Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

På de fleste af hoteltagene kan helikopterne nemlig ikke lande, fordi de er for
tunge. Vi tænker også på vores egen sikkerhed på tagene. Hvis vi kommer i
en situation, hvor det gælder vores liv, og alle andre muligheder er udtømte,
har vi en joker i ærmet. Vi har pakket vores faldskærme på en særlig måde,
så de udløser væsentlig hurtigere end nor-malt. Så kan vi springe ud fra
hoteltagene. Det kaldes »basejump«, noget enkelte jægere - frivilligt -
praktiserer i deres fritid. Basejump er utrolig risikabelt, dels på grund af
hotellernes beskedne højde, dels på grund af de uforudsigelige og ofte
turbulente vindforhold mellem høje bygninger i en by. Under topmødet er alle
tilgængelige helikoptere fra Forsvaret i beredskab. De gamle og trofaste S-61
redningshelikoptere, Søværnets Lynx-helikoptere og Hærens noget mindre
Fennecs står klar på militære områder og kaserner i og omkring København.
Og klar ved dem står jægerpatruljer, der både som røgdykkere og
antiterrorsoldater kan fastrope ned på hotellerne og indsættes sammen med
Politiets Aktionsstyrke. I havnebassiner og kanaler patruljerer
Frømandskorpset med dykkere og hurtiggående RIB-både. Topmødet følges
af omkring 15.000 »antiglobaliseringsaktivister« fra det meste af verden, men
trods enkelte demonstrationer og mindre optøjer udvikler det sig ikke
dramatisk. Der bliver heller ikke brug for at indsætte Jægerkorpset eller andre
af de involverede enheder, så vi nøjes med at tilbringe tre døgn på standby på
hotelværelser og københavnske, militære installationer. Politisk afføder
topmødet beslutningen om optagelse af ti nye medlemslande i EU, og det
påstås af folk med forstand på den slags, at det både politisk og
organisatorisk har været en succes. Jeg ved bare, at det har været en
sikkerhedsmæssig succes.
13 - Livvagt i verdens hotspot
Ambassaden ligner nu mere en fæstning end et hus. Vi har de sidste seks
uger knoklet for at forberede det 700 kvadratmeter store hus til et nyt liv. Indtil
for et års tid siden var det et ganske almindeligt hus for en velhavende irakisk
familie i et af de velbeslåede kvarterer i byen. Nu er det blevet genfødt som
den danske ambassade i centrum af en regulær krigszone i verdens farligste
by, Bagdad. Vi har fået bygget en tre meter høj mur, som omkranser hele
grunden, og som kan modstå kraftig maskingeværild og nedslag fra mortérer
og raketter. Vi kan ikke gardere os helt mod en selvmordsbombe fra vejen,
men muren vil i hvert fald dæmpe effekten betydeligt. Det eneste, der bryder
det massive murværk, er to kraftige metalporte og en enkelt metaldør, som er
de eneste adgange til ambassaden. Fra metaldøren er der bygget en sluse,
nærmest som et aflangt bur, ind mod husets kontorafdeling, der benyttes af
gæster med officielle ærinder, visumansøgninger og lignende. En tekniker er i
gang med at installere kameraer på alle ambassadens hjørner, så der ikke er
en eneste krog af haven og grunden, som vi ikke kan overvåge inde fra
bygningen på alle tidspunkter af døgnet. På muren og taget er der monteret
kraftige projektører, som oplyser haven, indkørslen og vejen, når mørket
sætter ind. En kæmpemæssig generator er blevet sat op i garagen, så de
daglige strømsvigt fra Bagdads meget usikre elforsyning ikke gør livet surt for
os. Desuden har samtlige vinduer fået klæbet et lag blastfilm på, så de ikke
splintrer ved trykpåvirkninger fra en eventuel bombesprængning. Og under
den bagende sol har vi fyldt sække med sand og slæbt dem og diverse
cementblokke op på terrassen og det flade tag, hvor vi har indrettet mindre