Samlet tekst

Afslutning
“ To study film sound is to take seriously the multiplicity of possible determinants of any
given audience perception.” 281
Den programerklæring for studiet af filmlyd, som Rick Altman her fremsætter, sammen-
fatter to væsentlige aspekter ved dette studies grundlæggende ambition i forhold til dets
genstandsfelt.
! For det første udtrykkes et behov for perspektivisk pluralisme, som i nærværende
sammenhæng har medført en inddragelse af lydsidens sammensathed af musik, reallyd
og dialog. Samtidig med, at denne sammensathed er forsøgt taget alvorligt, har jeg ikke
kortlagt alle determinerende lydelementer fuldstændigt. Istedet har jeg lagt særlig vægt på
at analysere de auditive forekomster, der på en særlig måde har tilføjet værdi til det
centrale narrativ: kampen mellem det gode og det onde. Jeg er kommet frem til, at disse
kan beskrives som tre overordnede ekspressive lydstrategier: musikalske signaturer,
diegesemodulerende lyd og relationel stilhed.
! For det andet pointerer Altman-citatet vigtigheden af at inddrage filmens
receptionssituation. Denne pointering viser sig i mit studies gennemgående tendens til at
inddrage tilskueren som analytisk instans. I flere tilfælde er det blevet fremhævet, hvordan
en given brug af lyd eller musik ikke kan fortolkes fyldestgørende uden at inddrage den
aktivt perciperende tilskuer som en motiverende faktor. Scenen med reaktionerne på
Gandalfs fald er et tydeligt eksempel herpå. Denne ambition om en tilskuerorienteret
analyse afspejler sig ligeledes i mit teoretiske udgangspunkt i den kognitionsteoretiske
optik på filmlyd.
! Disse perspektiver åbner tilsammen for en forståelse for filmlydens dobbelte
funktion, som blev omtalt i teorikapitlets afsnit 1.3., nemlig at den sammensatte filmlyd
både varetager narrative opgaver og fremmer tilskuerens indlevelse i det filmiske narrativ.
Udtrykt med dette studies begreber vil det sige, at de tre ekspressive lydstrategier på den
ene side er afgørende medfortællende virkemidler, der formidler udviklingen i kampen
281 Altman 1992, s. 31.
110