Samlet tekst

tidligere erfaring fra et område gør det perciperende subjekt i stand til at indoptage og
bearbejde nye sanseindtyk fra et andet. Denne overførsel kaldes metaforisk projektion eller
cross-domain mapping og udgør en konceptuel hjørnesten i det kognitionsteoretiske
projekt. 42
! Birger Langkjær bruger konceptet til at beskrive sammenhængen mellem musik og
følelser, idet han påpeger menneskers almene tendens til at “opleve musik i lyset af
emotionelle eller ekspressive kvaliteter”. 43 Diskussionen om forholdet mellem musik og
udsigelse, om hvorvidt musik rummer et indhold, der rækker ud over dens egen form, er
en diskussion med en lang historie. Den når i romantikken et højdepunkt med Eduard
Hanslicks “Tönend bewegte Formen” og Schopenhauers spekulative musikfilosofi som
yderpolerne. Langkjærs rekurs til kognitionsteoriens projektionsbegreb synes at løse
problematikken på en såre enkel vis, som er tilstrækkelig i en filmmusikalsk sammen-
hæng: nemlig at det kan konstanteres, at mennesker oplever musikken som havende et
ekstramusikalsk indhold, at vi oplever den som havende et emotionelt indhold. Denne
projektion af følelser og ekspressive kvaliteter ind i musikken udgør en dynamik, som er
uhyre frugtbar for fiktionsfilmen. I en kognitionsteoretisk optik udgør følelser altså et
billedskema, som bruges til at tilskrive musikken dens konkrete betydning i den filmiske
kontekst. Men dette skema er ikke det eneste, der strukturerer tilskuerens tilegnelse af
filmmusikken. Tilskuerens erfaring inden for en lang række områder kan danne
billedskemaer, som kan aktiveres til at tolke, hvilket indhold en given musik skal
tilskrives. Det kan være genremæssigt kendskab, viden om filmmusikalske klichéer, 44
tidligere forekomster af det musikalske materiale i den konkrete film (jf. Jeff Smiths
beskæftigelse med ledemotivteknikken), ledsagende tekst eller den nærværende filmiske
kontekst, der selv danner et billedskema. Langkjær er inde på dette, idet han påpeger, at
en musik der høres isoleret kan afstedkomme en lang række følelsesmæssige
tilskrivninger og associationer, men at den specifikke filmiske kontekst “påfører lytteren
42 Ibid., s. 71.
43 Langkjær 2000 s. 44.
44 Bernhard Herrmanns stikkende strygere fra brusebadsscenen i Psycho som det mest arketypiske eksem-
pel.
19