Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

deres arbejde ordentligt. Også om natten er der altid en af os på vagt for at
overvåge dem. Overblik over situationen i Bagdad er dog det, vi bruger mest
tid på. Vi har i vores operationsrum computere, printere og et utal af kort over
byen og Irak, og det er også her, vi har alt vores hemmelige og krypterede
kommunikations-og radiomateriel låst ned i store kasser. Det er herfra, vi
strukturerer de informationer, som har betydning for vores færden som
livvagter. Informationer om hvor og hvilke blodige slag der udkæmpes mellem
soldater fra koalitionen og de fjendtlige militser, om det store antal
vejsidebomber og om baghold, mortér-og raketangreb, som dagligt resulterer i
et forstemmende antal døde og sårede soldater - det er alt sammen faktorer,
der påvirker vores beslutninger, når vi planlægger ruter og destinationer på
vores daglige ture i de dødsensfarlige gader og stræder i Bagdads Red Zone,
Den Røde Zone, som næsten er hele Bagdad. Det eneste såkaldt sikre
område er Green Zone, Den Grønne Zone. Den er cirka ti kvadratkilometer
stort, bombesikkert indhegnet og tungt bevogtet område, som er hjemsted for
koalitionsstyrkernes styre af landet og de fleste udlændinge og journalister i
byen. Også vores biler har gennemgået en forvandlingsproces. De sorttonede
og tungt pansrede Toyota Land Cruisere og vores Mercedes 600 med 500
hestekræfter - kaldet The Beast - er udstyret med såkaldte run-flat-tires, som
gør bilen i stand til at fortsætte et betydeligt antal kilometer på flade dæk. De
er desuden proppet med elektronisk udstyr som GPS, satellitkommunikation,
langtrækkende radioer og elektroniske jammere til forsvar mod
vejsidebomber. Vi har også koblet alle airbags fra, hvis vi skal bruge bilen
som rambuk. Mange livvagter er i forbindelse med baghold blevet stoppet af
fjendens biler, der kører ud fra sideveje og blokerer dem. Vi vil kunne trænge
igennem disse hindringer på vejen, uden at bilens airbags aktiveres og
dermed risikere at blokere udsynet og brække hænder eller arme på bilens
kører og passager. Vi har selvfølgelig også helt klare regler for færdsel i byen,
og for alle tilfældes skyld har vi også forberedt nød-og evakueringsplaner,
både ud af Bagdad og helt ud af landet. Ligesom vi har indrettet et særligt
sikret rum i ambassaden med forsyninger af mad og drikke, så vi kan klare os
i ugevis uden at skulle ud. Igen og igen indøver vi procedurer ned til mindste
detalje. På en af de nærliggende store pladser træner vi simulerede angreb
fra vejsidebomber, hvor vi skal skifte bil under fjendtlig beskydning. Vi træner
dækskifte på de pansrede køretøjer på tid. Og midt om natten afholder vi
alarmeringsøvelser, så hver eneste af os stadig halvsovende præcist kender
sin opgave og sit ansvar. Når ambassadøren er med , og vi kører i Den Røde
Zone, har jeg fornøjelsen af at være The gimp, en rolle som er opkaldt efter
den amerikanske film »Pulp Fiction« fra 1994, hvor en læderklædt galning,
The Gimp, hives op af en kiste til »særlige« lejligheder. Ikke at jeg er gal eller
optræder i læder, men forholdene bagerst i en Land Cruiser er lige så trange
og ukomfortable som i en kiste. Som gimp er det mit ansvar at sikre os bagud
under kørsel og nedkæmpe trusler, som måtte nærme sig bagfra, og trods
den trange plads har jeg med omhu fået indrettet en mindre kampstilling med
et maskingevær, røggranater, håndgranater, mandbårne raketter og et
arsenal af ammunition. Det er mindre end et år siden, at diktatoren Saddam
Hussein styrede landet med en blodig jernnæve. I 24 år torturerede og
myrdede han sine undersåtter alene på vage mistanker eller blot af
hævngerrighed. Saddam Hussein var søn af en enke, og han blev opfostret af
en brutal onkel, hvis politiske forbillede var Adolf Hitler. Det var en opvækst