Samlet tekst

lang række lydlige elementer udvider vores opfattelse af denne undseelige genstands
karakter. Dybbaspulseringer formidler dens organiske magtpotentiale, hyletoner suggerer
den psykedeliske tilstand, den kan bringe folk i, og en dyster mandsstemme overbeviser
om dens ondskab og identitet med Sauron. Disse og andre mere lejlighedsvise lydindslag
(fx drengekoret og stenlyden) ændrer og udvider således den diegetiske status, som den
visuelle repræsentation af ringen i sig selv etablerer. En konsekvens af denne modulerende
strategi er samtidig, at lydenes egen diegetiske status i nogen grad forbliver uafklaret.
Spørgsmålet er, hvilke lyde, der skal opfattes som en direkte afspejling af, hvad en given
karakter hører i mødet med ringen. Ringens mandsstemme bliver tydeligvis diegetisk
forankret, da både Gandalf og Frodos blikke reagerer på dens hvisken (jf. afsnit 3.3).
Drengekoret, som var særligt fremtrædende i Sméagol og Déagol-scenen i RotK’s prolog,
har derimod en mere ambivalent karakter i så henseende (afsnit 4.2.2). Skal det opfattes
som en direkte gengivelse af, hvad der klinger i Déagol og Sméagols ører, eller er det
bedre forstået som en abstrakt ikke-diegetisk repræsentation af den sjælelige resonans,
ringen vækker i de to karakterer? Netop denne diegetiske tvivl er et vigtigt aspekt ved
ringens lyd, som forstærker strategiens modulerende og dermed nuancerende og
ændrende præg.
! Afsnit 3.2.3 præsenterede en vifte af andre reallyde, der udvirkede noget lignende i
forhold til den filmiske diegese: Nazgûl-skrig, dyrelyde, vindlyde og dybbas, hvor
førstnævnte udgjorde den mest prominente af slagsen. Ingen af disse lyde har dog den
samme vedhæftede diegetiske tvivl, som ringens komplekse lyddesign rummer. Her er
der et mere ligefremt forhold mellem lyd og lydkilde. Men det modulerende præg går
igen: Nazgûl-skriget og dyrelydene tilbyder en ganske særlig nuanceret opfattelse af nogle
af ondskabens vigtigste aktører. Nazgûls terror er indeholdt i det ikoniske øresønder-
rivende skrig, og orkernes og andre væseners ondskab får sin dehumane konnotation i
kraft af en gennemgående brug af dyrelyde. Brugen af vindlyde bevirker i flere scener en
karakterisering af diegesens rum som et uvenligt, besværligt og ufremkommeligt miljø og
har en nærmest ledemotivisk symbolkarakter for heltenes umenneskeligt hårde kamp
104