Samlet tekst

mod det onde og for det gode i verden. 266 Endeligt bidrager indslagene af dybbas ofte med
en diegetisk ekspansion, der med sin “trussel fra dybet”-virkning udnyttes til at
iscenesætte størrelsen og tyngden af den ondskab, protagonisterne er oppe imod, hvad
enten det er som trommer, balrog-brøl eller kæmpeelefanters trampen.
! Den diegesemodulerende lydstrategis andet hovedelement er den ekspressive
håndtering af stemmer. Det ekspressive element består her i den frie modulering af
stemmers proksemiske zoner. Som det er blevet vist, finder teknikken anvendelse både
hos gode og onde karakterer. Nazgûls, især the Witch-kings, stemmer udgør de primære
“onde” eksempler, mens Gandalfs latter ved Frodos seng i RotK er et fremtrædende
eksempel på teknikken i en scene fuld af menneskelig varme. 267 I begge tilfælde bevirker
strategien en mulighed for at opfatte stemmerne og dermed karaktererne som næmest
transcenderende det diegetiske rum. Den kraft og unaturligt store grad af rumklang, som
Nazgûls hviskestemmer besidder, inviterer til at opfatte dem som talende fra en anden
dimension ind i diegesens fysiske rum, hvilket svarer godt til den bestemmelse, Aragorn
giver dem som værende hverken levende eller døde. Her fremmaner det proksemisk-
ekspressive lydarbejde nærmest en transcendens mod underverdenen. Omvendt med
Gandalfs latter, hvor den gradvise udvidelse af mikrofonperspektivet tilfører scenen en
nærmest overjordisk lethed, en himmelsk transcendens, om man vil. 268
! Dette sidste eksempel udgør desuden et markant eksempel på den sidste
lydstrategi i min treledede typologi. Inden den skal diskuteres, skal det afsluttende
bemærkes, at det ikke kan overraske, at man i en fantasyfilm som LotR vil møde en øget
tendens til anvendelse af netop diegesemodulerende lyd. Den genredefinerende forekomst
af væsener og objekter som ikke er hjemmehørende i virkelighedens verden kalder på en
lydstrategi, der på en særlig måde nuancerer og fastlægger, hvordan disse fremmede
elementer skal opfattes.
266 Birger Langkjær talerer i forbindelse med en analyse af Pusher også om ledemotivisk brug af lyd. Hans
eksempel, som er en gennemgående brug af elektronisk støj, er imidlertid ikke diegetisk forankret. Se
Langkjær 2000, s. 219 .
267 Afsnit 2.1.2.1.
268 At jeg finder det rimeligt at antyde en sådan transcenderende tendens skyldes ikke mindst scenens
visuelle side: hvide nuancer dominerer (Både Gandalf og Frodo er fx begge klædt helt i hvidt) og rummet er
badet i det varme lys fra vinduet bag Frodo.
105