Samlet tekst

Mordorhæren. I det samme vokser en
strygerakkord frem, og Fellowship-temaet lyder i
en tutti-intonation. Denne gang er det rytmisk
dynamiseret, idet taktarten er ændret til 6/8-dele,
og storladne akkorder fra blandet kor betoner
dette metrums todelte anlæg. Mens temaet klinger følger fællesskabet trop: først
hobbitterne, så de tre andre og til sidst hele Gondors hær. Adams beskriver rammende den
scene dette musikalske tema er med til at sætte: “It is the ultimate act of Fellowship, an act
that embodies both the Company’s mandate to destroy the Ring and the ideals the Ring
threatens.” 126 Selvom overmagten er enorm, er fællesskabet klar til at betale med livet som
indsats i kampen for det gode. Denne tematik skal nu udfoldes nærmere.
2.2. Ekspressiv lyd og dødsfald
Skildringer af heltes død i fiktionsfilm udgør et af de stærkeste momenter, hvad angår
emotionel fortætning og fortællemæssig vægt. En central karakters bortgang kan være
selve det afsluttende narrative klimaks, når det indtræffer. Andre gange udgør det et
midlertidigt klimaks og er central for fortællingens videre forløb. I begge tilfælde kan man
ofte iagttage en særlig ekspressiv brug af filmsproget, ikke mindst hvad angår musik og
lyd.
! I afsnit 1.7 blev den bemærkelsesværdige lydstrategi omkring Selmas henrettelse i
von Triers Dancer in the Dark omtalt. I denne scene forekommer et markant eksempel på
det, som af Paul Théberge blev kaldt relationel stilhed, hvor elementer af lydsporet bliver
holdt ude (i dette tilfælde den ikke-diegetiske musik) til fordel for fokusering på et særligt
lydligt aspekt (her den syngende Selma). I FotR forekommer to dødsfald, som begge er
iscenesat med en lydmæssig strategi, der gør stilhedsbegrebet relevant. Det første
dødsfald er Gandalfs fald i dybet fra broen i Khazad Dûm, og det andet er Boromirs død i
skoven ved Parth Galen. 127 Begge scener er afgørende stationer i udfoldelsen af kampen
mellem det gode og det onde, og repræsenterer meditative momenter, hvor fortæl-
126 Adams 2010, s. 337.
127 Gandalf dør ganske vist ikke i scenen, men dette ved tilskueren og fællesskabet ikke før i TTT.
46