Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

Recommendations

Info

haft militære styrker i landet, har de oprettet kampstillinger, fæstningsværker og baser omkring byer i hele landet. Rundt om alle disse militærinstallationer er panser-og personelminer nedgravet. Derudover har de efterladt store mængder granater, flybomber og raketter, som enten ikke nåede at blive brugt, eller som ikke er eksploderet efter hensigten. Den efterfølgende borgerkrig har kun gjort mineproblemet værre, og det er - stadig i dag - et enormt problem for den almindelige afghaner og hans familie. Præcis som jeg oplevede det i Tjetjenien, bliver mænd, kvinder og børn jævnligt dræbt eller lemlæstet her. Der bliver registreret mellem 250 og 300 mineulykker om måneden i Afghanistan, og dertil kommer alle de tilfælde, som aldrig bliver registreret. I 2001 er omkring 7.000 mineryddere i Afghanistan, som bidrager til det enorme oprydningsarbejde. Alle kommer fra frivillige organisationer eller FN, som med statsmidler ansætter og uddanner lokale afghanere til det hårde og farlige arbejde. DDG har været repræsenteret i tre år som en del af dette korps af krigsskraldemænd. Straks efter vores ankomst sætter Johan og jeg os på terrassen ved siden af den tomme swimmingpool sammen med vores sympatiske svenske chef, Fredrik. Vi taler om mine opgaver. Der er kun ganske få dage, til Johan skal hjem med det næste FN-fly, og jeg overtager ansvaret for hele minerydningsoperationen. Så vi aftaler, at jeg allerede næste dag skal op og se det minefelt, vi arbejder på uden for byen, en halv times kørsel fra vores villa. Klokken er lidt over 19, mørket har lagt sig over byen, og med ét bliver der påfaldende stille. Pludselig kan jeg ikke høre en eneste bil, bus eller lastbil på den ellers trafikerede vej foran huset. Og ingen summen fra mennesker. Kun den svage lyd af gøende hunde, som strejfer rundt efter føde. Sådan er det, efter at Taleban har indført udgangsforbud, fortæller Fredrik. Al færdsel uden for hjemmet efter klokken 19 er en alvorlig forbrydelse og vil blive straffet hårdt, har de proklameret. Måske er det denne forbrydelse, staklen i lygtepælen har gjort sig skyldig i ? Trods erindringen om den hængte mand har jeg stor appetit på maden, som vores afghanske kok tilbereder, og jeg drikker også en indsmuglet amerikansk øl, inden jeg træt efter den lange køretur smider mig på sengen på mit værelse på første sal. Her falder jeg hurtigt i søvn trods lydene af hunde, der glammer, Taleban pickups, der patruljerer på gaden, og den messende stemme fra højttaleren på den rabiate Wazir Akbar Kahn-moské et halvt hundrede meter nede ad gaden. Næste morgen på vej til minefeltet kører vi gennem Kabuls sydlige bydel. Her ligger stort set alle bygninger i ruiner. Det tidligere så storslåede præsidentpalads er gennemhullet af kampvognsgranater og mangler næsten hele taget, men to mænd kravler rundt deroppe med det utaknemmelige job at lappe det med små blikplader. Minefeltet ligger i højdedragene syd for Kabul 400 meter over byen. Her havde russerne kampstillinger til forsvar af byen mod angreb fra syd. Feltet breder sig over et område på størrelse med fem fodboldbaner på forkanten af stillingens løbegrave, og det består af en femtedel panserminer og resten personelminer. Seks minerydderhold, i alt 150 mand, arbejder otte timer om dagen, seks dage om ugen. Hvert hold med 25 mineryddere har en afghansk holdleder, som med myndig og ansvarsfuld mine præsenterer sine folk for mig. Jeg hilser på de svedige og trætte ansigter og præsenterer mig som Johans afløser via vores tolk. De fleste kigger blot nysgerrigt på deres nye, uskæggede overordnede, men nogle af de yngste bliver lidt befippede og nervøse. Vi fremmede virker meget betydningsfulde på mange af dem, og vi repræsenterer en verden, som de
kun har vage forestillinger om. Mindst ydmyg er vores afghanske læge, dr. Koshan, som altid er parat ved minefeltet for at hjælpe ved eventuelle ulykker. Da vi kommer, ligger han henslængt på båren i vores ambulance, men sætter sig brat op, da Johan åbner døren i et ryk. Den kraftige mand kommer på benene, træder med missende øjne ud i eftermiddagssolen og stikker sin kødfulde næve frem mod mig. Nogle enorme hænder med fingre som medisterpølser omslutter min hånd, og en bred mund med unormalt mange tænder blotter sig i sollyset. At være minerydder er en meget struktureret og anstrengende arbejdsproces, især i den bagende afghanske sol. Og farligt arbejde. Dødsensfarligt. Det foregår sådan, at hvert hold får et område på typisk 50 gange 50 meter, som de i kanten markerer med sten malet røde på den ene halvdel, som vender ind mod minefeltet, og hvide på den anden halvdel, som vender ud mod den ufarlige side. Så får hver minerydder tildelt en bane på en meter i bredden, og iført en beskyttelsesdragt af kevlar på fronten og en hjelm med visir foran ansigtet går han i gang med en minesøger. Alle udslag markeres med en rød træklods. Dernæst stikker minerydderen sin lange spidse kniv i en vinkel på 30 grader ned i jorden, centimeter for centimeter. Når han nærmer sig de røde klodser, skal han være ekstra forsigtig og bruge små river og spartellignende skovle til at fjerne al jord omkring minen. Og det skal gøres gelinde. Nogle miner aktiveres allerede ved en vægt på fem kilo, som et fast håndtryk, og de er rigeligt store til at lemlæste minerydderen, endda dræbe ham, hvis han er uheldig. Når minen er afdækket, markeres den med en pløk med rød plasticstrimmel, og minerydderen lukker sin bane og fortsætter på en ny bane. Cirka en time før fyraften stopper så alt rydningsarbejdet, og der placeres over alle minerne retningsbestemte ladninger, som bliver serieforbundet og bortsprunget på én gang. Det er den skægge del af arbejdet, og det tager den overordnede sig som regel af. I dag Johan og jeg sammen. Vi trækker sprængsnor mellem dagens fangst af miner, placerer detonatorerne og beordrer alle til at søge læ i dækningsbunkeren, inden vi giver signal til den kommende sprængning og trykker på udløserknappen. Et dybt og hult brag ryster sandet af siderne på dækningsbunkeren, og Afghanistan er nu blevet lidt rigere på sikker og farbar jord. Min første sprængning i Afghanistan fejrer Johan og jeg med nogle hårde løbepas op og ned ad den godt to kilometer lange grusvej ved minefeltet i den tynde luft. Vi er begge træningsnarkomaner, og løbetræning er ilde set i Kabul. Selv herude i et øde område må vi løbe i skjorte og lange bukser. At vise bar mave og bare ben er syndigt ifølge Taleban, og de har alle vegne øjne til at våge over, at deres middelalderlige love bliver overholdt. 7 - Omgivet af Taleban Jeg er så småt ved at finde mig til rette i mit nye job og mine nye omgivelser i Kabul. De første par uger er intense med de nye opgaver og nye samarbejdspartnere i minerydningsmiljøet, som jeg skal lære at kende. Jeg bruger også en masse tid på at skrive rapporter til vores økonomiske sponsorer - EU, DANIDA og SIDA (den svenske pendant til DANIDA) - og jeg tilretter vores procedurer, så de er i overensstemmelse med det overordnede regelsæt fra FN's minerydningsprogram. Vores stab er jeg også blevet fortrolig med . I DDG-villaen har vi udover gartneren og kokken hjælp fra en tjenestepige, som dog er mand - kvinder må ikke arbejde. Som mellemledere
Page 2 and 3: 1 - Derfor jægersoldat Vi blæser
Page 4 and 5: nu, er det dybt kritisk. Så er vor
Page 6 and 7: og kommer altid i den bedste fjerde
Page 8 and 9: uniform og støvler svømmer i 7-10
Page 10 and 11: at blive fuldbyrdet jæger . En af
Page 12 and 13: er op til mig, min faldskærm og hi
Page 14 and 15: »Dannerboots« militærstøvler, o
Page 16 and 17: sædvanlige, for udover at være bl
Page 18 and 19: Bolivia, hvor jeg fotograferer for
Page 20 and 21: mennesker blevet bortført. Mange d
Page 22 and 23: sit liv er han dybt afhængig af si
Page 24 and 25: tage et billede, hvilket jeg lader
Page 26 and 27: hjælp fra USA penge og våben til
Page 28 and 29: og selvsikkerhed, som ikke passer t
Page 32 and 33: har vi en halv snes afghanere med a
Page 34 and 35: terrassen med Fredrik. Jeg pakker m
Page 36 and 37: med at rydde et større minefelt om
Page 38 and 39: lokalbefolkningen til at færdes si
Page 40 and 41: sættes i forbindelse med terrorang
Page 42 and 43: december efter amerikansk ønske me
Page 44 and 45: omkring 800 infanterister fra det a
Page 46 and 47: patruljerne og mine kammerater der.
Page 48 and 49: 10 - Operativ Ikke alene kan jeg en
Page 50 and 51: klatreudstyr. Ud fra studier af kor
Page 52 and 53: nedadgående og opadgående drej f
Page 54 and 55: og det virker som en øredøvende l
Page 56 and 57: knotten bjørn. Vidste jeg ikke bed
Page 58 and 59: tilbereder og spiser min ration fry
Page 60 and 61: øvhuller?« hvæser han. »Vi har
Page 62 and 63: Vi slører ansigterne, tjekker våb
Page 64 and 65: De er kun få meter fra bygningerne
Page 66 and 67: kaldt sammen og får overbragt en o
Page 68 and 69: kampstillinger med maskingeværer o
Page 70 and 71: præget af daglige tæsk, og det gj
Page 72 and 73: der klokken 10.00, men min forbande
Page 74 and 75: investeret i ny infrastruktur, blan
Page 76 and 77: selvmordsbombere og sendt mod mål
Page 78 and 79: esynderlig måde til nedslagene. Vi
Page 80 and 81:
nemt et mål. Den tunge pansring g
Page 82 and 83:
noget, der gik ham på. Særlig udt
Page 84 and 85:
den amerikanske patrulje. Den kraft
Page 86 and 87:
følsomme, og det er oftest betydni
Page 88 and 89:
ander. Jeg ruller vinduet ned og k
Page 90 and 91:
at høre musik fra butikker og bile
Page 92 and 93:
Nogle kilometer senere når vi den
Page 94 and 95:
højdemåler. Den er mit vigtigste
Page 96 and 97:
første mand når døren, er jeg s
Page 98 and 99:
thumbs up til de britiske loadmaste
Page 100 and 101:
for det næste halve minuts tid ska
Page 102 and 103:
fungere som et depot med raketter,
Page 104 and 105:
gennem den tætte palmelund, og jeg
Page 106 and 107:
palmer og buske. Palmelunden er tyn
Page 108 and 109:
endnu, er det den samme fornemmelse
Page 110 and 111:
mindste lyd vil afsløre os. Lyddis
Page 112 and 113:
og finder en ny stilling. På den m
Page 114 and 115:
ødhårede patruljefører, Kenneth,
Page 116 and 117:
Beredskab 15 minutter. Klargør jer
Page 118 and 119:
fået brandskader. Frederik og Chri
Page 120 and 121:
under ekstremt svære og risikable
show all

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?