Samlet tekst

Ring-temaerne som de vigtigste for de onde og påpeget, hvordan de på forskellig vis
bidrager med konnotative elementer til de scener, de inddrages i.
! Det er imidlertid værd at rejse spørgsmålet om, hvordan dette sindrige netværk af
semantikladede musikalske gestalter vil blive afkodet. Vil man som tilskuer rent faktisk
være i stand til at identificere disse signaturer netop som tilbagevendende betydnings-
ladede signaturer, når de optræder? Dette spørgsmål kan der ikke svares entydigt på. For
det første er der forskel på tilskuere, og for det andet er der forskellige svar fra film-
teoretisk hold. Claudia Gorbman svarer nej ud fra sit psykoanalytiske unheard-begreb,
mens mere kognitionsteoretisk funderede teoretikere som Jeff Smith svarer delvist ja. 258 På
baggrund af dette studie mener jeg, at der er basis for at fremhæve to analytiske
delkomponenter til et svar:
! For det første har jeg fremhævet, hvordan mange af de centrale signaturer i
Jacksons The Lord of the Rings bliver fremhævet med en særlig påpegende tydelighed. Det
er fx blevet vist, hvordan Shire-temaet blev introduceret sammen med støttende infor-
mation fra både kort og Bilbos voice-over. 259 Jeg vil hævde, at denne instruktive måde at
koble musikalske temaer til deres ledemotiviske objekter på øger sandsynligheden for
genkendelse og dermed aktivering af temaets oprindelige semantiske kodning. En hyppig
anvendelse af den samme signatur vil ligeledes befordre dette. At disse teknikker finder så
udstrakt anvendelse i filmværket vidner også om, at Howard Shores score er struktureret
ud fra en forventing om, at musikalske siganturer vil blive perciperet på et mere eller
mindre bevidst niveau og derfor har et vist associativt potentiale. Samtidig er det klart, at
der er eksempler på, at det instruktive præg er nedtonet, 260 eller at signaturen ikke har en
tilstrækkelig prægnant melodisk karakter til, at en genkendelse vil indtræffe. 261 Det leder
over til næste delkomponent:
258 Jf. præsentationen af disse to synspunkter på ledemotivteknikken i afsnit 1.4.1.
259 Jf. afsnit 2.1.
260 Den diskrete foregribelse af Into the West-melodien under Gandalf og Pippins samtale om døden er et
eksempel herpå, afsnit 4.1.4.
261 Power of Mordor-figurens dybe register og akkompagnements-ideomatiske profil gør det fx svært at
identificere som en egentlig musikalsk signatur, jf. afsnit 3.3.
101