Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

nedadgående og opadgående drej får mig til at stemme imod gulvet med
støvlerne og finde nogle holdepunkter til hænderne. Jeg klikker mine natbriller
på hjelmen ned og kigger mod den store, åbne bagende i kabinen. I det
grønne lys sidder loadmasteren vagtsomt på knæ helt ude på kanten bag sin
hurtigskydende Gatling Minigun. Pludselig farer jeg sammen, da en høj, dyb
brummen lige bag mig overdøver larmen fra motorerne. Hele kabinen sejler,
og jeg kæmper for at holde fast i netmaskerne på sædet. Hvad i helvede sker
der? Jeg vender mig mod lyden og ser den anden loadmaster stå ved sin
Minigun, som er placeret i sidedøren, og det går op for mig, at det er ham, der
har afgivet en skudsalve mod noget på jorden. Piloten fortsætter de kringlede,
undvigende drej væk fra truslen. Væk fra fjenden. Det her er alvor. Jeg kigger
over mod Mikkel. Hans slørede, skæggede fjæs vender sig om i et grin. Jeg
gengælder grinet, om end lidt mere anstrengt. Jeg har drukket en masse vand
de sidste par timer. Det skal som bekendt ud igen, og da vi kun har fløjet i lidt
over en halv time og har mindst tre kvarter igen, indser jeg, at jeg ikke kan
holde mig. Vi har medbragt dobbelte plasticposer til formålet, men jeg havde
håbet, at det ikke blev nødvendigt. Nu må jeg til det. Jeg holder fast i
sæderækken med den ene hånd og kommer usikkert på benene på det
gyngende kabinegulv, som for at gøre manøvren endnu sværere er smurt ind
i hydraulikolie, hvilket ofte forekommer i militærhelikoptere af denne type. Med
den anden hånd fatter jeg rundt om min »ven« nede i bukserne, og får
dobbeltposen ud over som et kæmpekondom. Dér, 5.000 kilometer
hjemmefra, over bjergene i Afghanistan, står jeg halvt oprejst og dingler som
en rodeoridende cowboy i maven på denne store, uregerlige metaltyr og
forretter min nødtørft. Havde det ikke været for situationens alvor, havde jeg
grinet ad den bizarre situation. Men jeg får i stedet afsluttet mit forehavende i
en fart og finder den sorte affaldspose på væggen til mine efterladenskaber.
En halv times tid senere giver loadmasteren det første signal til drop-off. 10
minutter. Jeg tænder min GPS og memorerer infiltrationsruten en sidste gang.
Jeg tjekker også, om alt stadig er i lommerne på min udrustningsvest. Selvom
alt vitalt udstyr er sikret med faldskærmssnor, har jeg løsdele i vesten. Blandt
andet mit kort. Der er ikke skrevet noget på kortet. Det gør vi aldrig, for det vil
kunne afsløre for meget, hvis det kommer i de forkerte hænder. Men det vil
stadig være katastrofalt at miste kortet. Ikke kun fordi vi skal bruge det for at
holde os på rette vej, men i højere grad fordi et tabt kort afslører vores
tilstedeværelse. Jeg tjekker også mit våben, inklusive det infrarøde og aktive
lys og styrken på den lille røde prik i det specielle Aimpoint-sigte, som gør, at
man kan skyde med begge øjne åbne og dermed orientere sig rundt, samtidig
med at man skyder. Så sutter jeg lidt vand fra slangen på min camelbagrygsæk,
der kan rumme fire-fem liter vand. Jeg klikker mine natbriller ned for
at vænne mine øjne til det grønne lys og bedre kunne se mine kammerater i
kabinen. Selvom det er første operation for fire af os fornemmer jeg i larmen
og mørket en stemning, som jeg har oplevet tidligere i situationer under
øvelser. Den ro, der sænker sig, når man er på det rette sted, på det rette
tidspunkt, i sit rette element. Den følelse har jeg i hvert fald selv, og jeg er i
det bedst tænkelige selskab - med nogle af verdens bedste soldater. De
skiderikker kan bare komme an. Samtidig med at loadmasteren giver signalet
til ét minut, sænker piloterne farten. Jeg finder de to bærestropper på
rygsækkene, så jeg er klar til at slæbe dem efter mig ned ad gulvet og ud over
rampen. Ud fra kortstudierne bør både vores primære og alternative