Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

nedadgående og opadgående drej får mig til at stemme imod gulvet med

støvlerne og finde nogle holdepunkter til hænderne. Jeg klikker mine natbriller

på hjelmen ned og kigger mod den store, åbne bagende i kabinen. I det

grønne lys sidder loadmasteren vagtsomt på knæ helt ude på kanten bag sin

hurtigskydende Gatling Minigun. Pludselig farer jeg sammen, da en høj, dyb

brummen lige bag mig overdøver larmen fra motorerne. Hele kabinen sejler,

og jeg kæmper for at holde fast i netmaskerne på sædet. Hvad i helvede sker

der? Jeg vender mig mod lyden og ser den anden loadmaster stå ved sin

Minigun, som er placeret i sidedøren, og det går op for mig, at det er ham, der

har afgivet en skudsalve mod noget på jorden. Piloten fortsætter de kringlede,

undvigende drej væk fra truslen. Væk fra fjenden. Det her er alvor. Jeg kigger

over mod Mikkel. Hans slørede, skæggede fjæs vender sig om i et grin. Jeg

gengælder grinet, om end lidt mere anstrengt. Jeg har drukket en masse vand

de sidste par timer. Det skal som bekendt ud igen, og da vi kun har fløjet i lidt

over en halv time og har mindst tre kvarter igen, indser jeg, at jeg ikke kan

holde mig. Vi har medbragt dobbelte plasticposer til formålet, men jeg havde

håbet, at det ikke blev nødvendigt. Nu må jeg til det. Jeg holder fast i

sæderækken med den ene hånd og kommer usikkert på benene på det

gyngende kabinegulv, som for at gøre manøvren endnu sværere er smurt ind

i hydraulikolie, hvilket ofte forekommer i militærhelikoptere af denne type. Med

den anden hånd fatter jeg rundt om min »ven« nede i bukserne, og får

dobbeltposen ud over som et kæmpekondom. Dér, 5.000 kilometer

hjemmefra, over bjergene i Afghanistan, står jeg halvt oprejst og dingler som

en rodeoridende cowboy i maven på denne store, uregerlige metaltyr og

forretter min nødtørft. Havde det ikke været for situationens alvor, havde jeg

grinet ad den bizarre situation. Men jeg får i stedet afsluttet mit forehavende i

en fart og finder den sorte affaldspose på væggen til mine efterladenskaber.

En halv times tid senere giver loadmasteren det første signal til drop-off. 10

minutter. Jeg tænder min GPS og memorerer infiltrationsruten en sidste gang.

Jeg tjekker også, om alt stadig er i lommerne på min udrustningsvest. Selvom

alt vitalt udstyr er sikret med faldskærmssnor, har jeg løsdele i vesten. Blandt

andet mit kort. Der er ikke skrevet noget på kortet. Det gør vi aldrig, for det vil

kunne afsløre for meget, hvis det kommer i de forkerte hænder. Men det vil

stadig være katastrofalt at miste kortet. Ikke kun fordi vi skal bruge det for at

holde os på rette vej, men i højere grad fordi et tabt kort afslører vores

tilstedeværelse. Jeg tjekker også mit våben, inklusive det infrarøde og aktive

lys og styrken på den lille røde prik i det specielle Aimpoint-sigte, som gør, at

man kan skyde med begge øjne åbne og dermed orientere sig rundt, samtidig

med at man skyder. Så sutter jeg lidt vand fra slangen på min camelbagrygsæk,

der kan rumme fire-fem liter vand. Jeg klikker mine natbriller ned for

at vænne mine øjne til det grønne lys og bedre kunne se mine kammerater i

kabinen. Selvom det er første operation for fire af os fornemmer jeg i larmen

og mørket en stemning, som jeg har oplevet tidligere i situationer under

øvelser. Den ro, der sænker sig, når man er på det rette sted, på det rette

tidspunkt, i sit rette element. Den følelse har jeg i hvert fald selv, og jeg er i

det bedst tænkelige selskab - med nogle af verdens bedste soldater. De

skiderikker kan bare komme an. Samtidig med at loadmasteren giver signalet

til ét minut, sænker piloterne farten. Jeg finder de to bærestropper på

rygsækkene, så jeg er klar til at slæbe dem efter mig ned ad gulvet og ud over

rampen. Ud fra kortstudierne bør både vores primære og alternative

More magazines by this user
Similar magazines