Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

er op til mig, min faldskærm og himlen over Aalborg. »To minutter«. Vi vender
os alle om med front mod rampen. Mike vinker os længere frem. Jeg er den
bagerste i rækken, og de fire springere foran mig fremstår i en klar silhuet fra
det kraftige sollys. I et surrealistisk indfald minder de mig mest af alt om fire
pingviner med deres stive små skridt. Mike klapper atter hænderne sammen
og løfter én finger. »Et minut«. Jeg mærker mit hjerte slå hårdt og glemmer alt
om sved og den elendige komfort, da jeg nu for første gang kan se et fint,
detaljeret landkort fremstå under mig. Det er et mageløst syn. Jeg kan ane
den sydlige spids af Norge, Skagen ligger til venstre, en by nede til højre på
østkysten må være Randers, i midten ligger Aalborg og lige nord for
Limfjorden flyvestationen, som er vores mål. Vi rykker tæt op ad hinanden i en
række, da det er vigtigt at komme ud af flyet meget hurtigt efter hinanden.
Flyet har i den tynde luft i denne højde en hastighed på 650 km i timen mod
omkring 350 ved normal flyvehøjde. Så hvis afstanden mellem vores udspring
bliver for stort, er det næsten umuligt at lokalisere hinanden og svæve som
perler på snor til en samlet landing. »10 sekunder«. Det sidste tidssignal
gives, og forreste mand rykker helt hen til kanten af rampen. Den røde lampe i
hver side af rampen lyser klart. Mike holder sin hånd på forreste mands
skulder og iagttager lampen, som inden for ganske få sekunder slukkes. Så er
der grønt. Mike klapper den første mand hårdt på skulderen. Han lader sig
med åbne arme falde ud over rampen for derefter at forsvinde. Jeg kæmper
mig med små, patetiske skridt frem lige bag Morten. Han får klappet af Mike,
og uden tøven, men sikkert og scenevant begiver han sig ud på sin helt egen
lille fornøjelsestur. Da jeg springer, rammes jeg de første par sekunder af fart
og turbulens, og mine beskyttelsesbriller dugger, så jeg næsten ikke kan se
noget. Jeg får dog et glimt af en springer, som netop har trukket sin skærm.
Det må være Morten, og det ser helt roligt og kalkuleret ud. Jeg har mine
arme halvt udstrakte for at øge stabiliteten i faldet. Rygsækken føles fin og
afbalanceret. Jeg finder mit udløserhåndtag med højre hånd og kompenserer
denne bevægelse med venstre arm, som jeg drejer ind under mit hoved. Så
trækker jeg i håndtaget, strækker armene fremefter og er klar til at modtage
rykket fra faldskærmen, der tager luft ind. Men selv ikke de mest bistre
formaninger om de kræfter, man med 650 km i timen er oppe imod i denne
højde, forbereder mig på det ekstreme ryk, jeg oplever ved opbremsningen.
Jeg bliver kastet frem i seletøjet og har ingen kontrol over mine bevægelser.
Trykket presser luften ud af mine lunger, og jeg hører mig selv stønne højlydt.
Jeg hænger dog stadig i seletøjet og fatter mig, kigger op og konstaterer, at
faldskærmen er foldet ud og alle skærmens celler fint fyldte med luft. Min
skærm er bærende. Men i det samme mærker jeg en isnende kold vind piske
mod mit ansigt og en stikkende følelse i mine læber og mund. Netop den
følelse må man ikke mærke, når man hænger i sin faldskærm i 10 kilometers
højde. Jeg ved præcis, hvad der er sket: Min iltmaske er sprunget op i højre
side og hænger nu og dingler kun i den venstre lås. Det er rigtig skidt. Udover
en fejlfunktion i faldskærmen er denne situation en af dem, man frygter mest.
Uden ilt i denne højde vil jeg besvime i løbet af meget kort tid. Jeg kender min
egen begrænsning ud fra kontrollerede forsøg på Flyvemedicinsk Institut på
Rigshospitalet og ved, at jeg kun har cirka 30 sekunder, inden jeg besvimer
og svæver livløs rundt uden at have indflydelse på, hvor jeg ender. I værste
fald bliver det næste halve minut mit sidste i levende live, og jeg er fuldt
bevidst om alvoren. Og dilemmaet. Jeg kan tage mine luffer af og forsøge at