Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

endnu, er det den samme fornemmelse som at blive hentet af far fra skole
som dreng. Trygt og sikkert. Her er det bare helikopterens loadmaster, der
agerer far, når han træder ud på siden af lasterampen og blinker to gange
med sit infrarøde lys. Jeg sætter af med det samme og løber ned langs
kroppen af helikopteren, op ad lasterampen og ind på et sæde i bunden af
den mørklagte kabine. Lige bag mig kommer resten af patruljen, og et par
sekunder efter hviner turbinerne, og helikopteren løfter sig. Vi er ikke hjemme
på basen endnu, og der er ikke noget med at tage udrustning, hjelm og våben
af. Men jeg kan slappe af i min ømme krop. Mine ribben smerter, hver gang
jeg bevæger mig, og først nu kan jeg skimte, hvor medtagne mine hænder er
med dybe og blodige sår. Jeg kigger op og ser de to britiske loadmastere stå
og gestikulere med deres fingre nede i halsen. Vi stinker. Jeg ser, at Ole og
Søren griner. Det generer heller ikke mig.
18 - Usynlig i Jam's baghave
Efter et par døgns restitution og pleje af mine flossede hænder og ømme
ribben forbereder jeg igen ruten ind i JAM-land og ud igen. Det er tid til endnu
en operation. Massive raketangreb på Basra Air Station, BAS, hen over
vinteren og foråret 2007 slider på de danske og britiske soldater. Alene i løbet
af de sidste 24 timer har lejren været angrebet 14 gange, mest om aftenen og
natten, hvor fjenden uset kan affyre raketterne. Derfor bevæger ingen sig
rundt i lejren uden at have hjelm og skudsikker fragmentationsvest på. Når
lejrens radarsystem alarmerer om raketangreb, har vi mellem 15 og 30
sekunder til at finde dækning bag en mur eller i en af sikkerhedsbunkerne.
Kører man bil, stopper man og lægger sig ved siden af bilen. Og har man
ingen dækning i nærheden, er det bare om at smide sig ned på maven med
armene over hjelmen og håbe det bedste. Hver gang der har været et
raketangreb, må folk ikke bevæge sig omkring, før et
ammunitionsrydningshold har gennemsøgt området for ueksploderet
ammunition. Truslen og den konstante væren på vagt gør folk stressede, og
de sover lettere og dermed dårligere, så de ikke restituerer ordentligt. Mange
sover med støvler og udrustning på for hurtigt at kunne reagere og komme i
dækning, og en del er begyndt at sove i sikkerhedsbunkerne. Men de er
glohede, og folk sover ikke ordentligt derinde. Mange af de unge soldater i
lejren er derfor begyndt at blive alvorligt påvirket af situationen, og moralen er
blevet mærkbart lavere de sidste uger. Vi er derfor to jægerpatruljer, der er
kaldt ind for at rekognoscere i de områder, hvorfra det lader til, at raketterne
bliver affyret. Og om muligt forhindre affyring og nedkæmpe fjenden. En stor
del af fjendens raketter, våben og ammunition, bliver sandsynligvis smuglet
ind fra Iran gennem den øde grænseørken og ind i Irak - uden om vores
koalitionsstyrker, som siden får dem smidt i hovedet. Vi kender problemet,
men må samtidig erkende, at koalitionen ganske enkelt ikke kan bevogte hele
den mange hundrede kilometer lange grænse og forhindre den iranske
forsyning til JAM og andre irakiske militser. Vores opgave er vanskelig. Det er
ikke bare at finde nålen i høstakken. Alene det at finde høstakken er en
udfordring. Området er enormt og strækker sig over ørken, sump, marsk og
bebyggelse. Ud fra vores efterretningsinformation ved vi dog nogenlunde,
hvilke områder der oftest benyttes til affyring, og hvornår raketterne typisk
bliver placeret. Når de bliver affyret, er fjenden der nemlig sjældent selv. Han