Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

jergene, der omkranser byen. Forstæder med små, lerklinede huse og

trøstesløse betonboligblokke bygget af russerne i 1980' erne strækker sig op

ad bjergsiderne. Det viser sig, at husene er faldefærdige og uden vinduer og

døre, og de virker tomme og forladte. Vasketøjet på snorene langs vinduerne

og enkelte forpjuskede og snavsede børn vidner dog om liv. I centrum af

Kabul er synet ikke mere opløftende. I 1970' erne var byen en forholdsvis

moderne storby. Der var restauranter, cafeer, sporvogne, biografer, og

omkring swimmingpoolen på det dengang fashionable Hotel Intercontinental

slikkede kvinderne sol i bikini. Nu har krig og Taleban på sørgelig vis ødelagt

og sønderrevet byen og skruet tiden tilbage for et folk med en

gennemsnitslevealder på sølle 46 år, hvor kun 36 procent af dem, der er over

15 år, kan læse og skrive. Kun i centrum er der asfalt på vejene, og Talebans

regeringsbygninger er nogenlunde vedligeholdte. Ellers er det meste af

vejnettet og de fleste bygninger ødelagte. Smukke, gamle slotte og palæer

ligger i ruiner. Langt de fleste huse og bygninger har skudhuller og er forladte.

Og store dele af byen er helt uden basale fornødenheder som elektricitet,

vandforsyning, kloaksystem og telefonnet. Der er en stank af urin, afføring og

råddent affald i gaderne, og flere gange ser jeg udmagrede mænd sidde på

hug ved rendestenen og bogstavelig talt spise affald direkte fra den, mens

biler, motorcykler og mennesker passerer tæt forbi. Børn i næsten intet tøj

sidder alene og apatiske i midterrabatten på vejen og tigger almisser. Og på

gaderne trækker forhutlede mænd indsamlet træ på små vogne til det lokale

marked, hvor hvad som helst bliver solgt i den daglige kamp for overlevelse

for dem og deres familier. Under den brændende sol ligger gede-og

fårehoveder i trillebøre i et virvar sammen med andet kød, vandmeloner,

gammelt jern, træ og brugte bildæk. Selv hundene virker mere forpinte og

usle, end jeg tidligere har oplevet. En enkelt tæve med dinglende patter og alt

for tydelige ribben hopper på tre ben ned ad gaden. Ikke én kvinde er der at

se i gadebilledet. Men masser af patruljerende talebanere i pickups, der som

styrets forlængede arme er klar til at slå ned på alle uregelmæssigheder. Vi

har kørt i knap ti timer, men jeg føler, at jeg er rejst flere århundreder tilbage i

tiden. Til middelalderen anno 2001. Og da vi nærmer os en stor rundkørsel,

får jeg min middelalderformodning bekræftet. I en lygtepæl hænger et

menneske. De mørke, blodskudte øjne i det kridhvide ansigt med et dunagtigt

skæg stirrer livløst på mig. Med hænderne bundet på ryggen hænger kroppen

urørligt ned fra den løkke, som har klemt livet ud af ham. Ved siden af står en

flok unge talebanere og griner. De betragter tilsyneladende deres værk. Som

var det et trofæ efter en succesfuld jagt. Andre passerer liget i lygtepælen helt

uanfægtede, mens de pludrer smilende løs. Som om han slet ikke er der. Det

er efter alt at dømme et helt almindeligt skue i denne by. »Velkommen til

Afghanistan,« siger Johan. Kort efter ankommer vi til det tidligere

ambassadekvarter Wasir Akbar Khan, hvor DDG's hus ligger. Det er tydeligt,

at kvarteret har været eksklusivt med bygninger i gammel europæisk stil og

palæer med søjler, buegange og parklignende haver. Mange er nu

faldefærdige og med haverne udtørrede, men der er også enkelte funklende

villaer med grønne plæner og frugttræer. Sådan er DDG-huset. Et stort, hvidt

murstenshus i tre etager omsluttet af en to meter høj mur, og foran huset en

terrasse med fin udsigt over haven, hvor en gartner er ved at få sat skik på

blomsterbede, plæne og æble-og appelsintræer. DDG er repræsenteret her,

fordi Afghanistan er et af verdens mest minerede lande. I de ti år russerne har

More magazines by this user
Similar magazines