Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

efterretninger og prognoser for det kommende døgn. Jeg har nu gennem de
sidste tre-fire år arbejdet tæt sammen med amerikanere, og de imponerer
mig. Både som mennesker og sol-dater. De er de venligste, mest
omgængelige, hjælpsomme og servicemindede. Den europæiske rynken på
næsen ad amerikanske soldater har jeg aldrig forstået. Det amerikanske
militær uddanner verdens bedste soldater. Længere er den såmænd ikke.
Europæerne er derimod ofte træge og halvsure. Selv de engang så ukuelige
briter forekommer efterhånden noget tvære, endda til tider blødsødne. For
tiden er et af de hotte emner i den amerikanske efterretningsafdeling
trusselsbilledet i Den Grønne Zone. Den »sikre« zone er ikke så sikker som
tidligere. Man har inden for den sidste uge fundet adskillige improviserede
sprængladninger under parkerede biler og i en skraldespand inde i zonen.
Amerikanerne mener, at det er irakere, som er i stand til at smugle
sprængladningerne ind, og det giver naturligvis anledning til bekymring. Alle,
som færdes i zonen, henstilles at skærpe sikkerheden. Det betyder, at vi
kontrollerer vores biler, specielt underneden, hver eneste gang vi parkerer.
Selv i Den Grønne Zone og uden for vores egen og amerikanernes
ambassade. Udover vores officielle ærinder besøger vi også hyppigt den
amerikanske ambassade for at forsyne os ved deres overdådige buffet, som
morgen, middag og aften er til fri disposition for amerikanerne og deres
koalitionspartnere i en af de enorme sale i det gamle palads. Veloplagte
tjenere klædt i hvidt tilbyder alle former for kød, salater, kartofler,
hummerhaler, sandwiches, frugt, kager, is og sodavand. Et sandt
slaraffenland, som vi boltrer os i efter en lang, varm og intens dag. At der
tilmed er masser af kvinder på ambassaden, øger kun vores appetit. En aften,
da vi alle otte fra teamet spiser der sammen med Torben, sætter vi os ved et
bord med en gruppe unge amerikanske marineinfanterister. Torben sidder lige
ved siden af dem og overhører på et tidspunkt deres samtale om operationer i
Afghanistans bjerge i 2002 udført af »the Danish jaegers«. De unge
infanterister er fulde af beundring over for disse enorme, fremmede, frådende
vikinger, som med 150 kilo tunge rygsække havde spurtet op og ned ad
bjergsiderne som rene bjerggeder og spist al-Qaida-terrorister til morgenmad.
Og så kan Torben ikke dy sig. Han slår ud med den ene arm imod os, og
henvendt til infanteristerne siger han højt: »Gentlemen, may I present to you -
The Danish Jaegercorps.« Måbende glor de unge ansigter på os, men efter
deres skuffede ansigtsudtryk at dømme forekommer vi åbenbart knap så
heroiske her live med vores solkogte fjæs propfulde af mad. På denne min
tredje mission som livvagt i Bagdad i sommeren 2004 er forholdene i byen
stort set uændrede. Den Grønne Zone er stadig næsten dagligt udsat for
angreb med mortérer og raketter, og Bag-dads gader er stadig præget af
ildkampe og selvmordsbombere. Sikkerheden er elendig, volden er grusom,
hele den irakiske samfundsstruktur er ved at gå i opløsning, og den
amerikanske regering er presset af store tab og en smuldrende støtte til
krigen på hjemmefronten. Torben har snart udstået sin tid som ambassadør
og skal videre i udenrigstjenesten. Efter et intenst år på den her atypiske
ambassadørpost virker han faktisk ganske upåvirket. Men vi ved, at han
glæder sig til et mindre dramatisk job og ikke mindst til mere tid med sin
familie. Jeg vil altid huske Torben som en fremragende chef og et sympatisk,
roligt og afbalanceret menneske. Og jeg vil helt sikkert aldrig glemme hans
mani med at fatte en kost og feje i og uden for ambassaden, når der var