Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

haft militære styrker i landet, har de oprettet kampstillinger, fæstningsværker

og baser omkring byer i hele landet. Rundt om alle disse militærinstallationer

er panser-og personelminer nedgravet. Derudover har de efterladt store

mængder granater, flybomber og raketter, som enten ikke nåede at blive

brugt, eller som ikke er eksploderet efter hensigten. Den efterfølgende

borgerkrig har kun gjort mineproblemet værre, og det er - stadig i dag - et

enormt problem for den almindelige afghaner og hans familie. Præcis som jeg

oplevede det i Tjetjenien, bliver mænd, kvinder og børn jævnligt dræbt eller

lemlæstet her. Der bliver registreret mellem 250 og 300 mineulykker om

måneden i Afghanistan, og dertil kommer alle de tilfælde, som aldrig bliver

registreret. I 2001 er omkring 7.000 mineryddere i Afghanistan, som bidrager

til det enorme oprydningsarbejde. Alle kommer fra frivillige organisationer eller

FN, som med statsmidler ansætter og uddanner lokale afghanere til det hårde

og farlige arbejde. DDG har været repræsenteret i tre år som en del af dette

korps af krigsskraldemænd. Straks efter vores ankomst sætter Johan og jeg

os på terrassen ved siden af den tomme swimmingpool sammen med vores

sympatiske svenske chef, Fredrik. Vi taler om mine opgaver. Der er kun

ganske få dage, til Johan skal hjem med det næste FN-fly, og jeg overtager

ansvaret for hele minerydningsoperationen. Så vi aftaler, at jeg allerede

næste dag skal op og se det minefelt, vi arbejder på uden for byen, en halv

times kørsel fra vores villa. Klokken er lidt over 19, mørket har lagt sig over

byen, og med ét bliver der påfaldende stille. Pludselig kan jeg ikke høre en

eneste bil, bus eller lastbil på den ellers trafikerede vej foran huset. Og ingen

summen fra mennesker. Kun den svage lyd af gøende hunde, som strejfer

rundt efter føde. Sådan er det, efter at Taleban har indført udgangsforbud,

fortæller Fredrik. Al færdsel uden for hjemmet efter klokken 19 er en alvorlig

forbrydelse og vil blive straffet hårdt, har de proklameret. Måske er det denne

forbrydelse, staklen i lygtepælen har gjort sig skyldig i ? Trods erindringen om

den hængte mand har jeg stor appetit på maden, som vores afghanske kok

tilbereder, og jeg drikker også en indsmuglet amerikansk øl, inden jeg træt

efter den lange køretur smider mig på sengen på mit værelse på første sal.

Her falder jeg hurtigt i søvn trods lydene af hunde, der glammer, Taleban

pickups, der patruljerer på gaden, og den messende stemme fra højttaleren

på den rabiate Wazir Akbar Kahn-moské et halvt hundrede meter nede ad

gaden. Næste morgen på vej til minefeltet kører vi gennem Kabuls sydlige

bydel. Her ligger stort set alle bygninger i ruiner. Det tidligere så storslåede

præsidentpalads er gennemhullet af kampvognsgranater og mangler næsten

hele taget, men to mænd kravler rundt deroppe med det utaknemmelige job at

lappe det med små blikplader. Minefeltet ligger i højdedragene syd for Kabul

400 meter over byen. Her havde russerne kampstillinger til forsvar af byen

mod angreb fra syd. Feltet breder sig over et område på størrelse med fem

fodboldbaner på forkanten af stillingens løbegrave, og det består af en

femtedel panserminer og resten personelminer. Seks minerydderhold, i alt

150 mand, arbejder otte timer om dagen, seks dage om ugen. Hvert hold med

25 mineryddere har en afghansk holdleder, som med myndig og ansvarsfuld

mine præsenterer sine folk for mig. Jeg hilser på de svedige og trætte

ansigter og præsenterer mig som Johans afløser via vores tolk. De fleste

kigger blot nysgerrigt på deres nye, uskæggede overordnede, men nogle af

de yngste bliver lidt befippede og nervøse. Vi fremmede virker meget

betydningsfulde på mange af dem, og vi repræsenterer en verden, som de

More magazines by this user
Similar magazines