Samlet tekst

enhed” fra civilisationens barndom. 152 Filmenes rekurs til Tolkiens egne sprog kan i
denne lidt højtidelige optik ses som mere end et forsøg på at tilfredsstille et fankrav om at
“bevare ånden” fra bøgerne. I kraft af sprogenes manglende fattelige begrebslighed, er det
menneskestemmen og dens klang i sig selv, der er det perceptuelle fokus. Dens blotte
tilstedeværelse bliver en markør for menneskelighed og motiverer til sympati med
universets gode karakterer.
! At hverken denne eller Brouceks bestemmelse passer på alle former for ikke-
diegetisk stemmeanvendelse, der forekommer i LotR-filmene, er naturligvis givet. Saurons
ni ringånder, de såkaldte Nazgûl, er fx flere steder iscenesat med ekstensiv brug af blandet
kor, som i fortissimo-styrke synger et uforståeligt sprog (kaldet andûnaisk), uden at dette
tegner et portræt af dem som værende særligt rene eller gode. Andre gange har korindslag
i filmene en mere almen dramatisk underbyggende virkning. Det gælder fx den udstrakte
brug af mandskor i Moria-sekvensen. 153 Men det er bemærkelsesværdigt, at der i den
musikalske iscenesættelse af ondskaben og det uhyggelige næsten uden undtagelse er tale
om kormusik, når menneskestemmer kommer i anvendelse. Soloindslagene bruges, med
herskerringens musik som den eneste undtagelse, udelukkende i forbindelse med filmenes
gode karakterer. 154 Desuden er der en afgørende forskel i den kønsmæssige fordeling.
Hvor ondskabens og uhyggens korindslag ofte er domineret af mandestemmer eller
kraftigt blandet kor, er alle ikke-diegetiske soli båret af enten kvinder eller drenge. Det
gælder også for alle tre films slutsange. Krediteringslisten over solister tæller 11 kvinder
og 2 drenge. 155 Man kan vælge at opfatte dette som udtryk for et forsøg på at danne en
feminin modvægt til det ellers mandsdominerede univers. Men ud fra dette studies fokus
er det mere interessant at overveje, hvad dette forhold bibringer til formidlingen af det
centrale narrativ. I analyserne er det blevet vist, hvordan både kvinde- og drengestemmer
er blevet brugt til at skabe et emotionelt rum omkring heltekarakterers dødsscener. Men
152 Weis, Elisabeth & Belton, John: Film Sound. Theory and Practice, Columbia University Press 1985, s. 81.
153 FotR, dvd 2, kap. 6-9.
154 Man kan argumentere for at slutsangen Gollum’s Song i TTT udgør endnu en undtagelse. Forbindelsen
mellem Gollum-karakteren og denne solosang mangler dog den filmiske sammenkædning, som opstår i
samtidigheden mellem musik og billeder i de andre indslags tilfælde.
155 Adams 2010, s. 384f.
57