Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

mennesker blevet bortført. Mange dukker aldrig op igen og likvideres blot, når

løsepengene ikke kan betales, og det skønnes, at omkring 500 stadig holdes i

fangenskab i jordhuller og mørke, fugtige kældre. Risikoen for kidnapning er

særlig udpræget for vesterlændinge, der anses for lukrative mål og omtales

som walking money. Mange journalister og nødhjælpsarbejdere fra Vesten er

blevet kidnappet af kriminelle bander og den lokale mafia. En af de mest

omtalte er Camilla Carr og hendes kæreste Jon James, som i 1997 tog til

Tjetjeniens hovedstad Groznyj for at åbne et rehabiliteringscenter for børn

med krigstraumer. Tre måneder efter det engelske pars ankomst blev de

begge kidnappet af tjetjenske oprørere, og igennem de næste 14 måneder

blev de begge tortureret og hun voldtaget et utal af gange af sin fangevogter,

inden parret blev løsladt mod en løsesum. Såvel den britiske som den

russiske regering afviser at have betalt løsepenge for deres frigivelse, og der

spekuleres i , at den London-bosiddende russiske milliardær Boris

Berezovsky har betalt de tjetjenske kidnappere. Det er denne virkelighed, jeg

er på vej imod, da jeg en sen aften i oktober 2000 sætter mig ind i det

russiske indenrigsfly fra Moskvas Domodedovo-lufthavn til Nazran.

Lufthavnen er indhyllet i en snestorm, så flyet holdes tilbage, og da det gives

fri efter en time, kommer den russiske kaptajn slingrende hen mod cockpittet

helt sprutrød i hovedet og iført en stor pels-hat. Det bekræfter på

foruroligende vis mine fordomme om indenrigsflyvning i dette land. Og det

bliver ikke bedre af, at kabinen i det lille Tupolev-jetfly rasler og brager ud ad

startbanen, mens plasticposer falder ud af bagagehylderne, og enorme

russiske koner bladrer i deres kulørte magasiner. Et par dage efter min

ankomst er jeg allerede faldet godt til i jobbet. Jeg har fået indrettet mit lille

kontor med computer og printer og har kæmpet med at få en

internetforbindelse op at køre, så rammerne er på plads. Nu gælder det om at

gøre en humanitær forskel. I lærerværelset, der støder op til mit kontor,

underviser jeg mine 15-20 lokale medarbejdere. De er alle tjetjenere, de fleste

kvinder i alderen 20-40 år, men også to mænd i begyndelsen af tyverne, og

de har næsten alle en yderst traumatisk baggrund fra de sidste ti års

kamphandlinger i deres hjemland. De bor alle i de omkringliggende

flygtningelejre, og mange af deres mænd, koner, børn eller forældre er døde

eller simpelthen bare forsvundet som følge af krigen. Men på trods af deres

situation - eller måske på grund af den - udviser de en forbløffende gejst og

moral i deres arbejde med at oplyse om faren fra miner i regionen. Jobbet er

efter lokale forhold særdeles vellønnet, og de hænger virkelig i for at være

rustet til at lære deres landsmænd om den sidste, opdaterede viden om

minefaren i regionen. Jeg tager kontakt til flygtningelejre, skoler og andre

offentlige instanser for at koordinere undervisningen. Og vi organiserer

lærerne i små mobile teams, som vi sender rundt i regionen i op til en uge ad

gangen. Det er et risikofyldt arbejde. Lærerne kører ofte rundt i områder, hvor

der er regulære kampe mellem russere og tjetjenske oprørere. Men indsatsen

er en stor succes, fordi lærerne når ud til områder, hvor der næsten aldrig

informeres om minefaren, og hvor de kan uddele de plancher og foldere, som

de selv har fabrikeret og lamineret til børn og deres familier. På grund af

succesen vil vi gerne have flere lærere. Da vi lader rygtet sive, bliver vi straks

bombarderet med henvendelser fra kvinder, mænd og såmænd også enkelte

børn, som alle påstår, at netop de er perfekte til jobbet. Peter og jeg brænder

nær fingrene, idet også vores livvagter insisterer på, at deres fætre, kusiner

More magazines by this user
Similar magazines