Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

sættes i forbindelse med terrorangrebet. Både hos FN og i NGO-miljøet taler
man allerede nu om at evakuere fra byen - det giver ikke mening at blive. Det
er i hvert fald sikkert, at al minerydning øjeblikkeligt vil blive indstillet under
disse nye omstændigheder. Bo, Fredrik og jeg diskuterer vores muligheder og
beslutter at evakuere til Pakistan. Vi pakker hurtigt vores operationsrum ned,
orienterer vores lokale mand om, at han skal lade en vagt blive ved villaen og
propper så de vigtigste sager til turen i Land Cruiser'en: vand, nødrationer og
ekstra brændstof. Inden vi stiller vækkeurene til klokken 04 næste morgen,
modtager vi sidste opdatering fra København. Begge tårne i New York er
kollapset og 2.000-3.000 mennesker er døde. Jeg sover ikke meget den nat,
inden vi forlader villaen klokken 04.30. Vi kommer gennem Kabul og et par
Taleban-checkpoints, og jeg kører så raskt til, som det nu kan lade sig gøre
mod Khyberpasset og grænseposten Torkham. Jeg har insisteret på, at
Selma kommer med , og det har Bo accepteret. Heldigvis er han hundeglad,
for da han sidder med hende på bagsædet, bliver resultatet af hendes
køresyge transporteret ned i hans skød. Hele fire gange. Det er så heldigvis
også de største uheld, vi har, inden vi ni timer senere ankommer til Islamabad
og det komfortable DDG-hus i det grønne, velholdte ambassadekvarter.
Allerede samme aften som flyangrebene på World Trade Center og Pentagon
sværger 19 NATO-landes ledere den såkaldte musketéred for første gang i
Nordatlantpagtens 52-årige historie. En beslutning om kollektivt selvforsvar,
som har hjemmel i pagtens artikel 5, der slår fast, at et væbnet angreb på ét
NATO-land er det samme som angreb på alle. Og så skal der slås igen. Den
21. september sendes første fortrop i »Operation Enduring Freedom« -
Operation Varig Frihed - til Afghanistan. Den består af seks F16-fly og 150
mand, deriblandt elitesoldater fra amerikanske Delta Force og britiske SAS,
der afsøger det berygtede hulekompleks i Tora Bora-bjergene langs grænsen
til Pakistan. Den 2. oktober fremlægger USA bevis for, at der er direkte
forbindelse mellem terrorangrebet 11. september og Osama bin Laden og al-
Qaidas baser i Afghanistan og dermed også Taleban, som giver al-Qaida
husly og nægter at samarbejde med Vesten om at lukke terrornetværkets
træningslejre og udlevere deres ledere med Bin Laden i spidsen. Den 7.
oktober kommer det første angreb fra amerikanske og britiske fly og missiler.
For os i DDG-huset i Islamabad er det uger i limbo. Vi aner ikke, hvad der skal
ske og er sådan set bare standby. Dog har jeg den glæde at kunne hjælpe, da
vi bliver kontaktet af det amerikanske militær, der vil høre, om vi ligger inde
med nogle for dem brugbare informationer. På trods af fotoforbuddet under
Taleban har jeg nemlig taget en del fotos af blandt andet de
militærforlægninger, jeg er kørt forbi i min tid i landet. Da vi ikke regner med ,
at vi kommer til at genoptage vores operation i Afghanistan, og da stemningen
i Pakistan også efterhånden bliver anspændt, og det virker mere og mere
risikabelt at være white face her, begynder vi at lægge nødplaner. Først
forbereder vi at evakuere til Indien, og vi skaffer visum og lægger planer for
vores flugtrute. Men så beslutter Bo Bischoff at sende os på et internt kursus i
ammunitionsrydning i Eritrea i Østafrika, hvor DDG også har en operation.
Men jeg skal lige hjem og vende i Danmark og have Selma installeret hos min
familie. Så jeg indkøber et bur, udfylder de nødvendige papirer og får hende
med på flyet fra det pakistanske flyselskab PIA. Da det ikke ligefrem er
verdens mest tillidvækkende flyselskab, specielt ikke når det gælder transport
af levende dyr, insisterer jeg på at tale med kaptajnen, da jeg kommer om