Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

»Dannerboots« militærstøvler, og med ét udfolder horisonten sig for mig, og
Vendsyssel fremstår atter klar og grøn. Nålen i min højdemåler passerer de
fire kilometer, og jeg har skyfri himmel resten af vejen. Jeg løsner min
iltmaske i den ene side, lader den falde til siden og nyder suset af den
normale, iltmættede luft. I min sejrsrus strækker jeg hænderne med
styrehåndtagene i vejret og åbner op for cellerne i min faldskærm, så jeg får
så meget fremdrift som overhovedet muligt ned mod landezonen. Ned til mine
kammerater, ned til det velkendte og trygge. Omkring 150 meter over jorden
sørger jeg for at vende op mod vinden før landingen, og cirka 20 meter over
jorden bremser jeg. Jeg falder, da jeg lander. Det er ikke unormalt ved et
HAHO-spring. Efter cirka en halv time i luften med begrænset blodcirkulation i
benene, fordi faldskærmsselen klemmer ved lysken, er mine ben og fødder
følelsesløse. Samtidig gør vægten fra den store mængde udstyr det svært at
holde balancen. Langsomt kommer jeg på benene, får rullet min faldskærm
sammen og finder årsagen til, at iltmasken er gået op. En gammel, mør
faldskærmselastik er bristet under de ekstreme forhold. Noget så banalt som
en forbandet elastik kunne have kostet mig livet. Men nu er dagens arbejde
overstået, og vi bliver kørt i lastbil tilbage til flyvestationen. Da jeg sidder på
ladet af den bumlende lastbil og kigger ned på mine hænder, ryster de svagt.
Aftenen forinden sad jeg på Café Rendes-Vouz i Aalborg og drak kaffe med
mine patruljekammerater og talte med spænding om denne dags
udfordringer. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at springet
skulle indebære en kamp for mit liv. Men jeg klarede den, og nu føles mine lidt
dirrende hænder og den ellers ubekvemme køretur næsten helt behageligt.
En anden gang går det ganske ubehageligt galt for mig i en faldskærm, da jeg
er med det militære bruttolandshold til træning i De Forenede Arabiske
Emirater. Jeg skal for første gang springe præcisionsspring med en
faldskærmstype udviklet specielt til formålet. Det er en faldskærm, der er
noget anderledes end de militære skærme. Den er større, mere følsom og
reagerer hurtigere, når man styrer den med styrehåndtagene, fordi man skal
lande så præcist. Meningen er, at jeg skal lande på en madras, hvor min ene
hæl gerne skal ramme en prik på størrelse med en femkrone. Springpladsen
er midt ude i ørkenen, og jeg er godt på vej, synes jeg, da jeg kun omkring ti
meter over ørkensandet finder ud af, at jeg nok alligevel kommer lidt for langt
ud over madrassen. Det er ikke nogen katastrofe, men jeg vil gøre alt for at
være så tæt på prikken som muligt, så jeg hiver kraftigt ned i mine
styrehåndtag for at få bremset skærmen og have mere tid til at styre. Mit træk
er imidlertid så voldsomt, at skærmens celler tømmes helt for luft, så
faldskærmen staller og bliver helt slap som et kondom. Så jeg falder hurtigt og
hårdt til jorden. Lander på numsen direkte på mit haleben og tager fra med
højre arm. Slaget er så kraftigt, at både jeg og de andre jægere, som ser
landingen, er sikre på, at jeg har brækket ryggen. Heldigvis er det ikke
tilfældet. Til gengæld er synet af min højre underarm helt grotesk. Den går i
zigzag næsten nede ved håndleddet. Kort efter hentes jeg direkte på
springpladsen af en Huey-helikopter, som flyver til et hospital og lander på
taget, hvor jeg bliver konfronteret med min nye skæbne - en stor, rødmosset,
tysk overlæge, der giver mig to valg. Enten kan jeg få armen sat på plads
manuelt lige nu og her, hvilket vil være det bedste for helingen. Men så bliver
det uden bedøvelse. Alternativt kan jeg få den sat sammen senere under
bedøvelse, hvilket altså er den mindst gode løsning. Jeg vælger selvfølgelig