Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

når vi fjerner den store mine. I to timer ligger vi og graver nidkært og nervøst
med vores små skovle og får lige så langsomt afdækket mere og mere.
Tilfældigvis kigger jeg op og bemærker en lang række lygtepæle, som
naturligvis ikke virker. Jeg ser, at der på alle pælene er monteret runde
lamper, undtagen lige på den over, hvor vi graver. Det går op for os, at det er
en lampe, vi er ved at grave ud. Vi graver den helt fri og viser den frem for de
lokale, som virker meget imponerede, selvom vi ikke rigtig føler os som de
store befriere denne gang. Det er vi til gengæld en fredag, den ugentlige
fridag, da Rasmus fortæller, at han har hørt fra en kollega i en
søsterorganisation, at der løber et kuld hvalpe rundt ved et stort, forladt hus i
den nordlige del af byen. Da han mener, at det kunne være rart med en hund i
villaen til at gøre de ofte isolerede og ensomme stunder mere livlige, synes
han, at vi skal tage ud og undersøge sagen. Jeg er lidt skeptisk. Jeg ser et
problem, hvis vi eller vores kolleger på et tidspunkt bliver nødt til at evakuere
fra Afghanistan i al hast. Hvem vil så tage hunden med ? Under ingen
omstændigheder skal den lades alene tilbage efter at have vænnet sig til
menneskelig omsorg. Taleban vil formentlig ikke tage sig kærligt af den. Få
mennesker i den muslimske verden har hund på grund af kærlighed, da
hunden i islam anses for at være et beskidt dyr på linje med grise. Således
lever de mange gadehunde i Kabul ikke alene et kummerligt liv med sult og
sygdom, de bliver også mødt af fjendskab fra mennesker. Til min store vrede
ser jeg ofte børn, som kaster sten efter hundehvalpe og sparker til dem, og
jeg har set hunde, der har fået skåret ørerne af eller er blevet lemlæstet på
anden vis. Jeg lader mig dog overtale til at køre ud og lede efter hvalpene. I
en times tid går vi forgæves omkring det forladte hus og den overgroede
baghave. Først da vi har givet op og er ved at stige ind i Land Cruiser'en,
opdager Rasmus et lille stykke sort pels under buskadset i en lille grøft, som
vi har parkeret langs med . Der ligger en hvalp og gisper i varmen. Efter
størrelsen at dømme er den ikke mere end fem-seks uger gammel. Den drejer
hovedet lidt, åbner svagt øjnene og lægger så sit hoved ned i den beskidte
grøft igen. Jeg løfter den snavsede pelsklump op i hånden, konstaterer at det
er en tæve, og at hun er meget afkræftet og meget varm. Nænsomt tager jeg
hende med hjem til DDG-villaen, lægger hende i skyggen under et frugttræ i
haven og serverer en tallerken med kold mælk og en anden med leverpostej.
Hun slubrer lidt mælk i sig og tager en lille bid af leverpostejen. Så kigger hun
op på mig, lægger sig ned og falder i søvn. Om aftenen, da Rasmus og jeg
sidder i stuen og holder os orienteret om verden uden for det afghanske
galehus gennem de daglige nyheder på BBC World, kommer hvalpen
løbende ind i stuen. Nu med liv i øjnene. Og som den største selvfølge hopper
hun op i sofaen til mig, lægger sig i mit skød og begynder at tygge og slikke
mine fingre. Lige dér bliver jeg klar over, at hun er min hund. Og jeg lover mig
selv, at jeg ikke vil svigte hende, uanset omfanget af praktiske udfordringer
det må indebære fremover. I de følgende uger kigger vores ansatte afghanere
måbende til, mens jeg hegner haven ind og får tømret et hundehus på
terrassen. Hun skulle selvfølgelig også have et navn, og eftersom det var
Rasmus, der så hende først, synes jeg, at hun skal have et svensk islæt og
beslutter mig for Selma efter den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf. Ud
over vores mobile ammunitionsrydningshold og rydningen af feltet uden for
Kabul har vi også minerydningsoperationer i Jalalabad og i Ghazni-provinsen
cirka hundrede kilometer sydvest for Kabul. Her er vi netop blevet færdige