Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

mennesker blevet bortført. Mange dukker aldrig op igen og likvideres blot, når
løsepengene ikke kan betales, og det skønnes, at omkring 500 stadig holdes i
fangenskab i jordhuller og mørke, fugtige kældre. Risikoen for kidnapning er
særlig udpræget for vesterlændinge, der anses for lukrative mål og omtales
som walking money. Mange journalister og nødhjælpsarbejdere fra Vesten er
blevet kidnappet af kriminelle bander og den lokale mafia. En af de mest
omtalte er Camilla Carr og hendes kæreste Jon James, som i 1997 tog til
Tjetjeniens hovedstad Groznyj for at åbne et rehabiliteringscenter for børn
med krigstraumer. Tre måneder efter det engelske pars ankomst blev de
begge kidnappet af tjetjenske oprørere, og igennem de næste 14 måneder
blev de begge tortureret og hun voldtaget et utal af gange af sin fangevogter,
inden parret blev løsladt mod en løsesum. Såvel den britiske som den
russiske regering afviser at have betalt løsepenge for deres frigivelse, og der
spekuleres i , at den London-bosiddende russiske milliardær Boris
Berezovsky har betalt de tjetjenske kidnappere. Det er denne virkelighed, jeg
er på vej imod, da jeg en sen aften i oktober 2000 sætter mig ind i det
russiske indenrigsfly fra Moskvas Domodedovo-lufthavn til Nazran.
Lufthavnen er indhyllet i en snestorm, så flyet holdes tilbage, og da det gives
fri efter en time, kommer den russiske kaptajn slingrende hen mod cockpittet
helt sprutrød i hovedet og iført en stor pels-hat. Det bekræfter på
foruroligende vis mine fordomme om indenrigsflyvning i dette land. Og det
bliver ikke bedre af, at kabinen i det lille Tupolev-jetfly rasler og brager ud ad
startbanen, mens plasticposer falder ud af bagagehylderne, og enorme
russiske koner bladrer i deres kulørte magasiner. Et par dage efter min
ankomst er jeg allerede faldet godt til i jobbet. Jeg har fået indrettet mit lille
kontor med computer og printer og har kæmpet med at få en
internetforbindelse op at køre, så rammerne er på plads. Nu gælder det om at
gøre en humanitær forskel. I lærerværelset, der støder op til mit kontor,
underviser jeg mine 15-20 lokale medarbejdere. De er alle tjetjenere, de fleste
kvinder i alderen 20-40 år, men også to mænd i begyndelsen af tyverne, og
de har næsten alle en yderst traumatisk baggrund fra de sidste ti års
kamphandlinger i deres hjemland. De bor alle i de omkringliggende
flygtningelejre, og mange af deres mænd, koner, børn eller forældre er døde
eller simpelthen bare forsvundet som følge af krigen. Men på trods af deres
situation - eller måske på grund af den - udviser de en forbløffende gejst og
moral i deres arbejde med at oplyse om faren fra miner i regionen. Jobbet er
efter lokale forhold særdeles vellønnet, og de hænger virkelig i for at være
rustet til at lære deres landsmænd om den sidste, opdaterede viden om
minefaren i regionen. Jeg tager kontakt til flygtningelejre, skoler og andre
offentlige instanser for at koordinere undervisningen. Og vi organiserer
lærerne i små mobile teams, som vi sender rundt i regionen i op til en uge ad
gangen. Det er et risikofyldt arbejde. Lærerne kører ofte rundt i områder, hvor
der er regulære kampe mellem russere og tjetjenske oprørere. Men indsatsen
er en stor succes, fordi lærerne når ud til områder, hvor der næsten aldrig
informeres om minefaren, og hvor de kan uddele de plancher og foldere, som
de selv har fabrikeret og lamineret til børn og deres familier. På grund af
succesen vil vi gerne have flere lærere. Da vi lader rygtet sive, bliver vi straks
bombarderet med henvendelser fra kvinder, mænd og såmænd også enkelte
børn, som alle påstår, at netop de er perfekte til jobbet. Peter og jeg brænder
nær fingrene, idet også vores livvagter insisterer på, at deres fætre, kusiner