Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

omkring 800 infanterister fra det amerikanske marinekorps, US Marine Corps
(USMC), indtaget og sikret basen, indtil de om nogle måneder vil blive afløst
af regulære amerikanske hærenheder. Det er yderst betryggende at vide, at
det er USMC, der tager sig af sikkerheden. Det er en enhed, jeg har stor
respekt for, og bevidstheden om, at 800 marineinfanterister holder vagt,
betyder, at kvaliteten af min søvn får et nøk opad. Imodsætning til mange
andre amerikanske enheder er marinekorpset ikke så teknologifikseret og
opererer oftest under primitive feltforhold med ældre udrustning. Historisk set
er det altid de unge marineinfanterister, som først indsættes i blodige og
intense operationer over hele kloden, hvor de altid demonstrerer en høj grad
af disciplin og mod. Og når jeg taler med dem, har de samtidig en venlig
attitude og udviser en oprigtig interesse for, hvem jeg er, og hvor jeg kommer
fra. Selv er de udpræget stolte over at være amerikanske marinesoldater,
men samtidig en smule ydmyge, for, som de siger: »USMC er jo kun en lille
enhed.« »Kun« er i dette tilfælde 190.000 mand. Jeg orker ikke at fortælle
dem, at den danske hær har en ambition om at have 1.500 soldater udsendt i
missioner. KAF skal fungere som hovedbasen for nogle af de eliteenheder,
der har ansvaret for operationer i højrisikozonerne i den sydlige og østlige del
af Afghanistan. Igennem det første halvår af 2002 er basen stadig primitiv,
uden de normale velfærdsfaciliteter, som vestlige soldater i dag mere eller
mindre tager for givet. Men i de følgende år bliver basen forvandlet i et
imponerende tempo, som kun amerikanerne har ressourcer til. Fra en primitiv
og nedslidt provinslufthavn til et moderne selvstændigt minisamfund med
varme, rindende vand, moderne beboelsescontainere med satellit-tv, internet,
direkte telefonlinjer til hele verden, busruter, hospitaler, Burger Kings, Pizza
Huts, restauranter, indkøbs-og fitnesscentre. Idag er KAF Afghanistans
største militære base og huser 16.000-18.000 soldater. I hjertet af KAF er der
en særskilt indhegnet afdeling for eliteenheder. Ingen andre end os har
adgang. Vi er en lejr i lejren. Og vi danskere fra Task Force Ferret har en
gammel, aflang stenbygning bestående af 10-15 mindre rum og et areal på
omkring 50 gange 150 meter. En komprimeret lejr med sovetelte, spisetelt,
kommunikationscenter, køkkenfaciliteter, toiletfaciliteter og logistikafdeling
med reservedele og udstyr. Vi sover i trange militærtelte uden varme, og da
der ofte bliver målt tocifrede frostgrader om natten i januar og februar, skutter
vi os i soveposerne på vores feltsenge. Andre sover i små rum på fire gange
tre meter. Hver en kvadratcentimeter i både telt og rum bliver udnyttet. Våben
hænger på kroge ned fra loftet. Støvler og sko hænger på knager. Snedige
små reolsystemer er skruet sammen over sengene. Personlige sager ligger i
kasser under sengene. Og alle vægge er overklistret med kort og skitser - og
selvfølgelig også et par »titty posters«. Toiletfaciliteterne er en demonstration
udi basale tømrerfærdigheder: tre træplader omkring en plasticstol med et hul
i midten og et overklippet regnslag som dør. Brusefaciliteterne er mere
avancerede, fordi vores kreative mekanikere ved hjælp af vandslanger fra et
køretøjs køler har formået at udvikle et system, som opvarmer en tønde med
knap 100 liter vand. Vores lejrs 102 soldater står således tålmodigt i kø i
håbet om en ledig blærepose, som vi kan fylde med det lunkne vand og
hænge op på en krog i badeteltet for at nyde en søvndyssende stråle fra
posens lille hane. I spiseteltet består den daglige dosis mad udelukkende af
hærens standard feltrationer de første par måneder. Gastronomiske sager
som kålfrikassé, gartnergryde og andre tvivlsomme lækkerier. Med alt det