Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

når vi fjerner den store mine. I to timer ligger vi og graver nidkært og nervøst

med vores små skovle og får lige så langsomt afdækket mere og mere.

Tilfældigvis kigger jeg op og bemærker en lang række lygtepæle, som

naturligvis ikke virker. Jeg ser, at der på alle pælene er monteret runde

lamper, undtagen lige på den over, hvor vi graver. Det går op for os, at det er

en lampe, vi er ved at grave ud. Vi graver den helt fri og viser den frem for de

lokale, som virker meget imponerede, selvom vi ikke rigtig føler os som de

store befriere denne gang. Det er vi til gengæld en fredag, den ugentlige

fridag, da Rasmus fortæller, at han har hørt fra en kollega i en

søsterorganisation, at der løber et kuld hvalpe rundt ved et stort, forladt hus i

den nordlige del af byen. Da han mener, at det kunne være rart med en hund i

villaen til at gøre de ofte isolerede og ensomme stunder mere livlige, synes

han, at vi skal tage ud og undersøge sagen. Jeg er lidt skeptisk. Jeg ser et

problem, hvis vi eller vores kolleger på et tidspunkt bliver nødt til at evakuere

fra Afghanistan i al hast. Hvem vil så tage hunden med ? Under ingen

omstændigheder skal den lades alene tilbage efter at have vænnet sig til

menneskelig omsorg. Taleban vil formentlig ikke tage sig kærligt af den. Få

mennesker i den muslimske verden har hund på grund af kærlighed, da

hunden i islam anses for at være et beskidt dyr på linje med grise. Således

lever de mange gadehunde i Kabul ikke alene et kummerligt liv med sult og

sygdom, de bliver også mødt af fjendskab fra mennesker. Til min store vrede

ser jeg ofte børn, som kaster sten efter hundehvalpe og sparker til dem, og

jeg har set hunde, der har fået skåret ørerne af eller er blevet lemlæstet på

anden vis. Jeg lader mig dog overtale til at køre ud og lede efter hvalpene. I

en times tid går vi forgæves omkring det forladte hus og den overgroede

baghave. Først da vi har givet op og er ved at stige ind i Land Cruiser'en,

opdager Rasmus et lille stykke sort pels under buskadset i en lille grøft, som

vi har parkeret langs med . Der ligger en hvalp og gisper i varmen. Efter

størrelsen at dømme er den ikke mere end fem-seks uger gammel. Den drejer

hovedet lidt, åbner svagt øjnene og lægger så sit hoved ned i den beskidte

grøft igen. Jeg løfter den snavsede pelsklump op i hånden, konstaterer at det

er en tæve, og at hun er meget afkræftet og meget varm. Nænsomt tager jeg

hende med hjem til DDG-villaen, lægger hende i skyggen under et frugttræ i

haven og serverer en tallerken med kold mælk og en anden med leverpostej.

Hun slubrer lidt mælk i sig og tager en lille bid af leverpostejen. Så kigger hun

op på mig, lægger sig ned og falder i søvn. Om aftenen, da Rasmus og jeg

sidder i stuen og holder os orienteret om verden uden for det afghanske

galehus gennem de daglige nyheder på BBC World, kommer hvalpen

løbende ind i stuen. Nu med liv i øjnene. Og som den største selvfølge hopper

hun op i sofaen til mig, lægger sig i mit skød og begynder at tygge og slikke

mine fingre. Lige dér bliver jeg klar over, at hun er min hund. Og jeg lover mig

selv, at jeg ikke vil svigte hende, uanset omfanget af praktiske udfordringer

det må indebære fremover. I de følgende uger kigger vores ansatte afghanere

måbende til, mens jeg hegner haven ind og får tømret et hundehus på

terrassen. Hun skulle selvfølgelig også have et navn, og eftersom det var

Rasmus, der så hende først, synes jeg, at hun skal have et svensk islæt og

beslutter mig for Selma efter den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf. Ud

over vores mobile ammunitionsrydningshold og rydningen af feltet uden for

Kabul har vi også minerydningsoperationer i Jalalabad og i Ghazni-provinsen

cirka hundrede kilometer sydvest for Kabul. Her er vi netop blevet færdige

More magazines by this user
Similar magazines