Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

og jeg er sikker på, at hvis jeg kan blive jægersoldat, kan jeg gå på vandet, og
resten af mit liv vil blive en leg. Fra da af brænder jeg for mit mål, og de næste
seks år af mit unge liv er det hele min drivkraft. Alt andet synes mere eller
mindre ligegyldigt. Drømmen om den bordeauxrøde baret er lokomotivet, der
skal føre mig til målet. Jeg er født i 1967 og vokset op i Charlottenlund nord
for København. Min far var jurist og historiker og underviste på Københavns
Universitet. Min mor er uddannet lægesekretær, men til glæde for mig og min
fem år ældre bror, der i dag er jurist, var hun mest hjemmegående. Det var et
trygt og ressourcestærkt hjem. Mine forældre satte ingen begrænsninger i
form af stramme forventninger eller krav. De havde ikke ambitioner på mine
vegne, men bakkede altid op om de valg, jeg traf. Jeg blev dog også opdraget
lidt konservativt efter den gamle skole, hvad angår manerer og pli, og jeg
kunne godt få en endefuld, men så havde jeg fortjent det, og jeg har bestemt
ikke taget skade. Generelt er jeg glad og nem som dreng. Fra jeg er helt lille,
elsker jeg naturen og kan få timer til at gå med at lege, pille og rode i den. Jeg
går altid foran huset og kigger ned i gruset, så mine forældre bliver nervøse
for, om der er noget galt med mit syn. Og allerede fra jeg knap kan gå, prøver
jeg at gå uden om myrer på min vej. En beskyttertrang over for dyr, som har
holdt ved. Jeg er også meget sportsligt aktiv. Dyrker svømning, badminton,
tennis, fodbold, løb, orienteringsløb, vægttræning og salonriffel, og allerede
fra jeg er seks år, leger jeg meget soldat. Da jeg er otte-ni år, køber jeg for
mine opsparede midler en portugisisk camouflageuniform pr postordre, og
min ven Frederik og jeg begynder at sætte vækkeuret til om natten, hvor jeg
trækker i min uniform. Og uden at mine forældre ved det - og det gør de
stadig ikke - lister jeg ud af huset og over i skoven, hvor vi bygger baser og
huler og lister rundt og patruljerer. Vi har også en legetøjskajak med indianere
på, som vi maler camouflagegrøn med spraymaling og sejler over voldgraven
ved Charlottenlund Fort. Her laver vi kommandoraids mod folk på
campingpladsen. Vi laver små hjemmelavede sprængladninger af kanonslag,
hvor vi forlænger lunten med lidt krudt, så det giver en forsinkelse på 10-15
sekunder, så vi kan nå væk eller i skjul bag buske, når campisterne bliver
vækket og kommer ud og råber ad os. I skolen er jeg middelmådig og
fraværende. Jeg sidder og tænker på sport, natur og soldaterliv, og det bliver
skelsættende for mig, da vi skal i erhvervspraktik i 8. klasse i november 1980.
Jeg skal en uge til Livgarden i København og tager forberedelsen meget
alvorligt. Adskillige måneder før går jeg i gang med skrap styrketræning, løb,
terrænløb, løb med tung rygsæk og forhindringsbane. Af en nabo, som er
tidligere hjemmeværnsmand, låner jeg en gammel hjemmeværnsuniform og
et par udslidte støvler, som jeg løber rundt i i skovene. Mine venner og familie
minder mig gentagne gange om, at det bare er erhvervspraktik. Men jeg
insisterer på, at det er vigtigt for mig at præstere bedst muligt i løbet af den
uge. Det bliver en helt fantastisk uge for mig. Vi er fem praktikanter, og en
overkonstabel af 1. grad tager os igennem dagene og øvelserne. Vi kommer
på skydebane og skyder med et gevær M/75 7.62 mm, der er mange gange
kraftigere, end noget jeg tidligere har prøvet, så det giver et større rekyl og
river godt i skulderen - en stor oplevelse. Vi løber i kampvognsspor, op og
ned, op og ned, og konstabelen kører bag os i militærjeep og presser os
fremad, hvilket jeg elsker, for så kan jeg rigtig vise, at jeg er i god form. Hver
morgen deltager vi også i Livgardens morgentræning, og jeg kan som 13-årig
sagtens matche de professionelle soldater. Jeg distancerer faktisk de fleste