Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

lysforstærkende natbriller, Night Vision Goggles eller NVG, så tæt på jorden
som muligt. Bare 10-20 meter oppe. Desuden er der stor risiko for fjendtlig
beskydning med raketter, maskingeværer og håndvåben. Og landezonerne er
særdeles svære på grund af de stejle klippesider. Vi bliver dog beroliget af
besætningens imponerende ro og professionalisme. De er servicemindede og
lader tydeligt forstå, at de vil gøre alt, hvad de kan, for at levere den bedst
mulige vare. Vi er deres kunder. De er til for os. To timer før take-off samles vi
i vores lille patruljerum og drikker en masse vand og får et sidste solidt måltid.
Spaghetti med kødsovs. Vores fødder er næsten lige så vigtige som vores
maver. Vi skal have hård hud filet af og have dem tapet ind, inden vi
omhyggeligt snører vores støvler, som vi ikke vil komme til at tage af de
næste mange døgn. Imens udveksler vi lidt dagligdag om familier, kærester
og hunde. Alle ved, at det er ligegyldigt pludder og pingpong. Men der er
ingen grund til at dvæle ved, at vi snart vil stå i fjendeland ansigt til ansigt med
folk, som ikke har noget at tabe og vil gøre alt for at slå os ihjel. Og der er
mange åbne spørgsmål: Vil vores procedurer virke under operationen? Kan vi
kommunikere med hinanden og basen under de ekstreme omstændigheder i
bjerge og ørken? Og kan vi klare os - bare os fem? Ihæren bevæger man sig
som regel aldrig ud fra sin base i enheder under 30 soldater. Man er bakket
op af ildkraft fra lette og tunge maskingeværer, morterer og
panserværnsvåben, og man har ofte mulighed for hurtig støtte fra fly eller
artilleri. Og yderligere forstærkning fra egne enheder står klar. Her skal vi
være fem mand helt alene på en bjergside 400 kilometer fra vores base på
KAF. Når helikopteren forlader landezonen, har vi kun os selv og det til
rådighed, vi slæber på ryggen og har i hænderne. Dog med mulighed for at
trække på forskellig støtte fra jagerfly og amerikanernes imponerende
flyvende fort: AC130 Gunship, som råder over et helt arsenal af
våbensystemer. Men AC130 flyver kun om natten. Og sølle fem mand på
jorden kan heller ikke regne med , at der er ledige jagerfly i dagtimerne, når
behovet er der. Vi sidder på den store, mørklagte cementplads nogle meter
fra lasterampen på den store Chinook-helikopter. Den fremstår som en stor
dyster klump metal mod den stjerneklare himmel. Kun små grønne prikker fra
de kemiske lysstænger inde i kabinen giver indtrykket af størrelsen på
kæmpen, som kan fragte indtil flere køretøjer. Jeg er klar, men vi skal vente
på, at vores feltpræst kommer og udtrykker nogle salvelsesfulde
betragtninger. Som ateist irriterer det mig. Jeg tror på mine evner som soldat
og menneske. Tilfældigheder og held. På dette tidspunkt, i minutterne lige op
til min første operative indsættelse, har jeg mest lyst til at være lidt privat. Ikke
at blive påduttet ritualer, som jeg grundlæggende ikke tror på. Heller ikke
selvom det er nok så velment. Vi boarder. Og med en metallisk hylen sætter
turbinerne langsomt i gang. Chinook'en sætter sig i bevægelse og ruller mod
take-off-punktet, hvor de resterende tjek foretages. Rotorernes omdrejninger
øges, mens de fire hjulsæt langsomt slipper asfalten, og vi kan ud af
bagenden se konturerne af de mange mørklagte telte og bygninger på KAF.
Kursen sættes mod øst og konturerne fra basen forsvinder. Hurtigt viser det
sig, at det absolut ikke var nogen overdrivelse, da den firskårne
helikopterskipper tidligere på dagen sagde, at flyvningen ville blive hård. Jeg
har før fløjet low level, hvor helikopteren flyver lavt og tilpasser sig efter
terrænet, så den ikke er synlig i luften så længe. Men intet som dette. Kabinen
gynger og danser, som var der en flok fulde sømænd bag roret. Bratte