Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

efterretninger og prognoser for det kommende døgn. Jeg har nu gennem de

sidste tre-fire år arbejdet tæt sammen med amerikanere, og de imponerer

mig. Både som mennesker og sol-dater. De er de venligste, mest

omgængelige, hjælpsomme og servicemindede. Den europæiske rynken på

næsen ad amerikanske soldater har jeg aldrig forstået. Det amerikanske

militær uddanner verdens bedste soldater. Længere er den såmænd ikke.

Europæerne er derimod ofte træge og halvsure. Selv de engang så ukuelige

briter forekommer efterhånden noget tvære, endda til tider blødsødne. For

tiden er et af de hotte emner i den amerikanske efterretningsafdeling

trusselsbilledet i Den Grønne Zone. Den »sikre« zone er ikke så sikker som

tidligere. Man har inden for den sidste uge fundet adskillige improviserede

sprængladninger under parkerede biler og i en skraldespand inde i zonen.

Amerikanerne mener, at det er irakere, som er i stand til at smugle

sprængladningerne ind, og det giver naturligvis anledning til bekymring. Alle,

som færdes i zonen, henstilles at skærpe sikkerheden. Det betyder, at vi

kontrollerer vores biler, specielt underneden, hver eneste gang vi parkerer.

Selv i Den Grønne Zone og uden for vores egen og amerikanernes

ambassade. Udover vores officielle ærinder besøger vi også hyppigt den

amerikanske ambassade for at forsyne os ved deres overdådige buffet, som

morgen, middag og aften er til fri disposition for amerikanerne og deres

koalitionspartnere i en af de enorme sale i det gamle palads. Veloplagte

tjenere klædt i hvidt tilbyder alle former for kød, salater, kartofler,

hummerhaler, sandwiches, frugt, kager, is og sodavand. Et sandt

slaraffenland, som vi boltrer os i efter en lang, varm og intens dag. At der

tilmed er masser af kvinder på ambassaden, øger kun vores appetit. En aften,

da vi alle otte fra teamet spiser der sammen med Torben, sætter vi os ved et

bord med en gruppe unge amerikanske marineinfanterister. Torben sidder lige

ved siden af dem og overhører på et tidspunkt deres samtale om operationer i

Afghanistans bjerge i 2002 udført af »the Danish jaegers«. De unge

infanterister er fulde af beundring over for disse enorme, fremmede, frådende

vikinger, som med 150 kilo tunge rygsække havde spurtet op og ned ad

bjergsiderne som rene bjerggeder og spist al-Qaida-terrorister til morgenmad.

Og så kan Torben ikke dy sig. Han slår ud med den ene arm imod os, og

henvendt til infanteristerne siger han højt: »Gentlemen, may I present to you -

The Danish Jaegercorps.« Måbende glor de unge ansigter på os, men efter

deres skuffede ansigtsudtryk at dømme forekommer vi åbenbart knap så

heroiske her live med vores solkogte fjæs propfulde af mad. På denne min

tredje mission som livvagt i Bagdad i sommeren 2004 er forholdene i byen

stort set uændrede. Den Grønne Zone er stadig næsten dagligt udsat for

angreb med mortérer og raketter, og Bag-dads gader er stadig præget af

ildkampe og selvmordsbombere. Sikkerheden er elendig, volden er grusom,

hele den irakiske samfundsstruktur er ved at gå i opløsning, og den

amerikanske regering er presset af store tab og en smuldrende støtte til

krigen på hjemmefronten. Torben har snart udstået sin tid som ambassadør

og skal videre i udenrigstjenesten. Efter et intenst år på den her atypiske

ambassadørpost virker han faktisk ganske upåvirket. Men vi ved, at han

glæder sig til et mindre dramatisk job og ikke mindst til mere tid med sin

familie. Jeg vil altid huske Torben som en fremragende chef og et sympatisk,

roligt og afbalanceret menneske. Og jeg vil helt sikkert aldrig glemme hans

mani med at fatte en kost og feje i og uden for ambassaden, når der var

More magazines by this user
Similar magazines