tampa og Pluto
og benyttes dagligt af de endeløse kolonner med forsyninger til deres 100.000
mand store krigsmaskine. Den stribe motorvej, som løber fra Den Grønne
Zone til BIAP, hedder Irish. Den har sit navn fra det amerikanske fodboldhold
på University of Notre Dame - Fighting Irish - og følger dermed en tradition i
det amerikanske militær for at opkalde hovedforsyningsveje efter sportshold.
Irish er ikke lang, faktisk ikke engang syv kilometer, men i årene 2003-2006