Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

Recommendations

Info

sit liv er han dybt afhængig af sin familie og kan ikke gå på toilettet, spise eller tage tøj på uden dem. I en anden familie, jeg taler med , er det faderen, der har mistet begge sine ben, da han gik på sin mark med sin ko og trådte på en russisk personelmine. Koen forblødte, mens han formåede at slæbe sig hjem til sin gård på de stumper, der var tilbage af hans ben. Takket være en udenlandsk hjælpeorganisation, som er specialiseret i at sætte proteser på mineofre, kan han nu gå og støtte sig til krykker. Alle flygtningene er i det hele taget dybt afhængige af hjælp fra FN og udenlandske hjælpeorganisationer som Dansk Flygtningehjælp, der opstiller lejrene og uddeler mad. Ris, mel og tørmælk i dagsrationer holder med nød og næppe liv i familierne. Og forholdene uden for flygtningelejrene er ikke meget bedre. På vores uddannelsesfærd rundt i grænseområderne op til Tjetjenien oplever vi, at mange tjetjenske familier er genhuset hos en ingusjetisk familie og venner, indtil den dag hvor de - måske - kan vende tilbage til deres hjem i Tjetjenien. I faldefærdige huse sidder disse arme, triste og forhutlede mennesker i vinterkulden og stuver sig sammen foran brændeovne. Hos en enkelt familie bliver jeg inviteret indenfor til en kop chai, som the kaldes i Kaukasus. Huset vrimler med børn, men også denne familie er hårdt ramt af en skæbne afledt af krigen i Tjetjenien. Moderen sidder med våde øjne og en stak billeder i skødet, og hendes datter holder et af dem op foran mig. Det viser hendes bror og hans kæreste, der begge er i deres sene teenageår. To år tidligere forlod de en morgen huset for sammen at gå på arbejde i den nærliggende landsby, men de kom aldrig hjem igen. Familien har ikke hørt fra dem siden, men er sikre på, at de er blevet taget af russerne og likvideret kort efter. I de skoler, hvor vi afholder timelange foredrag om minefaren, er der ingen varme eller andre basale bekvemmeligheder. Skolerne er blot træbarakker, hvor børnene sidder ved fælles borde, og læreren har sin tavle og intet andet. Endnu mere forstemmende er det at besøge hospitalerne i grænseområderne. Vi tager rundt til dem, fordi vi har en aftale med den lokale FN-afdeling i Nazran om, at vi vil skabe kontakt mellem de hjælpeorganisationer, som kan hjælpe med proteser til mineofrene, og ofrene selv. Det er en ubeskrivelig stand, disse såkaldte hospitaler er i . Gamle og forfaldne bygninger, ofte uden glas i vinduerne, der i stedet er dækket til med plastic. Mørke gange uden lys. Toiletter med afføring op ad væggene. Patienter som ligger i deres beskidte senge med amputerede lemmer og kigger fraværende op i loftet. Og sygeplejersker og læger, der passer og plejer deres patienter efter bedste evne med de beskedne mængder medicin og det primitive hospitalsudstyr, som de nu engang har til rådighed. Hvordan patienterne overlever sådan et sted, fatter jeg ikke. Jeg har som jægersoldat levet under yderst primitive og beskidte forhold, og jeg ved, hvor let kroppens immunsystem bliver påvirket. Et ophold et af disse steder måda give dødsstødet, hvis man ikke er død af sine skader eller sygdomme i forvejen. Da det bliver sen vinter, vælger jeg at tage en tur til Tjetjeniens krigsramte hovedstad Groznyj. Netop Groznyj er det sted i hele Kaukasus, som er værst inficeret af miner og ueksploderet ammunition. Jeg vil ind og kontakte nogle af de skoler, som efter sigende stadig fungerer, for at lave aftaler med dem om undervisning. Det er en stor risiko, jeg løber. Kamphandlingerne mellem oprørerne og de russiske styrker er i fuld gang i byen, som stort set er bombet og skudt fuldstændig sønder og sammen af den ekstremt aggressive russiske besættelsesmagt. Det er en dagligdag, hvor russerne om morgenen kører ud fra deres baser og besætter
hundredvis af checkpoints ved indfaldsvejene, hvorfra de holder byen i en jernnæve og slår hårdt ned på alt, der bare kan minde den mindste smule om oprørere. Imens skjuler oprørerne sig, og deres snigskytter er en stor trussel mod soldater og civilbefolkning, både når de snigskyder, og når de følger op med regulære angreb med raketter og maskingeværer. Når det bliver nat, og alle de knap 80.000 russiske soldater igen er på deres baser, sniger oprørerne sig i ly af mørket ind i byen og placerer vejsidebomber og miner på gader og stræder. Således blev 4.700 russiske soldater dræbt i Tjetjenien på tre år fra 1999-2002. Antallet af dræbte tjetjenere varierer afhængig af, hvem der udtaler sig. Russerne siger 45.000 i løbet af to russisk-tjetjenske krige siden 1994, mens tjetjenske kilder, blandt andre den kendte eksilleder Akhmed Zakayev, taler om 250.000 omkomne tjetjenere og næsten lige så mange forsvundne. Mine livvagter skal selvfølgelig med til Groznyj, men de er ikke meget for det. Jeg tvivler på, at de vil risikere særlig meget for at redde mig, og det passer mig derfor fint, at de selv insisterer på at rekvirere forstærkning fra en russisk eliteenhed for at føle sig mere sikre. Således befinder jeg mig med skudsikker vest på bagsædet af en firhjulstrækker i selskab med tre kæmpestore og tavse russere med maskingeværer, mens mine egne livvagter holder sig på afstand i deres bil bagved. Vi kører et par timer fra Nazran til Groznyj, og havde det ikke været, fordi Tjetjenien er en krigszone, havde landskabet været decideret smukt. Marker, vandløb, skove og den storslåede bjergkæde mod syd, hvor Elbrus med sine 5.642 meter rager op over dem alle. Men landet er også sønderbombet, og jeg bemærker små røde skilte med dødningehoveder på hegn langs marker. Det betyder miner. På en mark ser jeg også kadaveret af et stykke kvæg, der har fået sprængt hele bagkroppen af, og senere væmmes jeg over synet af to hunde, som ligger fuldstændig flænsede i kanten af en lille markvej. Konstant på turen afbrydes vi af russiske checkpoints, hvor pansrede BMPinfanterikampkøretøjer holder bag betonmure, og russiske soldater kontrollerer al trafik på vejen. Da vi nærmer os Groznyj og passerer endnu et checkpoint, åbner en BMP pludselig ild med sit 7.62 mm maskingevær i tårnet. Det er ikke til at se, hvad skytten skyder efter. Men den russiske elitesoldat bag rattet speeder klogelig op og kører væk fra checkpointet i høj fart. Derefter drejer vi af mod centrum, og det er et chokerende syn, der møder os. Byen ser meget værre ud, end jeg havde forestillet mig, og er et surrealistisk syn af elendighed og armod. Aldrig har udtrykket spøgelsesby været mere rammende. Alle huse, bygninger, gader og monumenter er komplet smadrede efter kampene, og byen virker forladt. Enkelte udtryksløse mennesker bevæger sig rundt i gaderne med indkøbsposer fra de små markeder, som holder befolkningen i live. Selv de russiske soldater, som står henslængt ved deres pansrede køretøjer i et utal af forskellige uniformer, virker påvirkede af stedets helt igennem deprimerende atmosfære. De forekommer ikke disciplinerede og anspændte, som man skulle tro, eftersom de står midt i en krigszone. Nærmere sjuskede og apatiske. " This center!" Vi er parkeret i udkanten af en stor plads, og for første gang på turen siger den af de russiske elitesoldater, som tilsyneladende har den højeste rang, noget til mig. Vi må være i byens centrum nu, og vi stiger ud. De to øvrige soldater placerer sig straks med deres maskingeværer pegende i hver sin retning, mens mine egne livvagter står ved deres bil et stykke fra os og ser noget beklemte ud. En af dem vover sig dog frem til mig og spørger, om han skal
Page 2 and 3: 1 - Derfor jægersoldat Vi blæser
Page 4 and 5: nu, er det dybt kritisk. Så er vor
Page 6 and 7: og kommer altid i den bedste fjerde
Page 8 and 9: uniform og støvler svømmer i 7-10
Page 10 and 11: at blive fuldbyrdet jæger . En af
Page 12 and 13: er op til mig, min faldskærm og hi
Page 14 and 15: »Dannerboots« militærstøvler, o
Page 16 and 17: sædvanlige, for udover at være bl
Page 18 and 19: Bolivia, hvor jeg fotograferer for
Page 20 and 21: mennesker blevet bortført. Mange d
Page 24 and 25: tage et billede, hvilket jeg lader
Page 26 and 27: hjælp fra USA penge og våben til
Page 28 and 29: og selvsikkerhed, som ikke passer t
Page 30 and 31: haft militære styrker i landet, ha
Page 32 and 33: har vi en halv snes afghanere med a
Page 34 and 35: terrassen med Fredrik. Jeg pakker m
Page 36 and 37: med at rydde et større minefelt om
Page 38 and 39: lokalbefolkningen til at færdes si
Page 40 and 41: sættes i forbindelse med terrorang
Page 42 and 43: december efter amerikansk ønske me
Page 44 and 45: omkring 800 infanterister fra det a
Page 46 and 47: patruljerne og mine kammerater der.
Page 48 and 49: 10 - Operativ Ikke alene kan jeg en
Page 50 and 51: klatreudstyr. Ud fra studier af kor
Page 52 and 53: nedadgående og opadgående drej f
Page 54 and 55: og det virker som en øredøvende l
Page 56 and 57: knotten bjørn. Vidste jeg ikke bed
Page 58 and 59: tilbereder og spiser min ration fry
Page 60 and 61: øvhuller?« hvæser han. »Vi har
Page 62 and 63: Vi slører ansigterne, tjekker våb
Page 64 and 65: De er kun få meter fra bygningerne
Page 66 and 67: kaldt sammen og får overbragt en o
Page 68 and 69: kampstillinger med maskingeværer o
Page 70 and 71: præget af daglige tæsk, og det gj
Page 72 and 73:
der klokken 10.00, men min forbande
Page 74 and 75:
investeret i ny infrastruktur, blan
Page 76 and 77:
selvmordsbombere og sendt mod mål
Page 78 and 79:
esynderlig måde til nedslagene. Vi
Page 80 and 81:
nemt et mål. Den tunge pansring g
Page 82 and 83:
noget, der gik ham på. Særlig udt
Page 84 and 85:
den amerikanske patrulje. Den kraft
Page 86 and 87:
følsomme, og det er oftest betydni
Page 88 and 89:
ander. Jeg ruller vinduet ned og k
Page 90 and 91:
at høre musik fra butikker og bile
Page 92 and 93:
Nogle kilometer senere når vi den
Page 94 and 95:
højdemåler. Den er mit vigtigste
Page 96 and 97:
første mand når døren, er jeg s
Page 98 and 99:
thumbs up til de britiske loadmaste
Page 100 and 101:
for det næste halve minuts tid ska
Page 102 and 103:
fungere som et depot med raketter,
Page 104 and 105:
gennem den tætte palmelund, og jeg
Page 106 and 107:
palmer og buske. Palmelunden er tyn
Page 108 and 109:
endnu, er det den samme fornemmelse
Page 110 and 111:
mindste lyd vil afsløre os. Lyddis
Page 112 and 113:
og finder en ny stilling. På den m
Page 114 and 115:
ødhårede patruljefører, Kenneth,
Page 116 and 117:
Beredskab 15 minutter. Klargør jer
Page 118 and 119:
fået brandskader. Frederik og Chri
Page 120 and 121:
under ekstremt svære og risikable
show all

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?