Samlet tekst

tilskuer, som har etableret sympatistrukturer ud fra helte- og skurkekategorier vil være
mere tilbøjelig til at tage del i det medkonstruerende narrative arbejde, som en film
inviterer til, end en tilskuer, der er indifferent over for filmens fiktionsverden. 26 Når
tilskueren har etableret helte- og skurkekategorier lig dem, man kan iagttage i forbindelse
med supportkulturen omkring en sportskamp, fremmes sandsynligheden for at et
succesfuldt narrativt afkodningsarbejde.
! Gennem denne pointering synes vejen at være banet for to komplementære
optikker på filmlydens funktion. Dels en optik, der interesserer sig for, hvordan filmens
lyd befordrer et emotionelt ladet tilskuerengagement i den filmiske narration og dels en
optik, der mere direkte ser på, hvad lydsiden bidrager med til denne narration. Denne
dobbeltoptik vil blive fastholdt gennem dette studies analytiske afsnit, og det vil blive
tydeligt, hvordan visse filmiske passager indbyder mere til den ene og andre mere til den
anden optik, mens andre igen vil invitere til en perspektivisk samtidighed.
! Dette diakrone perspektiv vil også blive inddraget i det følgende afsnit, hvor jeg
redegør for, hvilke metodiske ansatser, der ligger til grund for analyserne af lydsidens tre
elementer: musik, reallyd og dialog.
1.4. Metodiske ansatser til lydsiden
1.4.1. Musik
Som konklusion på indledningen til sin koncise introduktion til filmmusikkens teori og
historie, skriver Katryn Kalinak i bogen Film Music - A Very Short Introduction: “Music has
an expressive power that crosses many borders, and film traditions throughout the world
have harnessed music’s expressive power to shape the perception of the film and to
reverberate emotion between the spectator and the screen.” 27
! I citatet kommer Kalinaks globale perspektiv på filmmusik til udtryk. Gennem sin
lille bog demonstrerer hun, hvordan musik i vidt forskellige kulturelle sammenhænge er
26 Kroeber, Karl: Make Believe in Film and Fiction: Visual vs. Verbal Storytelling, Palgrave Macmillan 2006, s. 20.
Denne tilskuer, der engagerer sig i de spilleregler, fiktionen sætter op, minder om Umberto Ecos model reader,
om hvilken han med komedien som udgangspunkt skriver, at han er “inclined to smile and to follow a story
which does not involve him personally.” Eco, Umberto: Six Walks in the Fictional Woods, Havard University
Press 1994.
27 Kalinak, Kathryn Marie: Film Music. A Very Short Introduction, Oxford University Press 2010, s. 8.
14