Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

Det var her midt i ørkenen, kun cirka 20 minutters kørsel ad en støvet og

hullet grusvej sydvest fra Kandahar Airfield, at Osama bin Laden og al-Qaida

udtænkte og planlagde at kapre fire passagerfly og flyve dem ind iWorld

Trade Center og Pentagon. Nogle år før havde al-Qaida udsendt en video

optaget på Tarnak Farms med en talende og smilende mand i selskab med

sine terroristvenner. Hans navn var Mohammed Atta, og han befandt sig den

11. september 2001 bag roret i det fly, som forvandlede det ene tårn i World

Trade Center til de billeder, vi alle kender. I november 2001 sønderbomber

amerikanske bombefly terroristlejren. Desværre efter at den er forladt af

beboerne. Efter at have finkæmmet komplekset i 2002 finder amerikanske og

canadiske enheder ud af, at Tarnak Farms ikke kun har været træningslejr for

al-Qaida-terrorister, men også havde huset et laboratorium, hvor der er blevet

udført tests af biologiske våben og gjort forsøg på udvikling af dødelig

miltbrand. Nu bruger koalitionens styrker Tarnak Farms til skydetræning med

hele vores arsenal af våben. At færdes inde på selve komplekset er dumt og

risikofyldt. Ueksploderede granater, morterer, personelminer og

luremineringer udgør en skjult, dødelig fjende, som der ikke er nogen grund til

at udfordre. Desværre tager et hold fra amerikanske Navy SEALS ikke denne

trussel alvorligt, da de en tidlig morgen i slutningen af marts beslutter at øve

en simuleret gidselbefrielsesaktion på Tarnak Farms. For inden al-Qaidafolkene

har forladt lejren, har de forberedt en Daisy Chain ved en af

bygningerne. En Daisy Chain er flere sprængladninger forbundet med

hinanden, og resultatet her er en katastrofe: én død Navy SEAL og flere hårdt

sårede. Når vi træner og tester våben ved Tarnak Farms, holder vi os derfor

på den udvendige side af muren til lejren, placerer et par spejdere i fjendens

retning og bruger den omkringliggende ørken som en gigantisk skydebane.

Ikke noget med udregning af skudvinkler eller stive regler om skydetider og

miljøhensyn hér. Vi høvler simpelthen bly i alle kalibre ind mod murene på

den tidligere terroristlejr: dysekanoner, panserværnsvåben, granatkastere,

finskyttevåben, røggranater og håndgranater. Alt hvad vi har medbragt. Vi

øver sprængninger på selve muren for at teste, hvor store ladningerne skal

være for at lave huller i den type mure, så jægerne kan passere igennem på

kommende opgaver. Vi træner patruljens formationer under kamp og laver

skydekonkurrencer. Og jeg er meget med , fordi jeg har meget at indhente. I

løbet af de første tre-fi-re uger i Afghanistan får jeg således næsten skudt lige

så meget, indøvet lige så mange procedurer og bliver uddannet i lige så

meget nyt materiel som i løbet af mine første tre år i korpset. Jeg er som et

lille barn, der vælter rundt i sin enorme sandkasse med alt sit nye og

spændende legetøj. Og det er sådan, jeg vil have det. Det lykkes mig på den

måde at nedbringe min tid på stabskontoret til en tredjedel. Og efter to en halv

måned på den måde er min begejstring svær at skjule, da en stor munter

kleppert af en jæger kaldet »Mulen« brækker sin hånd i forbindelse med en

operation, og jeg får tjansen som sprængningsmand i hans patrulje. Efter at

jeg i en årrække har manglet rigtig nerve og sjæl i mit liv, er jeg nu præcis,

hvad jeg vil være: Operativ jægersoldat. Som 34-årig er jeg ikke den yngste

blandt de operative. Heller ikke den ældste. Men efter at amøberne, som jeg

har raget til mig i Afghanistan, for en stund har givet min krop ro og mulighed

for igen at træne målrettet, er jeg i topform. Min fysiske form eliminerer hurtigt

enhver form for tvivl om, at min alder er en hindring for at gøre tjeneste i en

patrulje. Jeg er back in business. Jæger anno 2002.

More magazines by this user
Similar magazines