Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

terrassen med Fredrik. Jeg pakker mit udstyr sammen og kører ad den lille grusvej fra minefeltet ned mod Talebans checkpoint, der ligger lige efter et lille sving. Før svinget sagtner vi altid farten, så de to ældre talebanere på posten ikke bliver overraskede. Men det gør de tilsyneladende alligevel denne eftermiddag. Min siderude er rullet ned, og jeg hører tydeligt tre-fire karakteristiske overlydsknald fra et automatvåben. Jeg hamrer bremsen i og kaster mig ud ad døren og ned i grøften ved siden af bilen. Her trykker jeg mig et minuts tid og kravler så hen bag en sten, hvor jeg i dækning kan kigge de hundrede meter ned ad vejen mod checkpointet. Her møder mine øjne den ene af de to talebanere bag kæden, som er spændt over vejen. Han står med et fjoget grin og vinker med sin ene hånd og med sin AK-47 i den anden, som om alt er i skønneste orden. Jeg kan kende ham og ved, at han også ved, hvem jeg er, fordi han kender minefeltet, og min Land Cruiser har let genkendelige, lange antenner på køleren. Han syntes åbenbart bare, at der skulle ske noget særligt i dag. Først komedien i det såkaldte trafikministerium, så udmarvende minerydning i bagende sol og en dramatisk ulykke i minefeltet og sidst beskydning. Lortedag. Vi fortsætter ufortrødent vores minerydning hen over sommeren 2001. Ud over minefeltet tager vi os også af al den ueksploderede ammunition, som ligger og flyder mange steder i Kabul og i de omkringliggende provinser. Vi har en såkaldt ammunitionsrydningstjeneste eller EOD, Explosive Ordnance Disposal. Det er små, mobile hold på to-tre køretøjer og 10-12 mand, der kører rundt og bortsprænger den UXO - ueksploderet ammunition - der ofte bare ligger og flyder på jorden, hvor der tidligere var ammunitionsdepoter og forsvarsstillinger. Områder, som bliver benyttet af kvinder og børn, har vores største fokus. Det er skoler, landsbyer, og hvor landsbyboerne henter vand. Problemet er, at mange af de lokale simpelthen ikke ved, at de efterladte granater og raketter er farlige. Til vores gru ser vi derfor indimellem både børn og voksne, der slæber rundt på dødsensfarlig ammunition, som kan eksplodere, hvornår det skal være. Til at styre EOD-delen er min svenske kollega Rasmus en meget kompetent herre, godt hjulpet af en legende inden for EODmiljøet, engelske Peter Le Soirre, som vi hyrer som konsulent. Han er på dette tidspunkt midt i halvtredserne og rigeligt millionær i pund, men komplet ligeglad med stort set alt andet end miner og ueksploderet ammunition. Selv de få ferier, han holder, tilbringer han med at dykke efter ueksploderet søammunition. En dag kommer han også ud for en ulykke på vores kontor. Han sidder i stolen og er ved at undersøge en kinesisk håndgranat, da den pludselig hvæser og hvisler ad ham. Han når kun at kaste den nogle meter ind i stuen, før den eksploderer. Peter bliver ramt af et stort antal metalfragmenter over hele kroppen og i ansigtet og bliver indlagt på et lokalt hospital. Her går der koldbrand i næsten hele hans krop, så han overflyttes til et militærhospital i Kabul, der sørger for, at han kommer sig fuldstændig. En søndag eftermiddag tager jeg med Rasmus, da han af FN bliver bedt om at tjekke en UXO-lignende genstand i udkanten af byen ved kongepaladset. Vi pakker bilen, kører derud og besigtiger området, hvor en genstand, der stikker op af jorden med sin runde udformning, mistænkeligt ligner en ueksploderet pansermine. Hurtigt stimler flere hundrede lokale sammen om os, så det nærmest er umuligt at holde dem i sikkerhedsafstand, men vi får dog forklaret dem, at genstanden kan være meget farlig, så folk holder sig en anelse på afstand. Iført sikkerhedsudstyr afdækker vi langsomt genstanden og er ekstra opmærksomme på, om en luremine bliver aktiveret,

More magazines by this user
Similar magazines