Samlet tekst

1.4.1.1. Den psykosemiotiske tilgang
Den psykosemiotiske tilgang har sin primære eksponent i Claudia Gorbman, der med sin
bog Unheard Melodies fra 1987 begik, hvad der må betegnes som en klassiker i
filmmusiklitteraturen. Hendes pointer har haft stor indflydelse på filmmusikteori og
hendes accentuering af tilskuerens ubevidste tilegnelse af filmmusik bliver stadig
diskuteret og videreført. 29 Hendes grundlæggende pointe er, at musikkens (hermed forstås
den ikke-diegetiske underlægningsmusik) rolle er at få tilskueren til at føle sig som et
“uproblematisk socialt subjekt”, så det er i stand til helt at lade sig opsluge af det filmiske
narrativ. 30 Musikken skal gøre tilskueren “mindre kritisk, mindre «vågen»”, “lidt mere
tilbøjelig til at drømme” og hun omtaler den ofte som et altomsluttende “bad” eller en
“salve”. 31 Denne gåen-i-et med fiktionen som musikken tilvejebringer kendes også som
suture-effekten. 32 I sin argumentation for, at dette er filmmusikkens centrale virkning,
griber hun tilbage til menneskets første erfaringer i fosterstadiet, som er af ren lydmæssig
karakter. Den prænatale erfaring af moderens stemme tjener som vigtig forudsætning for,
at denne effekt indfinder sig. 33
! Hos flere af eksponenterne for den kognitionsteoretiske tilgang, som vil blive
præsenteret nedenfor, kan man godt få det indtryk, at Gorbman aldrig når videre end til at
passificere sin tilskuer, betone det ubevidste og følgelig gøre det uvigtigt, hvilken konkret
musik, der anvendes i en given filmisk kontekst. Denne indvending foregriber hun
imidlertid selv fra to sider:
! For det første griber griber hun fat i Roland Barthes ancrage-begreb og påpeger,
hvordan musik kan bruges til at “forankre” et billedes “flydende visuelle betegnere”, så
semantisk “støj” elimineres og narrativet kan formidles uproblematisk. 34 Denne semiotiske
29 Katryn Kalinak overtager fx mange af hendes grundantagelser om filmperception i sin seneste bog omend
hun ikke abonnerer på alt psykoanalytisk tankegods i denne teoridannelse. Se Kalinak 2010, s. 26ff.
30 Gorbman 1987, s. 5.
31 Ibid., ss. og 57.
32 Ibid., s. 62.
33 Gorbman står her i en vis gæld til Mary Ann Doane og hendes beskæftigelse med stemmens særstatus i
tilskuerens perception. Se artiklen “The Voice in the Cinema” i Braudy og Cohen (ed.): Film Theory and
Criticism, Oxford University Press 2004/1974, s. 373-385.
34 Gorbman 1987, s. 58.
16