Samlet tekst

! For spørgsmålet er, om en signatur skal identificeres som signatur for at udføre sin
rolle i forhold til udfoldelsen af og identifikationen med det filmiske narrativ. Er det
nødvendigt at lytte med en særlig musikanalytisk opmærksomhed, før de musikalske
signaturer fungerer? Det er diskutabelt. Signaturene er ikke formgivet på en musikalsk
arbitrær måde, der nødvendiggør en bevidst association til dets symbolske objekt for at
afkode det korrekt. Fellowship-temaet har en positiv fanfare-energi, som ikke kan
forveksles med Isengard-temaets destabile kraftudladning. Shire-temaets pastorale
pentatonik opleves anderledes end History-temaets spændingsbaserede melodik, selvom
begge temaer (oftest) er dynamisk afdæmpede. Temaernes musikalske formgivning afspej-
ler således deres respektive ekstramusikalske objekt, hvad enten dette er i kraft af deres
basale ekspressivitet eller stilkonventioner. Derfor er det fx ikke nødvendigt, at tilskueren i
scenen, hvor Legolas og Gimli insisterer på at ledsage Aragorn på rejsen til den døde hær
under bjerget, standser op og bemærker intonationen af Fellowship-signaturen aktivt.
Temaets to indledende akkorder (her C-dur og Es-dur), som klinger under Gimlis
erklæring, kondenserer med deres mediantiske durharmonik hele temaets overordnede
heroiske kvalitet og hjælper tilskueren til at fokusere på dette positive aspekt ved scenen
mere end den forestående missions farlighed. Uanset om den ledemotiviske hentydning
bliver bemærket eller ej. For som Jeff Smith udtrykker det: “even when a viewer fails to
recognize a particular theme or leitmotif, the immediacy of the music’s modality, tempo,
timbre, and dynamics often enourages spectators to make hypotheses and draw inferences
about a scene’s structural features and expressive qualities.” 262 Da denne signaturens
“immediacy” er lige så vigtig som dets relation til tidligere forekomster, er Shores signa-
turer også tilpasset den specifikke kontekst. Fellowship-temaet er fx ikke en fuldt udfoldet
tuttiversion i det omtalte tilfælde. Intonationen er præget af afdæmpet orkestrering og
begrænset til temaets indledende to takter. Derved bliver det heroiske sammenhold nuan-
ceret af et musikalsk mådehold, som afspejler, at dette ikke er den endelige triumf for
fællesskabet, men et vigtigt skridt i den retning.
262 Smith 1996, s. 244.
102