Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

Det var her midt i ørkenen, kun cirka 20 minutters kørsel ad en støvet og
hullet grusvej sydvest fra Kandahar Airfield, at Osama bin Laden og al-Qaida
udtænkte og planlagde at kapre fire passagerfly og flyve dem ind iWorld
Trade Center og Pentagon. Nogle år før havde al-Qaida udsendt en video
optaget på Tarnak Farms med en talende og smilende mand i selskab med
sine terroristvenner. Hans navn var Mohammed Atta, og han befandt sig den
11. september 2001 bag roret i det fly, som forvandlede det ene tårn i World
Trade Center til de billeder, vi alle kender. I november 2001 sønderbomber
amerikanske bombefly terroristlejren. Desværre efter at den er forladt af
beboerne. Efter at have finkæmmet komplekset i 2002 finder amerikanske og
canadiske enheder ud af, at Tarnak Farms ikke kun har været træningslejr for
al-Qaida-terrorister, men også havde huset et laboratorium, hvor der er blevet
udført tests af biologiske våben og gjort forsøg på udvikling af dødelig
miltbrand. Nu bruger koalitionens styrker Tarnak Farms til skydetræning med
hele vores arsenal af våben. At færdes inde på selve komplekset er dumt og
risikofyldt. Ueksploderede granater, morterer, personelminer og
luremineringer udgør en skjult, dødelig fjende, som der ikke er nogen grund til
at udfordre. Desværre tager et hold fra amerikanske Navy SEALS ikke denne
trussel alvorligt, da de en tidlig morgen i slutningen af marts beslutter at øve
en simuleret gidselbefrielsesaktion på Tarnak Farms. For inden al-Qaidafolkene
har forladt lejren, har de forberedt en Daisy Chain ved en af
bygningerne. En Daisy Chain er flere sprængladninger forbundet med
hinanden, og resultatet her er en katastrofe: én død Navy SEAL og flere hårdt
sårede. Når vi træner og tester våben ved Tarnak Farms, holder vi os derfor
på den udvendige side af muren til lejren, placerer et par spejdere i fjendens
retning og bruger den omkringliggende ørken som en gigantisk skydebane.
Ikke noget med udregning af skudvinkler eller stive regler om skydetider og
miljøhensyn hér. Vi høvler simpelthen bly i alle kalibre ind mod murene på
den tidligere terroristlejr: dysekanoner, panserværnsvåben, granatkastere,
finskyttevåben, røggranater og håndgranater. Alt hvad vi har medbragt. Vi
øver sprængninger på selve muren for at teste, hvor store ladningerne skal
være for at lave huller i den type mure, så jægerne kan passere igennem på
kommende opgaver. Vi træner patruljens formationer under kamp og laver
skydekonkurrencer. Og jeg er meget med , fordi jeg har meget at indhente. I
løbet af de første tre-fi-re uger i Afghanistan får jeg således næsten skudt lige
så meget, indøvet lige så mange procedurer og bliver uddannet i lige så
meget nyt materiel som i løbet af mine første tre år i korpset. Jeg er som et
lille barn, der vælter rundt i sin enorme sandkasse med alt sit nye og
spændende legetøj. Og det er sådan, jeg vil have det. Det lykkes mig på den
måde at nedbringe min tid på stabskontoret til en tredjedel. Og efter to en halv
måned på den måde er min begejstring svær at skjule, da en stor munter
kleppert af en jæger kaldet »Mulen« brækker sin hånd i forbindelse med en
operation, og jeg får tjansen som sprængningsmand i hans patrulje. Efter at
jeg i en årrække har manglet rigtig nerve og sjæl i mit liv, er jeg nu præcis,
hvad jeg vil være: Operativ jægersoldat. Som 34-årig er jeg ikke den yngste
blandt de operative. Heller ikke den ældste. Men efter at amøberne, som jeg
har raget til mig i Afghanistan, for en stund har givet min krop ro og mulighed
for igen at træne målrettet, er jeg i topform. Min fysiske form eliminerer hurtigt
enhver form for tvivl om, at min alder er en hindring for at gøre tjeneste i en
patrulje. Jeg er back in business. Jæger anno 2002.