Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

Etniske konflikter, krigsforbrydelser, mafiakriminalitet og terror er hverdag her,
og de fleste husker nok terroraktionen mod »Skole nummer 1« i den
tjetjenske landsby Beslan den 1.-3. september 2004. På åbningsdagen efter
sommerferien besatte omkring 30 tjetjenske og islamistiske oprørere
bevæbnede med Kalashnikovs, mandbårne raketter og sprængstoffer skolen
med plads til 900 elever. En klodset og kaotisk gidselaktion blev gennemført
af politi, soldater og civile, og det endte med , at flere end 330 mennesker
døde, over halvdelen børn. Den russisk-tjetjenske konflikt begyndte, da den
lille udbryderrepublik Tjetjenien i 1991 erklærede sig for selvstændig efter
Sovjetunionens sammenbrud. Op igennem årtiet udkæmpede russiske
soldater og tjetjenske uafhængighedsoprørere blodige kampe, der lagde
landet i ruiner, dræbte titusinder og sårede endnu flere. I slutningen af år 2000
skønnes det, at der ligger over én million miner i landet som følge af krigen -
og der bor altså mindre end en million indbyggere i landet, som er omtrent
dobbelt så stort som Sjælland. Derfor har intet andet land i verden haft så
mange ofre for miner som Tjetjenien. Alene i år 2002 anslås det, at knap
5.700 mennesker er blevet dræbt eller såret af miner, heraf knap 1.000 børn.
Og læg dertil et stort antal sårede og dræbte dyr. Det er især personelminer,
som udgør et problem, fordi befolkningen trods frygt for miner er nødt til at
leve deres liv og dagligt benytte mange af de marker, veje og stier, som er
strøet til med miner. Børnene skal i skole eller hente brænde til familien,
bønderne og deres kreaturer skal på markerne, og kvinderne skal til byerne
og markederne. Alternativet er et liv uden basale fornødenheder. Det optimale
ville være, hvis man kunne begynde at fjerne minerne, men her i år 2000 er
det umuligt at gennemføre egentlig rydning, fordi det simpelthen er for farligt
på grund af de igangværende kampe mellem de tjetjenske oprørere og
russerne, som har over 100.000 soldater udstationeret i landet, først og
fremmest i og omkring hovedstaden Groznyj. Derfor sætter DDG i samarbejde
med Folkekirkens Nødhjælp og med donationer fra FN, EU, Danida og den
tilsvarende svenske bistandsorganisation SIDA ind med
oplysningskampagner om, hvordan civilbefolkningen så vidt muligt kan undgå
minerne. Det er det program, jeg skal lede og udvikle fra naborepublikken
Ingusjetiens hovedstad, Nazran. Ingusjetien er den mindste og den fattigste af
republikkerne i Kaukasus. Den grænser op til Tjetjenien mod vest og fylder
kun 3.600 kvadratkilometer, eller omtrent halvdelen af Sjælland, og tæller en
befolkning på under en halv million mennesker. Dertil skal lægges adskillige
hundredtusinde tjetjenske flygtninge, som befinder sig i lejre rundt om i landet.
Det er primært dem, vi skal gøre en indsats for med information om miner og
ueksploderet ammunition. Min rejse mod Nazran starter med et par nætter i
den gigantiske og kolde russiske hovedstad Moskva, hvor jeg finder ud af, at
langt de fleste moskovitter absolut ikke kan lide kaukasere. De anser dem for
at være terrorister og kriminelle, blandt andet fordi en stor del af den russiske
mafia har sit udspring i Kaukasus. Det gør mig blot ekstra spændt på de
kommende seks måneders udfordringer som programleder. Min nærmeste
medarbejder er også en tidligere jæger , Peter Correl, som jeg bestod
minerydningskurset med , og på grund af den dårlige sikkerhedssituation i
Ingusjetien er det et krav fra DDG, at vi har et sikkerheds-setup. Fire mand fra
det lokale politi skal være vores livvagter og sørge for vores sikkerhed, når vi
skal til og fra arbejde og køre rundt i regionen til flygtningelejre. Særligt
kidnapning er et kæmpe problem i området. Fra 19961999 er cirka 1.300