Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

hjelm fægter han med armene mod den forankørende trafik, som han
tydeligvis ønsker væk fra vejen. Vi kunne vælge at fortsætte i vores tempo og
vejbane, men det er simpelthen ikke risikoen værd med sådan en
triggerhappy hillbilly bag os. Jeg føler mig ikke tryg og anbefaler Michael, at vi
hurtigt skifter til den alternative rute. Den fører os over 14. Juli-broen, hvor vi
stopper ved det amerikanske checkpoint og lader de altid årvågne og
professionelle amerikanske infanterister kontrollere os grundigt, før vi kører
over broen og Tigris og direkte ind i Den Grønne Zone med ambassaden et
stenkast derfra. »Stop bilen,« råber Torben pludselig. Køreren klodser
bremserne, og vi farer sammen, da vi tror, at der er noget galt. Det er der
ikke. Torben vil bare ud og se nærmere på noget, han har bemærket i
vejkanten. I Den Røde Zone havde vi under ingen omstændigheder
accepteret det, men eftersom vi nu er i Den Grønne Zone, er det okay. Vi
stiger alle sammen ud og følger ham hen til grøften, hvor der viser sig en
hundehvalp bundet til et træ med en stram metaltråd om halsen. Der er ingen
mennesker i nærheden, og hvalpen er tilsyneladende efterladt, dehydreret,
sulten og afkræftet. Torben betragter hvalpen et stykke tid og tager så en rask
beslutning om, at den skal med hjem til ambassaden. Vi skærer den fri, og
ambassadøren eskorterer den beskidte pelsklump, som er en hun, ind i bilen.
Hjemme på ambassaden vasker han hende, forer en papkasse til hende og
giver hende navnet Maggie. Senere på dagen har vi en tur til det irakiske
integrationsministerium i Den Røde Zone, hvor alt igen klapper, og vi når
endda at tilbringe et par timer i det store, kølige træningscenter på den
amerikanske ambassade. En god dag slutter i den tålelige aftentemperatur på
ambassadens tag med kolde sodavand, og et par jægere ryger på deres
piber. Over himlen ligner lyssporsprojektiler fra maskingeværer små missiler.
Enten er de fra de operationer, som amerikanerne gennemfører hver nat
overalt i Bagdad. Eller det er celebration fire fra irakiske familier, som til
bryllupper eller andre festlige lejligheder skyder op i luften med deres
Kalashnikovs og ikke så sjældent slår mennesker ihjel. En formiddag nogen
tid efter ligger Michael og jeg på taget og slikker sol, inden vi skal en tur i Den
Røde Zone. De andre renser våben efter morgenens skydetræning, og
Torben arbejder på sit kontor. Jeg ligger på ryggen og kigger op i den altid blå
himmel, da jeg pludselig registrerer to sorte prikker, som parallelt flyver ind
over os 40-50 meter over jorden. Michael må også have set dem, for vi
springer begge op og er klar over, at det er et mortérangreb mod Den Grønne
Zone. Få sekunder senere rammer de to granater jorden højst 50 meter væk i
to øredøvende, hule brag, som får vinduerne til at dirre i ambassaden.
Michael og jeg springer ned ad trappen for at få Torben ud af sit kontor og ud
på det mest sikre punkt i ambassadens stueetage, men han er allerede ved at
blive ført ud af Lars og Christian, som befandt sig i køkkenet. Torben er oftest
fattet, når der er angreb med raketter eller morterer, men de her er tæt på, og
han virker tydeligt nervøs. I minutterne efter hører vi flere detonationer i
retning af den amerikanske ambassade, som ligger kun en kilometer fra den
danske, og de næste par timer er ét langt angreb med raketter og mortérer. Vi
er bare sitting ducks, som intet kan gøre udover at holde hovederne nede.
Hver gang vi forsøger at arbejde videre med vores gøremål, vælter der blot en
ny bølge af mortérer og raketter ind over os. Så længe de rammer uden for
ambassadens mure, er vi nogenlunde sikre, men træffer en mortér eller raket
inden for murene, kan det være fatalt. Som timerne går, vænner vi os på en