Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

har vi en halv snes afghanere med ansvar for cirka 250 lokale, der er ansat

holdvis som mineryddere, små mobile hold, der tager sig af ueksploderet

ammunition i området, lægehold og mekanikere til vores cirka 20 køretøjer.

Det nærmer sig en hverdag for mig, og jeg har besluttet mig for, at jeg i dag vil

køre op til minefeltet og lade mig rutinere i rydningsprocedurerne. Jeg har dog

lige et ærinde først. Min chef Fredrik har om morgenen meddelt mig med et

smørret grin, at jeg skal til køreprøve i det talebanske trafikministerium. Jeg er

blevet indkaldt til en teoriprøve, og først derefter kan jeg blive erklæ ret egnet

til at færdes i den afghanske infrastruktur på egen hånd. En smule skeptisk

møder jeg op i ministeriet og bliver henvist til det kontor, som har med

udstedelse af kørekort og teoriprøver at gøre. Jeg banker på døren, hører

intet svar, men træder ind. Lokalet er mørkt og støvet. Et lille vindue lyser

knap rummet op. Bag et kæmpe skrivebord sidder en lille gammel mand med

et stort hvidt skæg og rynkede, krogede fingre flettet foran sig på bordet. Han

kigger op på mig med en højtidelig mine, og lige så betydningsfuld forsøger

hans drengede assistent at se ud. De hilser begge på mig med et nik, og den

gamle mand hvisker en meddelelse i øret på assistenten, som ivrigt skynder

sig over til den ene væg, hvor der er placeret en tavle med et meget utydeligt

vejsystem. Så tænder chefen en kontakt bag bordet, og tavlen lyser op, men

jeg må stadig anstrenge mig for at se detaljerne. Samtidig småløber drengen

tilbage til sin chef, som hvisker ham endnu en meddelelse i øret, hvorpå han

skynder sig tilbage, peger på en rundkørsel på tavlen og spørger på næsten

uforståeligt engelsk: »What you do here?« Jeg undrer mig lidt over

spørgsmålet, men svarer, at såfremt der er en færdselsbetjent i rundkørslen,

vil jeg afvente hans anvisninger. Og hvis rundkørslen er ubemandet, vil jeg

tage hensyn til trafikken og køre frem, når jeg mener, at det er

hensigtsmæssigt. Drengen kigger op i loftet, som om han virkelig reflekterer

over mit dybdegående svar og løber så tilbage for at overbringe det til den

gamle, der ser ud, som om han er ved at revne af nysgerrighed. De hvisker

lidt frem og tilbage, mens de skuler til mig, hvorefter den gamle udtrykker et

anerkendende smil, der afslører en overmund med kun en ensom tand. Så

trykker hans krogede finger højtideligt på en af to store kontakter, han har på

sit bord, og en pære over skrivebordet lyser grønt. Mit svar har antagelig vakt

tilfredshed. Så hvisker de igen, og drengen løber retur til tavlen, hvor endnu

en trafikal situation bliver præsenteret for mig, og sådan gentager seancen sig

med endnu en grøn pære som udfald. Endnu en gang lyser den gamle op i sit

næsten tandløse smil, og denne gang giver han også et lykønskende

håndtryk. Jeg har bestået min køreprøve. Efter den surrealistiske teoriprøve

kører jeg op til minefeltet udstyret med mit nye kørekort. Da jeg ankommer,

informerer jeg en af holdlederne om mit ærinde, så han er klar over, at jeg går

i gang i minefeltet på lige fod med de afghanske mineryddere. Jeg ifører mig

den ukomfortable, ti kilo tunge kevlarvest, tager hjelm og ansigtsvisir på og

griber en minesøger. Der er en ledig bane i den del af minefeltet tættest på

køretøjerne, og jeg vælger at starte der. Efter en time dugger visiret, jeg

tapdrypper af sved, mine knæ er ømme, og min nakke føles, som om den

syder under solens stråler. Jeg tænker på vores mineryddere, som ligger her

otte timer om dagen, seks dage om ugen og kan ikke allerede holde pause.

Jeg nøjes med at tage en tår vand og fortsætter den træge og psykisk

udmattende proces. Efter nogen tid indikerer minesøgeren et udslag fra metal

i jorden. Mest sandsynligt en mine. Så nu skal der ikke være nogen bratte,

More magazines by this user
Similar magazines