Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

efter mig. Kenneth hamrer gearet i bak, foretager en skarp lynhurtig 180
graders vending og fortsætter væk fra checkpointet. Mine hænder ryster
svagt, og jeg drypper af sved. Det går op for mig, hvor heldig jeg har været.
Jeg kigger ned på min radio og priser mig lykkelig for, at den ikke ville
modtage sin krypto. Havde den modtaget koden problemfrit, var vi ankommet
to minutter tidligere, og jeg ville have været midt i checkpointet, da bilbomben
eksploderede. Senere erfarer vi, at femten personer døde den morgen,
deriblandt tre amerikanske soldater. Mere end 50 blev såret. Vi erfarer også,
at vores tre håndværkere ikke engang ventede på os på den anden side. At
være livvagt kan være et kedeligt og monotont arbejde. Jeg ved det fra
kolleger, som lever af det på fuldtid. Nogle siger endda, at det kan være
verdens kedeligste job, fordi man sandsynligvis aldrig vil blive testet i det, man
kan. År efter år træner du til den dag, det minut, det sekund, hvor terrorister,
en galning eller bare en drukkenbolt bringer din VIP's liv i fare, og du som lyn
fra en klar himmel skal mobilisere alle dine færdigheder og kanalisere det ud i
den rigtige refleks. Den handling, som betyder liv fremfor død. Næsten ingen
livvagter kommer nogensinde i den situation, og de ved det. Det kræver derfor
ekstrem disciplin aldrig at slippe fokus. Her i Bagdad har mine kammerater fra
patruljen og jeg det privilegium aldrig at kede os i jobbet som livvagt.
Simpelthen fordi vi er, hvor vi er, med et trusselsniveau, der gør, at vi aldrig
kan slappe af. Truslerne er reelle, uanset hvor vi befinder os, og hvad vi
beskæftiger os med . Om det er hjemme bag ambassadens mure, i Den
Grønne Zone eller Den Røde Zone. Vi skal konstant tage højde for mortér-og
raketnedslag og for den høje risiko for baghold, vejside-og selvmordsbomber.
Ting, som forekommer hver eneste dag, eller omtrent hver eneste time i
Bagdad. Imorgen har vi en højrisikotur, hvor Torben Gettermann skal til det
irakiske udenrigsministerium for at mødes med udenrigsministeren. Det er
ekstra anspændt, fordi udenrigsministeren er kurder, og der i Irak traditionelt
har været et anstrengt forhold til den kurdiske minoritet i nord, som ønsker
selvstændighed. Tilmed har omtrent hele den tusind mand store stab i
ministeriet tidligere arbejdet for den særligt kurderhadende Saddam Hussein,
og langt de fleste er tidligere medlemmer af Baathpartiet. Der har for et år
siden været et attentat mod ministeren. En bombe var placeret på hans kontor
og sat til at eksplodere, da han skulle holde et møde, men han var forsinket
andetsteds i Bagdad. Bomben eksploderede på hans tomme kontor, og
irakiske og amerikanske undersøgelser konkluderede, at attentatet var udført
af en ansat fra ministeriet, en vagt eller en embedsmand. Så selv inden for
ministeriets vægge er Torben langtfra i sikkerhed. Vi kører dog aldrig ud til
nogen som helst destination med ham, uden at vi har foretaget en grundig
rekognoscering forinden. Fra det øjeblik vi forlader ambassaden, til vi er
hjemme igen, er der farer overalt. I dag skal jeg med rekognosceringsholdet til
udenrigsministeriet. Dels skal vi finde den mest hensigtsmæssige rute derhen,
dels skal vi ind i selve ministeriet og se på forholdene. Ruten fastlægger vi, ud
fra hvor der er mindst sandsynlighed for et baghold, hvor der ikke er
overhængende fare for vejsideeller selvmordsbomber, og hvor der er færrest
checkpoints, så vi ikke skal stoppe køretøjerne. Jo mere vi stopper, desto
mere sårbare er vi. Det er svært at vurdere truslerne i Bagdad, som med 6,5
millioner indbyggere er den arabiske verdens næststørste by efter Cairo. Op
gennem 1970' erne oplevede byen en periode med velstand og vækst
grundet de høje priser på olie, som er Iraks vigtigste eksportkilde. Der blev