Samlet tekst

liver liggende på D-durs forstørrede kvart (tonen gis). Semantisk knyttes der således an
til temaets tidligere kodning som signatur for afgørende begivenheder i ringens historie.
Frodos entré i Mt. Doom er den mest afgørende siden den blev smedet. Men temaets
konkrete udformning afspejler ikke længere den tidligere balancering mellem spænding
og afspænding, som reflekterede ringens kvasi-respiratoriske liv. Spændingen står alene
tilbage, og musikken knytter sig direkte til den dramatiske situation, at ringbæreren har
nået sit frygtindgydende mål.
! Det næste højdepunkt indtræffer, da Frodo skal smide ringen i flammehavet. 252 Han
tøver længe mens Sam, som er kommet til, råber
tilskyndende ord bagfra. På reallydssiden høres
voldsom larm fra bjerget og massive vindlyde,
selvom man realistisk set skulle forvente læ inde
i et bjerg, og orkestret bygger op med dis-
sonerende strygere. Da Sam lidende råber “just
let it go!”, klippes der til et nærbillede af ringen
hængende i sin kæde, og samtidig skifter lyd-
siden fuldstændig karakter. 253 Bjergets lyde er
væk, og i stedet høres alle ringlydene fra Gollum-scenen: pulseringen (bevægende sig fra
ca. 40 til ca. 80 BPM og sluttende på ca. 20 BPM), hylelydene, stemmerne (både Saurons og
de baglænsklingende) og drengekoret. Forløbet er dog mere kaotisk og af nærmest
desperat karakter. Drengekorets melodi er atonal og knap hørbar i det stigende lydinferno.
Imens skifter Frodo udtryk fra lidende til paralyseret for til sidst at se ondskabsfuld og
determineret ud. Igen formidler lydene ringens
påvirkning: Den rå magt fra den dybe pulsering,
hylelydenes deliriske horrorkvalitet, de mystiske
stemmers overtalelser og drengekorets seduktive,
men nu fordrejede klang. Tilskueren tilbydes et
stærkt subjektivt lydrum og udsættes auditivt for den samme desperate magtanvendelse,
252 Ibid., 1:18:13ff.
253 Ibid., 1:19:03
97