Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

spring. Flyet er ikke ligefrem berømt for sin komfort. Et rødt net langs siderne i
kabinen bliver kaldt sæder, og et moderne begreb som temperering er
komplet ukendt i dette fartøj. Enten sveder man tran eller ryster af kulde under
flyvningen. Vi er koblet til flyets fælles iltanlæg, og ved siden af mig sidder min
patruljefører, Morten, en lille tætbygget, fåmælt, men venlig fyr sidst i tyverne.
Med over 600 gennemførte spring er han dreven, og hans rolige og sindige
væsen er altid en beroligende faktor for os andre i patruljen. Han vender sig
mod mig, og selvom han har iltmaske på, kan jeg se, at han smiler. Hans øjne
lyser af velvære og tilfredshed over at være på hjemmebane. Jeg beundrer
Mortens næsten naturlige coolness. Men samtidig irriterer det mig en smule,
fordi jeg ikke selv kan være lige så cool. Faktisk er jeg en smule bange, før
jeg skal prøve det farlige spring for første gang. Jeg er våd af sved under de
mange lag tøj og den grå, kluntede springerdragt yderst, og jeg kan smage
den salte sved på gummiet i min iltmaske. Jeg trøster mig dog ved, at selv
Mortens ansigt er lige så svedperlende som mit. Om lidt skal vi springe ud i
det kolde og ugæstfri himmelrum 10 kilometer over den trygge og varme,
danske sommermuld. Alle er tændte, koncentrerede og fokuserede på den
næste times arbejde på denne usædvanlige arbejdsplads. De sidste par
timers forberedelser til springet har været anstrengende. Så på trods af faren
ved denne komplekse type spring føler jeg det forløsende, at jeg om få
minutter skal lade mig falde ud i 50 graders kulde med en cirka 60 kilo tung
rygsæk spændt på kroppen. Blottet hud i denne højde er ensbetydende med
næsten øjeblikkelige forfrysninger. Jeg bruger derfor store luffer for at
beskytte hænderne og et rørhalstørklæde til halsen. Mit hoved og ansigt er
beskyttet af hjelmen, briller og min iltmaske, som er sat på hjelmen med to
spænder og et par kraftige elastikker som sikring. Min rygsæk er forbundet
med faldskærmen i en såkaldt sænkeline, der gør, at jeg kan frigøre den
umiddelbart inden landing, så landingen bliver mere sikker. Rygsækken er
spændt på bagsiden af mine ben med bunden øverst, og jeg har et ben
gennem hver skulderrem. Det sikrer den mest naturlige position til
underkroppen under selve springet, men medfører også en mindst lige så
unaturlig stilling i sædet før springet. Flyet stiger ikke længere, og det
påbegynder et svagt drej mod højre. Vi er nået til vores springhøjde. Flyets
lasterampe åbner sig langsomt, og et blødt, varmt sollys fylder lastrummet.
Jeg bemærker, at mine fire kammerater fra patruljen samtidig drejer
hovederne og kigger respektfuldt mod den store lasterampe, som nu er helt
åben. Vores springleder, Mike, klapper med hænderne og holder seks fingre
op foran os: seks minutter til afgang. Enhver form for tale er udelukket,
eftersom vi har iltmasker på. Men selv uden iltmasker ville det på grund af den
intense motorlarm i en Hercules være så godt som umuligt at forstå tale. Kort
efter laver Mike en langsom rund og opadgående bevægelse med sine arme,
nærmest som om han dirigerer et orkester. Det er signalet til, at vi skal rejse
os op. Vi ligner en flok oldinge med vores hæmmede og akavede bevægelser,
da vi efter lang tid i halvt oprejst fosterstilling langsomt kommer på benene. Vi
kobler af det fælles iltanlæg og tænder vores egen forsyning, så vores »iltmedic«
kan foretage sit sidste tjek. Han stiller sig foran hver af os og kigger os
dybt i øjnene, hvorefter han spørgende vender tommel-fingeren opad. Vi
returnerer hver især hans blik, nikker og laver også thumbs up. Herefter
foretager Mike den sidste kontrol af vores udrustning og faldskærm. Alt er,
som det skal være, og han kvitterer med et kontant klap på skulderen. Resten